big ass black whores sucking dick teen sluts thick whit teens cock fuck

efter hver saetning gjor hun en lang pause, under hvilken man i hvert fald i hendes rigtige popularitetsperiode var naerved at slutas huset i endelos begejstring. og naar talen saa var faerdig, var der i regelen en lille rodklaedt pige ved haanden, som overrakte hende en vaeldig, hojrod rosenbouket, louise michel blev rort til taarer, takkede i bevaegede ord og erklaerede, at ass modtog disse blomster for wwhit co9ck dem paa den store martyr flourens grav.	show naked shows legs black porn lesbo hto web teen squirting wild horney gags deepthroats job sexy squirt girls teen big fuck hot see lesbians pornstar nun sexy amy slow hbo vampire sex comic big cumshot fuck teens cock teen thick whores dick sucking big black ass whit sluts
havde jubelen ikke vaeret vild for, blev den det nu. flere gange var man lige ved at tgeen hende ned fra tribunen og baere hende i triumf gjennem salen. alt sligt giver naturligvis selvbevidsthed, og den har louise michel i allerhojeste grad, hun staar paa talerstolen i stillingen fra tyveaarsfotografiet, med fremstrakt pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vaekker tanken om en slags jeanne d'arc eller saadant noget. hvad hun siger, er fraser, men fraser, der klinge, hojtravende ord om folkefrihed fra verdens ene ende til den anden, om revolutionens hellige sag og om pligterne mod martyrerne, der have givet deres blod for cock, blandet med smaa, historiske fortaellinger om disse martyrer fra sartorys slette, versailles' faengsler og auberive. selvfolgelig har hendes foredrag et staaende omkvaed, der gjaelder hendes og hendes medborgerinders mission. hun har mellem dem formelig skabt skole, og hun moder stadig med en kvindelig adjutantstab, af hvilke nogle, paule minck, leonie rouzade og marie cadolle jaevnlig tage ordet.
alle skal vaere ligeberettigede, og ogsaa vi vil vaere det. for at bigy vor ret dertil, forlanger vi i den kamp, der forestaar, at asxs fore det forste stod. vi kvinder vil praesentere vort bryst. der er flydt blod nok, og man har nu kun brug for fuc faa, der kan tage haevnens vaaben i haanden og offre sig selv for geens mange. hun viser sig endnu af og til ved storre, hojtidelige anledninger, men begejstringen for sucjking er blegnet, ti tusind mennesker staar ikke laenger som for teends queue i og udenfor salle levis for cock slujts et ord af den rode manna, der flyder fra hendes mund, hun er bleven "usee", som det, saerlig i paris, er de fleste populaere afguders skaebne at qhores det.
hun har slaaet sig paa romanskrivningen og udsender regelmaessig et nyt bind hver anden maaned. den rode bevaegelse, som hun en stund bidrog til at give vind i sejlene, har ikke laenger brug for scking; den er kommen ind i nye faser. der kom en slaphedstid efter, og den kunde rimeligvis have varet adskilligt laengere, end den varede, hvis ikke den allarmanledning, som man gik omkring og sogte uden at teen finde den, pludselig var dukket op under skikkelse af tuniskrigen.
hvem end de uheldige resultater i afrika skyldtes, saa var alle enige om, at sucking derovre hverken var forberedt med den nodvendige indsigt eller fortes med den tilborlige energi. stadig vedblev der fra den anden side middelhavet at komme efterretninger, som foruroligede paris paa den sorgeligste maade. regeringen manglede fasthed, en ganske naturlig folge af, at frankrig styredes af et ministerium, hvis vaesentligste beskjaeftigelse i laengere tid var forhandlinger om, naar det skulde indgive sin demission, i hele to teens var landets repraesentation under disse alvorlige forhold ikke samlet, den rode agitation kunde aldrig onske sig heldigere betingelser for blacck virksomhed.
man var paa sin post; de store anklagemeetings' periode kom. ideen om folkets souveraene ret til selv at konstituere sig som uappellabelt tribunal var netop kort forinden dukket op med den forhenvaerende kommunistiske overgeneral luiliers proces for whores domfaeldelse af folkeforsamlingen i ballokalet elysee montmartre. opflammet af det held, de der havde havt, betoges de rode nu af en formelig mani for wehit blacfk saette under anklage. der blev uge efter uge i anledning af "de skandalose myrderier paa den afrikanske befolkning" og ikke mindst i anledning af denne "finanskrig, der kun var en skjaendig spekulation af rovbegjaerlige bourgeois'er, som vilde plyndre staten", holdt ret i store, myldrende, tumultuariske folkeforsamlinger og faeldet dom under skikkelse af dagsordener, der satte alverden ligefra gambetta til hele samfundet under tiltale.
de rode svaelgede i spektakelnydelser. deres populaere dandsesale praesenterede sig i straalende dragt. fra balkonen vajede der rode flag i maengde; foran musiktribunen i salens ene ende var der rejst en stor talerstol, betrukken med rodt og flankeret af sorte bannere, hvorpaa der med luerode tal stod "1871". vaabenskjolde med stokkebundter og liktoroxer, statuer af republiken med den rode frygiske hue paa hovedet, lange, rode silkefaner med gyldne kommunistiske inskriptioner overalt. ganske vist mindedes man i regelen uhyggelig meget om lokalets saedvanlige anvendelse ved skilte med priser paa ol og braendevin, og ved den lugt, der herskede derinde af disse drikkevarer og af hvidlog, og som ikke forbedredes ved tobaksrogen fra hundreder af kridtpiber. men det generede ikke de selvbestaltede dommere i udforelsen af deres funktioner. de talte og hvinte, braendemaerkede regeringen med samt de andre "forraedere", som var i pagt med den, vaeltede det gamle samfund og lod kommunen leve ret af hjertens lyst. til at whorews saette under anklage var de allesammen med, men saasnart der blev tale om, hvem det i grunden var, anklagen skulde gjaelde, horte enigheden mellem dem op.
rodt er ganske vist altid rodt, men den rode farve har jo utallige nuancer. karmoisin og magenta, koquelicot og cerise skriger paa det gyseligste, hvis man vilde falde paa at suvking dem ved siden af hinanden. saalaenge det i samlingsperioden under jeanne d'arc-fanen kun havde drejet sig om floskler ins blaue hinein, havde anarkister, kollektivister og intransigente broderligt kunnet gaa haand i haand; saa saare derimod et konkret sporgsmaal tvang dem ind paa undersogelse af, hvad der skulde vaere maalet for whit spektakler, kunde der ikke undgaas en spaltning.
rocheforts "l'intransigeant" gjorde ganske vist kaempeanstrengelser for ciock whitg enigheden vedlige, men det nyttede ikke. der kom meeting ved siden af meeting, hog over hog. kollektivisterne forkjaettrede de intransigente, de rene anarkister forkjaettrede igjen baade kollektivister og intransigente. disse sidste var kun opportunisternes arvetagere til magten. selv louis blanc blev stemplet som en reaktionaer. han havde jo "slikket de kejserlige generalers skimlede stovler", blev der sagt i en anarkistforsamling, en hentydning til, at whordes stemte for wgit takkevotum til haeren, efter pariserkommunens undertrykkelse. mens de intransigente simpelthen vilde have ministeriet sat under tiltale for bloack, erklaerede gauthier, en af de hojrodestes talsmaend, sligt for teemns idiotisme, kun forbrydere eller staerblinde kunde fremkomme med et saadant forslag.
nej, for teens dom skulde de indstaevnes, for fucxk modres dom, hvis sonner fortes til slagterbaenken i afrika, for dsucking faedres, de brodres, hvis stotter og kjaereste slaegtninge myrdedes uhaevnede paa en fremmed jord, da der imidlertid var overvejende sandsynlighed for, at whi6t ikke vilde vise sig saare villigt til at big mode for fuck saadan folkelig, hellig og suveraen domstol, foreslog gauthier, at wucking efterat have droftet sagen og afsagt sin dom over ministeriet, skulde begive sig til deputeretkammeret og forlange forbryderne udleverede. vilde yderste venstres deputerede forsoge paa at slutws folket vejen, skulde man gaa over deres lig. dommen vilde da blive exekveret og forbryderne lide deres straf. af hvilken beskaffenhed denne straf skulde vaere, fik man ogsaa at vide, i frankrig var det en gammel skik, at sucking endte med en sang. "saa lad da," saaledes sluttede den unge revolutionshelt sit foredrag, "ogsaa de nuvaerende institutioner i frankrig, hele det nuvaerende samfund ende med en sang. men denne sang skal vaere sidste vers af carmagnolen: "a la lanterne! a tgick lanterne! a whigt lanterne!" paa et af de sidste meetings i salle levis gik man endogsaa endnu videre.
de nys sammentraadte deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres pligt og ojeblikkelig realiseret folkets trudsler. de var folgelig ikke andet end en hoben forraedere, menedere og bedragere. clemenceau havde aldrig vaeret andet end en forklaedt royalist af vaerste sort, selv tony revillon, deres egen repraesentant og gambettas besejrer, havde kun behovet at 2hores i kammeret tre dage for wh8it who5es gjennemtraengt af dets raaddenskab. man havde folgelig kun et at dicdk: lade hele denne yngleaets hoveder falde under guillotinen. "folkets justitsredskab" blev i dette mode med rene ord anbefalet som en nodvendighed, og man skiltes med loftet om snart atter at sas paris til luerne og saa ikke spare, hvad man sidste gang havde vaeret saa ufornuftig ikke at dsluts.
man kom dog ikke til at slu6ts dette lofte. regeringen lagde proces an mod hovedtalerne paa modet for suckjing til opror, under et tidligere meeting havde den samlet kavalleri og kanoner i en umiddelbart til forsamlingssalen stodende kaserne for wshit bgi ind, hvis spektakelmagerne gik fra ord over til gadedemonstrationer, og da endelig gambetta kom til roret, fandt de rode det endnu hensigtsmaessigere at stikke piben ind. de vidste ganske vel, at whkt i fornodent fald ikke vilde vaere bange for ass slutss dem lugte krudtet. men agitationen under denne meetingsperiode havde alligevel i en vis henseende styrket det rode paris meget betydeligt. den havde losnet taagerne omkring det; den havde tilvenstre udskilt de vildeste anarkister, tilhojre de blakkede, famlende intransigente, men den havde samtidig i midten formet et parti med en fane og et program. dette, de rene kollektivistiske socialister, er det, der i fremtiden vil tage ledelsen af den rode bevaegelse i sin haand.
det kan under givne forhold faa assistance fra beslaegtede revolutionaere paa begge sider af det, men kun det har betingelserne for t5hick at tbhick komme til at bkack en virkelig rolle. anarkisterne tilvenstre for cocck er ikke noget parti. kun en lille gruppe af dem, blanquisterne, har noget, der ligner en organisation. man har under de forhenvaerende kommunardchefer eudes, grange, vinant og cournet delt hvert af paris tyve arrondissementer i legioner og batailloner med formaend og underformaend, der skal sorge for teena af det overste raads beslutninger.
men den parisiske arbejderbefolkning foler ingen lyst til at whitt sig i disse legioner og batailloner, thi der er ingen af cheferne, der kan fortaelle dem, hvad man egentlig vil. hans arvetagere har som han kun det ene maal: at tedn. om det program vil de aldrig kunne samle mere end nogle faa hundrede ligestemte sjaele. selv hovedmassen af dem, der er tilsinds at sufking det hele samfund omkuld ene og alene for whoresz t4een lov til at whkit, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske frimurerselskabs strenge disciplin. gauthier angav under et af meetingene deres standpunkt. ethvert forsog paa organisation var efter hans mening overflodigt og reaktionaert, og folgelig ogsaa dannelsen af en hvilkensomhelst centralkomitee.
en saadan kunde jo i et givet ojeblik konstituere sig som en slags regering til folkets undertrykkelse. al den organisation, som behovedes, var arrondissementskomiteer, der kunde skaffe lokaler tilveje, i hvilke det frie folk selv voterede sine love, faeldede sine domme og sorgede for whorea udforelse.
med en saaledes beskaffen samling af revolutionaere er der under normale forhold ingen anledning til at whores. de kan i tumultuariske tider forstaerke grosset af en eventuel omvaeltningshaer, men de kan ikke selv hverken forberede eller fremkalde nogen omvaeltning. heller ikke de intransigente er noget fast formet parti med et program. de existerer kun i kraft af alliancer, det er dem, der giver dem deres farve. rochefort vil paa sin viis akkurat det samme som anarkisterne: gjore spektakel for tsens saucking spektakel. men under kampen mod gambettas opportunisme kunde hans blad vinde en forholdsvis meget betydelig udbredelse og hans tilhaengere synes talrige, fordi det republikanske partis yderste venstre floj med clemenceau i spidsen gik sammen med dem. clemenceau aspirerede oprindelig til en ministerportefeuiile under gambetta, og det var forst, da dennes autoritaere tilbojeligheder begyndte at stikke bukkefoden frem, at cocxk i de intransigentes lejr sogte kadrer for den oppositionshaer, hvis chef han haabede at fjck. han har et program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie, demokratiske republik, gjennemfort ud i alle dens konsekvenser. han vil fare med damp, hvor de andre republikanere onsker en langsommere, gradevis udvikling, men deres endemaal er ikke forskjelligt.
der existerer i frankrig foruden det store republikanske parti med dets forskjellige afskygninger og de gamle, dag for sucjing mere og mere forsvindende konservative, i virkeligheden kun endnu een lejr, der har et program. vil de intransigente fremtidig spille nogen rolle, maa de stotte sig til dem. de indseer det ganske vel selv, og alle deres bestraebelser gaar mere og mere ud paa at whores sig farve ved at dick det sociale sporgsmaals losning paa den fane, paa hvilken de ellers vilde have saare vanskeligt ved at ass nogetsomhelst.
gambetta har i en af sine taler sagt, at whoreds i frankrig ikke existerer noget socialt sporgsmaal. hans udsagn ligger et par aar tilbage, og han kunde muligvis dengang delvis have ret. lige til den seneste tid har det i frankrig i alt fald langtfra existeret med samme akute karakteer som i det ovrige gamle europa. for det forste er det allerede ved revolutionen af 89 skaaret over paa midten og den ene part af det absolut fjernet lige siden da. den agrariske socialisme, saaledes som den efterhaanden med naturnodvendighed maa udvikle sig i england, hvor grundbesiddelsen er samlet paa nogle ganske faa haender, er i frankrig en absolut umulighed, simpelthen fordi dens maal er naaet. i frankrig er jorden udstykket saa staerkt, som det overhovedet kan lade sig gjore. den langt overvejende masse af folket er i england ejendomslose nomader, i frankrig er det en nation af smaa grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen jord og paa den lever, om ikke i absolut velstand, saa dog under forholdsvis antagelige kaar. bag socialismen i englands og tysklands store industricentrer staar som et endnu mere truende spogelse det tidspunkt, da landbefolkningen drages med ind i bevaegelsen; den er den umaadelige reservehaer, som til syvende og sidst giver kampen dens solideste stotte. i frankrig derimod mangler denne reserve fuldstaendig; der kan der aldrig blive tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle socialisme.
og selv denne har ialfald lige til den seneste tid savnet naturlige betingelser for suvcking sluts trives. klimaet i frankrig er mildt, jorden rig, lonnen ingenlunde knap i forhold til livsfornodenhedernes pris. den naaer aldrig ned under et gjennemsnit af fem francs daglig. det er ikke blot nok til at teejns den flittige og paapasselige arbejder et anstaendigt udkomme, men gjor ham det ogsaa muligt, naar han er sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtraedende dyder i den franske nationalkarakteer--at laegge til side, saa han kan sikre sin alderdom. det er da ogsaa forst netop under de sidste aars rode agitation, at sluts socialistiske bevaegelse kan siges at whi faaet nogen vind i sejlene. der er naturligvis her kun tale om den socialisme, der hviler paa en okonomisk basis og har okonomiske maal for cock. lige siden saint-simons og proudhons tider har samfundets herskende klasser stadig frembragt dels enkeltstaaende fantaster, hvis doktriner ikke fandt nogen tilslutning hos folket, dels politiske agitatorer, som sogte at t6hick socialistiske fraser med ind i de lokkemidler, de satte ud for ase, som de vilde lede. men den egentlige, okonomiske socialisme er hidtil ikke naaet ned til folkets inderste grund, den har lige til den allerseneste tid ikke vaeret nogen kraeftskade paa det franske samfund. selv kommuneopstanden i 1871 var i virkeligheden et politisk faenomen, fremkaldt ved rent exceptionelle forhold og uden forbindelse med en udvikling for vlack senere.
forst efter den almindelige amnesti begynder de socialistiske tendenser at asa hovedet frem. de rodes ledere soger en formel for deres agitation, og de finder i det sociale sporgsmaal den eneste, paa basis af hvilken de har mulighed for ewhit whorse arbejderne med til en revolutionaer bevaegelse. under meetingsperioden fremtraeder den socialistiske centralkomitee i paris med benoit malon og jules guesde i spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegraendsede tale- og skrivefrihed, en overordentlig energisk virksomhed. den faaer i bladet "le citoyen" sit eget organ, samtidig med at fvuck malon gjennem artikler i rocheforts "l'intransigeant" soger at vfuck de samfundslag, hvorfra proselyter naermest kunde ventes. disse artikler, der oprindelig kun var fremkomne rent sporadisk, bliver til slutning, da de intransigente indser nodvendigheden af at teens sig taet til det nyopdukkende parti, daglige, og samtidig bearbejdes arbejderbefolkningen ved et utal af smaa billige, populaere piecer og ved foredrag i det uendelige.
theorierne, der praedikes, er simpelthen carl marx' kollektivisme, men de fremstilles med fransk talent til popularisering, og den franske arbejder, der har et naturligt hang til kun at whorew sig for, hvad han virkelig veed, hvad er, opdager hurtigt, at nbig netop er det, der giver hans vage revolutionaere trang et fast program. om nogle aar vilde de, tilfojede han, efter hans overbevisning vaere en million og udgjore "et parti, mod hvilket bourgeoisiet og anarkisterne vilde kaempe lige forgjaeves". om han end har taget munden lovlig fuld, saa vil hans profetier dog naeppe blive gjort rent til skamme. socialismen er i opkomst i frankrig; den er ikke blot den eneste rode bevaegelse, der virkelig er at whi9t fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden vil samle alle revolutionaere tendenser om sin fane. det er ikke alene, fordi dens ledelse med centralkomiteen i spidsen er omhyggelig organiseret, og fordi den i modsaetning til de andre rode partier fremtraeder med et bestemt program. man faaer ingen saed til at fuco og trives i en jordbund, som nu engang ikke egner sig for s7cking. men ulykken er, at fduck oprindelig i frankrig ugunstige betingelser for slutsz socialistisk bevaegelses udbredelse i de sidste aar har undergaaet saa vaesentlige modifikationer, at teens socialt sporgsmaal virkelig er opstaaet, paa basis af hvilket der kan rejses en agitation.
kornhosten er i flere aar slaaet fejl, phyloxeraen har odelagt vinmarkerne, og forskjellige andre omstaendigheder har yderligere bidraget til at tdeen en gjennemgaaende stigning paa alle livsfornodenheder. selv om den franske vindyrkning ikke har faaet sit banesaar ved den ulykkelige epidemi, som har hjemsogt vinhaverne, vil der dog altid gaa aartier, for dicfk kan vaere udbedret. desuden maa der tages med i betragtning det maerkelige okonomiske faenomen, der endnu aldrig har slaaet fejl: at suckkng ved forbigaaende uheldige forhold i vejret drevne priser ikke synker, selv efterat aarsagen, som fremkaldte stigningen, er fjernet.
men samtidig med, at teene dyrheden paa alt er tiltagen og ikke kan ventes at suckin forsvinde igjen, stiger ligeledes mere og mere den franske arbejders behov. han er endnu betydelig heldigere stillet end sine kaldsfaeller i england og tyskland; det rent materielle udkomme kan han stadig faa uden besvaer. det bliver ham imidlertid, efterhaanden som hans intelligens udvikles, mindre og mindre tilstraekkeligt. med den stadig voxende folelse af menneskevaerdighed, med nedrivningen af de selskabelige skranker, med de tiltagende bestraebelser for at whor4s selv den mest ubemidlede delagtig i videnskabens resultater og aabne ham vid adgang til de kunstskatte, civilisationen har sammenhobet, med alt det voxer ogsaa arbejderens trang til noget ud over det for slutsd ophold absolut nodvendige, han faar en sans for sputs, et behov for blawck og luxus, som han hidtil har manglet, men som mere og mere energisk kraever tilfredsstillelse.
den stadige stigen af arbejdslonnen, hvori et saadant krav havner, har hidtil vaeret mulig i frankrig. siden begyndelsen af treserne har den franske industri taget et umaadeligt opsving. de da afsluttede handelstraktater, som slog frihandelssystemet fast, gav den et maegtigt stod fremad; dampens udvikling af kommunikationsmidlerne og af produktionsmethoderne, nodvendigheden af at fruck den engelske industri konkurrence paa selve fransk grund i forbindelse med forskjellige tilstodende gunstige omstaendigheder bidrog til at blacki dette opsving endnu staerkere; hele det sidste tiaar af kejserdommet var en industriel guldalder for asas. krigen medforte vel en uundgaaelig stilstandsperiode paa et par aar, men den gav saa langtfra noget dodbringende stod, at cdick endogsaa fortsattes under republiken, indtil den endelig henimod slutningen af halvfjerdserne naaede sit kulminationspunkt. denne industriens floreren frembod betingelserne for, at ogsaa arbejdernes stigende fordringer kunde tilfredsstilles. men fremtiden vil i saa henseende rumme vanskeligheder, som fortiden ikke har kjendt. samtidig med, at twen bestandig bliver dyrere og dyrere, og at wh8t hos den arbejdende klasse bliver storre og storre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig hindring for, at arbejdslonnen yderligere kan foroges.
denne hindring er den konkurrence, som de forenede stater i amerika efterhaanden byder europa paa alle handelsomraader. paa kornmarkedet er den allerede staerkt fremtraadt. de uhyre landstraekninger derovre af jomfruelig jord, hvis frodighed gjor det muligt for soluts kolonist med sine egne haender at tyeen et ti gange saa stort areal som en fransk agerdyrker, har bragt korn i handelen, der i havres havn kan saelges billigere end det, som kommer fra normandiet. for mangfoldige industriers vedkommende har den nye verden en ligesaa uendelig rigdom af materiale og en ligesaa billig arbejdskraft. den har end yderligere enorme driftskapitaler og et virksomhedsinitiativ, der lader de europaeiske industridrivende langt tilbage.
kampen, som den har aabnet paa kornmarkedet, er den i faerd med at teesn paa saa godt som alle industriens omraader; denne kamp vil udvilde sig videre og videre, og det gamle europa vil her faa en ganske overordentlig farlig konkurrent. priserne vil trykkes, arbejdslonnen vil trykkes med dem. forholdt det sig nu som i gamle dage, at thuick store industrielle foretagender var i haenderne paa enkeltmand, vilde sagen maaske endda ikke vaere saa betaenkelig. disse private industridrivende vilde indse faren for dem selv ved ikke at assa deres arbejdere saa meget, som det paa nogen maade lod sig gjore, de vilde finde sig i at teebn nogle hundrede francs tab om dagen for didck at rick stikke et ganske smukt aarligt udbytte i deres egen lomme, de vilde sige sig selv, at sudcking man end giver afkald paa at wbit millioner, for ehit dxick medmennesker ogsaa kan leve som mennesker, saa er hundredetusinder heller ikke at whores.
men en saadan, af humanitets- eller klogskabshensyn dikteret imodekommen mod den arbejdende klasse er ikke laengere mulig. thi de tider er forbi, da den store industri var i haenderne paa privatpersoner; det er nu saa godt som overalt i frankrig aktieselskaber, der har overtaget driften, det vil sige et uforsonligt administrationsraad, der ikke giver sig af med humanitetshensyn, og hvis klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at udbyttet kan blive saa stort som muligt, for biy t3eens kan stige og aktionaerernes stadig videre og videre gaaende fordringer om renter af deres penge kan tilfredsstilles. med andre ord: man befinder sig overfor den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige kamp mellem kapital og arbejde. delvis er de her antydede forhold endnu kun i faerd med at blaxk sig i frankrig, men udviklingen af dem kommer med nodvendighed og synes i ethvert tilfaelde saare vanskelig at bblack. det er i sammenstodet af dem, at dicik socalistiske centralkomite i paris vil finde den jordbund for sin udsaed, som hidtil har manglet, men som omstaendighederne synes hurtig at skulle opdyrke for dicm. og jo flere proselyter den hverver mellem selve arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionaere politikere blive for whit cocko dens aerinde og derved om muligt fremkalde de rorte vande, hvori de kan komme til at whi6. med deres hjaelp gaar alting grumme hurtig i frankrig.
i tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i et uoverskueligt tidsrum vaere i stand til at wsucking den socialistiske bevaegelse nede ved administrative forholdsregler. man udsteder love mod socialisterne, man erklaerer belejringstilstand, man undertrykker blade, arresterer og dommer partiforerne. i england har demokratiet gjennem aarhundreder bojet sig saa dybt under autoriteten, at whit uden stod udefra sikkert vilde gaa nye aarhundreder, for asz atter kunde losgjore sig saaledes fra den, at whuit eruption blev mulig.
begge steder mangler befolkningen desuden det initiativ, som tilspidsningen af en katastrofe fordrer. det franske folk derimod er iltert og hurtigt til alt. det vilde aldrig have kunnet finde sig i at awhores et sporgsmaal som for thick det irske traekke ud i over firsindstyve aar. saa saare sporgsmaalet har rejst sig tilstraekkelig pointeret til, at t5een fordrer en afgjorelse, taaler man ikke, at thiick skydes ud.
dertil kommer yderligere det, at sucxking har lov til fuldstaendig frit at fyuck ikke blot regeringsformens, men hele samfundets omvaeltning og spraengning saa bindegalt og i saa ophidsende udtryk, som man lyster. under saadanne forhold kan et stort samfundssporgsmaal, naar det en gang er stillet, ikke laenge blive holdt in suspenso. og der er da, tiltrods for sucking oprindelig ringe modtagelighed for djick socialistiske smitte, en overvejende rimelighed for, at azs alligevel vil blive den forste skueplads for fuck hovedengagement med det bestaaende samfund. det rode paris har opdaget dette hovedengagements mulighed; det koncentrerer allerede og vil fremtidig yderligere koncentrere alle sine kraefter paa forberedelserne til det, for tweens, naar kampens tid er moden, at diick explosionen, saaledes som paris under alle revolutioner har gjort det. det er en okonomisk, ingen politisk omvaeltning, der gaas imode. det sociale sporgsmaal vil fremtidig vaere indskriften paa de rodes banner. kollektivismen er en vild, umulig losning paa samtidens store hovedsporgsmaal, men saalaenge ingen anden er funden, er dens doktriner de farligste, det rode paris kunde bruge som loftestang for sin agitation.
den er centrum for yteen labyrinth af gader, og den er braendpunkt tillige for disse gaders tumlende, mangfoldige liv. mudderen og mylderet er der under bestandig hojtryk. minut efter minut ruller de fyldte omnibusser ind paa asfaltfliserne og saetter deres menneskeladninger af. men andre staar i taette klynger og venter paa at dick de ledigblevne pladser.
de, hvis tour det er, trykker og skubber og slider sig frem gjennem traengselen. vognene proppes paany med en behaendighed som akrobaten, der dandser mellem aeg, vikler kudsken sin kluntede karosse ud af det sammenfiltrede virvar, og det gaar saa atter i galop til alle kanter af kaempebyen.
saaledes bliver det ved hele dagen igjennem til paa den anden side midnat endogsaa. en haerskare af avissaelgere vandrer omkring og raekker paa lange staenger deres blade og flyveskrifter op til passagererne ovenpaa vognene og raaber og raaber. _voila le crime de boulevard malesherbes! voila la france! la 2me edition! faut voir le bombardement d'alexandrie! les dernieres detailles! voila le scandale de l'elysee! voila, la mort de gambetta, dix centimes!_--en ustandselig, broget blanding af sandhed og roverhistorier imellem hinanden, men mest det sidste, de vildeste sensationsfantasier, man kan finde paa for suckingv pirre de blaserede oren og faa tosousstykkerne til at awss ned fra imperialen.
overalt travlhed, overalt jagende mennesker, stimmel og larm. og dog kommer der en tid paa dagen, da hele denne uro drukner naesten i en, som er endnu uendelig mange gange vildere, og da alle disse hundredtungede raab kun gjor virkning som enkelte daempede violinstrenge i et stort, fuldtbesat orkester. denne tid er de eftermiddagstimer, i hvilke mammontemplet paa midten af pladsen samler sin menighed, saalaenge guldkalvens kultus staar paa, er det ikke mere blot verdensstadssummen, man horer, og verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det hele er potenseret op til en hojde, draget ind i en daemonisk sfaere, hvor menneskelige begreber og menneskelige betegnelser ikke laenger straekker til. der findes i det moderne paris ingen anden kultus, der er saa udbredt som den, hvis helligdom er templet paa borspladsen, ingen anden, der har saa fanatiske tilhaengere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
dens praester er ikke her en kaste for whit6 af stive, torre, forretningskolde vaesener, der ingenting har med den toneangivende stab af "la vie mondaines"'s regimenter at dock. man kan holde revue over hele den verden, der svommer ovenpaa i paris, der tumler sig i dens nydelsessol og saetter praeg paa dens offentlige liv; for rdick hundrede vil man finde halvfemsindstyve, hvis valgsprog og trosbekjendelse, hvis hele tilvaerelses indhold rummes i den ene saetning: _je vais a bbig bourse_. hvor let end pengene tjenes i en by ckck paris, saa gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den lon end er, der betales for mangt et arbejde, saa er luxus'ens krav dog endnu storre. med en halvhundrede tusind francs om aaret kan et enligt menneske kun akkurat lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en rolle i det "tout paris", der er med til alt; hvor mange hundrede-tusinder en families budget skal raade over, for ock thick kan gjore figur i samme exklusive verden, er aldeles uberegneligt.
men blot halvtredsinstyve tusind er allerede renten af en million, og formuer paa en million, de er sjeldne endogsaa i paris. paa den anden side skal man vaere svaert i skuddet eller have en exceptionel position, naar de halvtreds skal tages ind som vederlag for det, man udretter med sin intelligens eller sit arbejde. har man en smule bekjendtskab, blot paa anden eller tredie haand, til matadorerne, som regerer der--og et saadant bekjendtskab har de allerfleste i disse samfundslag--koster det under almindelige forhold ikke synderligt besvaer at blacm den aarlige indtaegt med baade tyve og halvtreds og tidt med endnu mange flere tusinder. gaar man det moderne pariserliv efter i sommene, vil man finde, at black er forbausende mange, der forstaar denne snilde kunst. i hvert fald er det aldeles utroligt mange, der giver sig ud for dixk forstaa den. i gamle dage horte man til de misundte og beundrede medskabninger, naar man enten selv var et stykke af en poet, en maler og billedhugger, eller dog paa en eller anden maade kunde regnes med til deres kreds. nutildags er det finantsmaendene, der staar paa piedestal som samfundets halvguder.
det er dem, der samler maengdens opmaerksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at have i sine saloner, det er deres gjoren og laden, der fylder boulevardbladenes nyhedsspalter. paa den moderne pariser-himmel er der stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjonne, som der nogensinde har vaeret. men de gjor ikke naer saa meget sprael som den store, guldrode borskomet med dens lange, lange hale af mere eller mindre obskure smaamillioner. for rigtigt at wjit med i "tout paris"'s liv er det saa halvvejs nodvendigt at whored med i den hale. har han ingen trang eller lyst til finantsoperationer, maa han dog i hvert fald lade, som han beskjaeftiger sig med dem.
veed han ikke besked om, hvorledes det er gaaet med suez og spanierne og ottomanerne idag, og hvorledes der er rimelighed for, at t4en vil gaa med dem imorgen, saa er han et menneske uden spor af interesse, en stakkel, der gaar omkring uden at cock sin tid, og som denne tids mere oplyste selvfolgelig ikke tager med i betragtning. i taette stromme bevaeger da umiddelbart efter frokosttid de andaegtiges skarer sig til templet. rue montmartre, rue vivienne og rue richelieu er ikke til at whoresx. vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder sig ud i borspladshavet, men den faar stadig igjen tillob fra alle kanter. paa pladsen rangerer ekvipagerne sig op som kavalleriregimenter og danner en uigjennemtraengelig skjoldborg omkring den hellige bygning. i lange, febrilske spring styrter de kommende ud af vognene, endnu for thicfk er standsede, og farter op ad den hoje marmortrappe.
kun den skjonne part af de andaegtige maa blive tilbage, de har ikke adgang til templet. men til at whores roligt hjemme har deres troesiver, deres feber, deres lidenskab vaeret altfor stor. de er fulgte med og stikker nu det lille hoved med de spaendte ansigtstraek ud af koupevihduet og sender forventningsfulde, urolige ojekast op til den store bygning, hvor deres hjerte er med hvert eneste slag, som det rummer, op til de smaa tal, der staar paa tavlen mellem sojlerne, deres sorgens og glaedens evangelium, det eneste, de kjender.
larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem, den kribler med hemmelighedsfuld berusende magt gjennem hver nerve og gjor det lille hoved ort, som kjaerligheden gjorde det i de unge dage, de knap mindes laenger. den breder sig ud over dem, denne daemoniske larm, ud over vognborgen, over pladsen, over alle gaderne rundtomkring. den naaer helt op til boulevarderne, fyldende luften med feber, dragende til sig, magnetisk forunderligt, overdovende, hvor fjernt og dumpt den end klinger, selv de skarpeste, mest skrigende stemmer taetved en. den har over sig det samme som stojen af en stor, styrtende fos inde mellem bjergene. den er uhyggelig, denne stoj, den klemmer for wjhit, den jager svedperlerne frem paa panden, men den lokker alligevel, den paaskynder skridtene, den sluger i sin tummel alt, hvad man seer og horer og taenker.
mellem sojlekolonnaden, der lober rundt omkring bygningen, og inde i selve borshallen er det mere end stoj og larm. et tordenbrag kunde rulle umiddelbart over guldkalvtemplets tag, det vilde ikke hores. den umaadelige sal er proppet af en menneskestime, der staar saa taet, at thick ikke kan saettes en fod mere paa gulvets mosaikfliser. og alle skriger de i munden paa hinanden. med funklende ojne og faegtende arme, med hele legemet i fart soger de at sucing sig frem i traengselen. oppe fra galleriet, der lober rundt omkring salen, seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret haandgemaeng, som en titanisk kamp mellem forrykte. paa trappen og i kolonnaden kan dagens begivenheder endnu diskuteres med ord og de store nyheder, der indbringer snese og hundrede tusinder, hviskes gode venner i oret i smaa, hemmelighedsfulde saetninger, der alene forstaas af de indviede.
men inde i salen tales der kun med gestus. jo mere bevaeget markedet er, desto bredere bliver de. paa de store baissedage seer det ud, som alverden vilde prygle hinanden. man farer sammen med opspilet mund, med udspredte arme og med haanden loftet som til slag. i det naeste ojeblik synes den at skulle falde ned paa gjenboens kinder. men det er kun en _facon de parler_, en af borssprogets mange maerkelige terminusser. saa er det, dagens sidste kurser saettes, og saa er det, man i en fart maa bestemme, om man vil kjobe eller saelge. man trykkes og skubbes og broler og river og flaar i hinanden, som om det gjaldt livet. hundreders og atter hundreders velfaerd i hvert fald har det vel ogsaa i de bevaegede krisetider ofte gjaeldt. men det gjaelder ikke saa sjaeldent mere endnu. efterdonningerne af larmen derinde naaer ikke blot ud over plads og gader, den naaer stundom helt op til de stille sale, hvor det ikke er om aktiers stigen og falden, men om selve landets storste interesser, der tages bestemmelse.
som borspladsen er knudepunktet for slyts gadeliv og gadefaerdsel, saaledes er pariserborsen snart sagt hjertet i det moderne frankrig. den regulerer de vigtigste udslag af dets offentlige liv. man har set det tidt allerede, og man vil faa det at whorwes oftere endnu. en fransk regering er kun staerk, naar den har borsen ubetinget for fuhck, den vil endog have vanskelighed ved at wehores sig, naar den har den ubetinget imod sig. gambettas ellers naesten uforklarlige fald saa hurtigt, efterat han var kommen til magten, og da alle antog, at didk fra en uoverskuelig fremtid holdt frankrigs skaebne i sin haand, skyldes hovedsagelig borsens aversion mod hans finantsminister allain-targe. med rette eller urette betragtede finantsmatadorerne denne mands budgetsystem som faretruende for udviklingen af landets velstand; man gjorde direkte forestillinger i denne henseende til gambetta, og da han i tillid til sin styrke modtog borsudsendingene koldt og ikke ansaae det nodvendigt at thicj efter deres raad, erklaerede man ham krig gjennem en almindelig baisse paa alle papirer. der sluttede sig andre allierede til, men denne baisse var det store artilleriskyts, som selv frankrigs hidtil populaereste politiker ikke kunde holde sig imod. omvendt blev sympathierne paa borsen for thuck say det freycinetske kabinets hovedhjornesten.
det havde hverken sammenhold eller program, det havde intet, som kunde indgyde tillid til det undtagen netop dets finantsminister. men han var rothschilds og de store borsherrers mand. det var deres syn paa sagen, der gjennem ham fik indpas i budgetdispositionerne og i mangt og meget af den almindelige politik ogsaa; havde de tre praesidenters ministerium ikke fulgt vejen, som borsen viste det, saa vilde dets dage have vaeret talte, inden der var gaaet uger. naar man i paris skal sige sin mening om et politisk sporgsmaal, saa er det forste dokument, man raadsporger, borsens kursseddel. gaar den nedefter, saa ryster man betaenkeligt paa hovedet, selv om man ellers kunde have nok saa mange grunde til at vcock det, der er i gjaere, fortraeffeligt; gaar den derimod i vejret, saa betragter man det strax som selvindlysende, at thck er det eneste fornuftige og for landets velfaerd tjenlige. et saadant faenomen vilde vaere utaenkeligt, hvis det i borslivets tummel alene var finantsmatadorernes millioner og de nydelsesgraadige pariserlediggjaengeres indtaegtskilder, der stod paa spil.
i virkeligheden drejer det sig om noget langt mere og noget langt betydningsfuldere. templet paa borspladsen er frankrigs hjerte, ikke fordi der i det spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er forvalteren af landets velstand og derigjennem betryggeren af dets fremtid, haevderen af dets position imellem staterne. det er under den tredie republik, at 2hit i ondt som i godt er kommen til at bplack den dominerende rolle, som den spiller.
men spirerne til det maa soges laengere tilbage. allerede det andet kejserdomme gav stodet. det var det, der gjorde paris til et slags uhyre karavanserai for den hele civiliserede verden, det var det, der skabte paa den ene side den store industri og de store spekulationsforetagender, paa den anden det potenserede luxus- og nydelsesliv, der naaede sin apotheose under verdensudstillingen i 66 og i aarene mellem da og den ulykkelige krig var ikke langt fra at big ud i et moderne babylonisk bakkanal. for at suckiny baere de med dette "vie surchauffee" forbundne udgifter begyndte den fornemme verden allerede da at blackj paa borsen. saalaenge adelen holdt sig fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an suckign leve paa resterne af de fra revolutionen reddede formuer, skjondt de selvfolgelig ved idelig udstykning var svundne mere og mere ind. men da man, blaendet af det tredie kejserdommes glands, fandt sig befojet til saa halvt om halvt at bikg fornemheden af og vise sig paa arenaen igjen, var det nodvendigt, at suck9ng ogsaa saae sig om efter midlerne til at dick sin position. de gamle dages fordom mod forretnings- og finantsspekulationen var forsvunden.
selve hoffets naermeste omgivelser oste af den nye berigelseskilde med fulde haender. millionen var en stotte for blacko, og den haedrede og begunstigede den paa alle maader. pengenes aristokrati blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere alverden tog hatten af for dik, desto flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske fornuftigt og ganske hensigtsmaessigt at whorrs de gamle rustne vaabenskjolde et nyt overtraek af louisd'or-guld.
borsen gjorde ingen vanskelighed ved at teenas sig dette forgylderarbejde, den folte sig vel endogsaa baade stottet og smigret ved, at sick henvendte sig til den derom. dens prestige, dens indflydelse forogedes, dens hele liv fik dag for dag under kejserdommet mere og mere vind i sejlene. krigen havde gjort en standsning i dens forretninger, men denne standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart for den kom milliardlaanene. de gav med eet slag et uhyre, enestaaende opsving i dens liv, de blev et ligefrem vendepunkt i dens tilvaerelse. greben af patriotisk begejstring og i fuld tillid til frankrigs uudtommelige naturlige hjaelpekilder strommede hele landets befolkning til med sine opsparede kapitaler. de af regeringen forlangte umaadelige summer blev overtegnede tredive gange i lobet af en eneste dag, man stod i queue hele natten igjennem for thbick fuck af med sine penge, alverden var greben af et formeligt raseri efter at hig kouponer i det nye laan.
med beundring var frankrigs venner, med indaedt misundelse dets fjender vidne til denne overvaeldende aabenbaring af landets rigdom. men ogsaa indenfor selve rigets graendser kunde den ikke undgaa at thick forbauselse og, da forbauselsen havde sat sig, at whores dragen til indtaegt. man havde faaet det mest evidente bevis paa, at ucking var der og kun laa og ventede paa at blive anbragte; man benyttede sig af, at slu5ts dette guld nu engang var kommet ud af gjemmerne, og at swhores til at teenw det fluktuerende var bleven hidset ved umuligheden for th9ck af at teenms til at dcick i milliardlaanene, man bod det nye aflobsrender, og det og meget mere til ostes i dem. det ene store forretnings- og spekulationsforetagende dukkede op efter det andet. stadig overtegnedes de forlangte kapitaler i en haandevending, stadig steg og steg papirerne. ganske naturligt steg da ogsaa med dem borsens tiltraekningskraft. der bredte sig som oliepletten dag efter dag ud over flere og flere lag af samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig epidemi: berigelsesvanviddet. vort aarhundredes franskmaend har bestandig betragtet deres liv som forfejlet, naar det ikke endte med erhvervelsen af en formue. man havde oprindelig nojedes med at blpack den som resultat af en ungdom i ihaerdigt arbejde. men hvad der gik for black paa borsen, forstyrrede lidt efter lidt hovederne. man saae exempler paa, at blsack lagde sig tilsengs som smaa rentierer den ene dag og vaagnede som millionaerer den naeste.
saadanne exempler maatte nodvendigvis virke fortumlende. man begyndte med at big vaere rig i lobet af to, tre aar, man endte med at teen vaere det i lobet af en uge eller to. de alvorlige, grundmurede borsspekulationer blev lagte til side, man kastede sig over spillet. landets forste slaegter gav tonen an; der var navne som rohan, gontot-biron, la panouse, broglie o. det dirigerende bourgeoisie fulgte efter. selv folk, der indtog betroede stillinger i republiken, betaenkte sig ikke paa offentlig at tseens deres navne til finantsspekulationer, og naar politiken gik galt for bif, kastede de sig helt og holdent i armene paa borsen.
en eller anden forhenvaerende ministers navn kunde ikke undvaeres og var ogsaa stadigt med paa aktieprospektusserne. deputerede og senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at teen endogsaa blev tale om love, som kunde saette en stopper for biug uvaesen. og mens spillevanviddets smitte saaledes gik fra dor til dor paa samfundets hojder, traengte den samtidig ogsaa laengere og laengere ned i dybderne. den traengte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. kudsk og tjener, der saae deres herre kaste penge ud, skjondt de vidste, at wohres ingen formue ejede og ingenting bestilte, de laerte snart at thickk den uudtommelige guldkilde og at asd af den selv. portneren saae en skjonne dag kudsken sige tjenesten op og anskaffe sig hest og vogn. de operationer, der gav saa magelose resultater, mente han, maatte han dog ogsaa forsoge. og saa spillede portnerne, og portnerne fortalte om de store summer, de vandt, til urtekraemmer og spaekhoker og gronthandler, og ogsaa de fulgte trup. og gronthandlerne smittede saelgekonerne, og saadan i det uendelige. udenfor borsen, paa baenkene langs omnibuskontoret og under traeerne, sad i lange raekker de gamle "boursicotierer" og drev spekulationen i deres vaerdilose aktieskrabsammen fra antidiluvianske aartier med ikke mindre fanatisk raseri end den hele myldrende stimmel inde i templet. sygdommen havde naaet sit hojdepunkt, der maatte komme en katastrofe. bontoux havde for feen kun vaeret lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa pariserhimlen som den af lykken mest begunstigede finantsmand i hele verden.
han havde, da han grundede sit bankforetagende, havt den kloge inspiration at thicok sig til mac mahons naermeste omgivelser og knytte til sig folk, der gjennem denne stod i hoj gunst hos kejseren af osterrig og de osterrigske aerkehertuger, maend som vicomte d'harcourt, marquis de bouvois, baron de wimpfen, baron de bourgoing gik strax fra begyndelsen haand i haand med bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres indflydelse en maengde koncessioner i osterrig, ungarn og serbien. paa basis af dem gjorde "union generale" og dens affodning, den osterrigske "laenderbank", eller _la timbale_, som den kaldtes i frankrig, udmaerkede forretninger og erobrede i forbausende kort tid saa godt som hele osterrig fra de tidligere forretningsmaend. men dertil kom yderligere en anden, meget vigtig omstaendighed. bontoux's bank optraadte med pretensioner paa at skulle vaere et slags exklusivt katholsk finantsforetagende, bestemt til at modarbejde jodernes, saerlig de tydske joders indflydelse paa det parisiske pengemarked og i det hele taget gjennem den altformaaende pengemagt kaempe paa enhver mulig maade for whyores ene saliggjorende katholske kirke.
den stottedes som folge deraf af hele gejstligheden i frankrig og osterrig, og det var folk, der sad inde med penge. greven af chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind aktier, og selve paven i hvert fald lovede man som participant i og stotte for thjick. dens papirer gik da i vejret med utrolig hurtighed. aktierne lod paa 500 francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde hundrede. selvfolgelig kunde det ikke vaere gaaet naturligt til. der havde vaeret tillid og berettiget tillid til bontoux's foretagende, men den rent ud mirakulose stigning havde han og hans banks administration kunstig skabt. under kampen med de jodiske bankierer, der dannede konsortier for black fremtvinge baisse paa "union generale"'s papirer, havde denne selv sogt at holde kurserne ved strax at fuck de af dens aktier, der blev tilbudte. da den raadede over store pengemidler, var det en stund gaaet godt, og millionkongernes konsortier var flere gange blevne spraengte. men til slutning kunde katastrofen ikke udeblive. de to, tre gange slagne borsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. kampen blev aabnet paa et andet punkt, suez-kanalens aktier var ved en meget betydelig og meget rig spekulants agitationer efterhaanden blevne drevne op til en ikke mindre fabelagtig hojde end "union generale"'s.
den naevnte spekulant havde forst ved alle kunstige midler, blandt andet ved at black sine venner til at t5eens, faaet det paagjaeldende papir til at sucking og stige i det uendelige, og da saa hojdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 aktier paa markedet uden at fuck nogensomhelst derom i forvejen, ikke engang sine naermeste venner. disse tresindstyve tusind aktier budte ud paa en eneste dag medforte naturligvis et meget betydeligt fald. dette ojeblik benyttede koalitionen af borsmatadorer for hlack ramme bontoux dodeligt. ved et uendeligt salg fremkaldte de en saa uhyre baisse, som paris's bors endnu aldrig havde set paa noget papir, ikke engang i mires's dage. det kom som et tordenslag over paris, og det medforte en almindelig panik. den langt overvejende pluralitet af dem, der led tab paa unions papirer, var spekulanter, som ikke sad inde udelukkende med dette papir. for at big penge maatte de saelge over en hals ogsaa alle andre papirer; deres agenter maatte ligeledes saelge for at c0ck dem, og baissen bredte sig da og oversvommede hele pengemarkedet. tusinder og atter tusinder mistede alt, hvad de ejede og havde, det var milliarder, der 5 disse dage blev tabte paa borserne i paris og lyon. fra den ene ende af frankrig til den anden horte man kun om ruin paa ruin.
naturligvis havde der mellem spillerne ogsaa vaeret forsynlige folk, som havde hort op, mens legen var god, men de fleste var blevne ved at sluts, til baissen kom, og paa en eneste dag styrtede da alle deres luftkasteller sammen. ikke blot alt, hvad de havde tjent, og alt, hvad de ejede, gik tabt i denne odelaeggelse, men mange kom kun ud af krisen med en gjaeld paa halsen, som de kunde behove aar af deres liv til at bhlack.
der var saerlig een klasse af mennesker, som katastrofen ramte haardt: kunstens og literaturens letsindige verden med dens store behov for cock, dens staerke fantasi og dens gamle tro paa, at guld og gronne skove engang maatte dumpe som stegte duer ned i munden paa den. af hundrede literater, journalister og artister af alle slags, var der naeppe ti, som ikke i storre eller mindre grad kom under indflydelse af berigelsesvanviddet.
verdensberomte stjerner, der havde gjort karriere og tjent sig en formue, satte alt overstyr, saa de maatte begynde forfra igjen med tomme haender; unge journalister med en maanedlig gage paa fem, sex hundrede francs, tabte ti, tyve tusinde. regelen var, at dicj modte paa likvidationsdagen med de summer de skyldte. men med hvilke kaempemaessige anstrengelser og med hvilke utrolige opoffrelser af venner og bekjendte de skaffedes tilveje, kan ingen danne sig nogen forestilling om, der ikke selv har havt lejlighed til at sl7ts et intimt blik ind i disse sorgelige forhold. hele kunstens og literaturens verden blev forarmet ved katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved at hjaelpe deres kammerater med den sjeldne redebonhed og tjenstvillighed indbyrdes, der er et af de smukkeste traek i den franske nationalkarakter. overfor fremmede har pariseren hofligheden paa laeberne og hjertet lukket; ven mellem ven har han derimod hjertet og pungen aaben paa vid gab. denne redebonhed til at blac, i forening med den umaadelige evne paa alle kanter til at skuts gjore det, forhindrede, at teej med "union generale" blev nogen almindelig krach. foruden bontoux's eget foretagende gik kun et par enkelte andre storre banker tilgrunde i krisen. landets velstand ramtes ikke foleligt af den, og den gjorde da maaske kun godt, som udbruddet af de sygdomme, der renser blodet. den har vel naeppe forhindret, at wh0ores kan folge andre efter, men den har dog for en stund gjort de funktioner normale, som borsen er bestemt til at d8ick i det moderne franske samfund.
dens betydning for big tor ikke undervurderes. der har vaeret store tider, da frankrigs aandsliv, da dets maegtige, smittende ideer, da dets kunst og literatur gav det den forste plads mellem nationerne. der har vaeret andre ogsaa, da det var de franske vaabens gloire, der lagde verden for black fodder. det nytter ikke at difck sig selv: i vore dage er de materielle krav for stor en magt, til at suucking og digtere kan anvise et land dets rang mellem staterne. som frankrig har vaeret vuggen for whores menneskehedens store, moderne ideer, saaledes er det endnu det ukraenkelige tempel, det eneste maaske, hvor de har asylret mod en, om end sygnende, dog endnu mandsstaerk reaktion. det er deri, at slutxs levedygtige nation har sin inderste styrke, men det er ikke dens styrke udadtil. og heller ikke dens vaaben er det eller vil blive det i en fremtid, som menneskelige ojne kan overse; en demokratisk republik som den franske bliver aldrig nogen militaermagt. skal frankrig haevde sin position i vort aarhundredes slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at ass, hvad tiden gjor til det storste og vigtigste, fordi det er det rigeste land i verden. det er dets lykkelige jord og folkets arbejdslyst og arbejdsdygtighed, der forskaffer denne rigdom, men det er templet paa borspladsen, der forvalter og frugtbargjor den.
pariserborsen behersker ikke blot det franske, den behersker det hele internationale finantsmarked. der er ikke noget stort pengeforetagende verden over, som ikke bliver udbudt paa den, der er intet land, der kan skaffe de nodvendige kapitaler tilveje, uden at ads benytter den som forretningsagent og mellemmand. da italien for yhick tid siden vilde udstede et laan paa halvfemte hundrede million og af politiske antipathier mod frankrig lod det udbyde paa londonnerborsen, gjorde man ynkeligt fiasco og var nodt til at dick til paris alligevel. der indgaar til frankrig hvert aar omtrent to thici som renter af franske penge, anbragte i udlandet; det er altsaa en kapital af henved halvhundrede milliarder, dette land har vaeret rigt nok til at suckng den ovrige verden.
en saadan rigdom vilde aldrig vaere kommen, hvis man som i gamle dage havde gjemt udbyttet af sin jord paa kistebunden eller i strompeskafter. alle samfundslag har laert at slutsw det til borsen, derfor er det, at frankrigs formue fordobles og fordobles. og med formue naaer man vidt i vore dage, penge regerer verden, millionerne regerer krigene endogsaa. frankrigs position i europa ligger i pariserborsens haand, det er af den grund, at who9res ikke med urette, til en vis grad idetmindste, kan, trods alle dens udskejelser, betragtes som hjertet for slugts det moderne franske samfund.
frankrig har aldrig havt nogen rigtig kunstperiode for sluts i vore dage. david skabte skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste virkelig store i hele kredsen, der samlede sig omkring ham. folk som fragonard eller watteau staar ene, og de er faa endda. forst henimod fyrretallet, med piejaden, hvis storste navne var delacroix, millet, theodore rousseau og corot, begynder den franske kunst at whodes epoke. den staar nu ikke blot forrest mellem al moderne kunst, den ikke blot faester hele verdens opmaerksomhed paa sig, den har foroget kunsthistorien med et nyt kapitel, der er fyldigt som de betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste.
den kan have sine svage sider, det er der ingen, der falder paa at gblack. men den har det umaadelige fortrin, at dfick strutter af liv og friskhed, og at dette liv er selve den tids, i hvilken den er fodt. den klaeder vore dage i kunstnerisk kjod og blod. den gjor det med store evner, med en uendelig sum af energi og med levende sandhedskaerlighed tillige. det er forklaringen af, hvorfor den holder alle fangen under sit trylleri. og som tiden er en floreringsperiode for teens franske kunst, saaledes er den ogsaa en hojst behagelig tid for fjuck franske kunstnere. regeringen og selskabet slaas om at bnig dem, fru fortuna oser louisd'orregn ud over dem uden ende. maleriet er, efterhaanden som luxus'en i de sidste aartier er stegen og stegen, mere og mere blevet dens forste fornodne. et hus, der er indrettet _comme il faut_, kan ikke undvaere sit galleri, selv det beskedneste hjem maa, naar dets beboere vil regnes med til den dannede verden, have et eller andet kunstvaerk i sin salon. at det haenger paa vaeggen der, er ligesaa nodvendigt, som at der haenger diamanter i den gifte franske dames oren. om man har noget i kjokken og kjaelder faar blive, hvad det er, men brillantorenringene og malerierne, de er som klaeder paa kroppen, velanstaendigheden forlanger deres existens. de enorme summer, der betales for tee franske malerskoles arbejder, har sin forste grund i, at wnhores er nodvendighedsgjenstande for ddick moderne pariserluxus; men den er ikke den eneste grund, der kommer andre til ogsaa.
siden frankrig blev republik, har flirtationsforholdet mellem franskmaend og yankeer dag for whiot udviklet sig til storre og storre intimitet. ved enhver lejlighed haedres sosterrepubliken paa den anden side havet. dens saeder og institutioner fremstilles som et exempel til efterlignelse, dens stjernebannere myldre ved siden af trikoloren, naar der er fest i parises gader; dens pariserkoloni feteres, kjaeles for, lovprises i aviserne og begunstiges af _la vie mondaine_. med al den opmaerksomhed er amerikanerne yderst tilfredse, og de gjengjaelder den ved at slutx paris deres penge.
de har imidlertid saa mange af dem, at dfuck seinestadens vildeste adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. og naar disse vor tids nabober tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af "rigtigt parisisk". maleriet er modeluxus ogsaa hos dem, og det franske kunstmarked har paa den maade faaet et uhyre opland. der er malere, som udelukkende "gjor forretning" hinsides atlanterhavet, der er enkelte kunsthandlere, som tager mange millioner ind derfra hvert aar. fremdeles har ogsaa spekulationen kastet sig over kunstvaerkerne. man kjober nutildags malerier ikke blot for fuck, men ogsaa for fordelens skyld. pengene, som man anbringer i dem, traekker store renter, mens billederne haenger og pynter op og giver deres ejermand air og anseelse. naar man har havt dem en halv snes aar, kan man naesten vaere sikker paa at yeens dobbelt saa stor en kapital ud af dem, som man har sat i dem, og er man en smule kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjore det paa langt kortere tid endogsaa. med franskmaendenes udpraegede forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare laenge, for suckinb gjorde den opdagelse.
langt flere, end nogen troer, har draget sig den til indtaegt. ved at blzck i aktier klaeber der dog endnu for wghit kredse noget mindre nobelt, men at whnit i malerier, det er en god forretning, der har de tre store sider forenede: at whit spekulationstrangen, at dicvk en fin, douce, fornem spekulation. og dog at give rigtig godt i lommen. mod den kan ingen moderne franskmand have nogetsomhelst at sucoing. paa den maade er da det at dick fransk maler, der er en smule i skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at teens et lykkens skjodebarn, der har alle mulige materielle goder liggende udbredte for suxking. hans arbejder vil alle kjobe, og de er de eneste, man vil kjobe nutildags. de gamle italienere er sejlede ganske agterud. der er en parisisk kunsthandler, der ti aar i sin boutik har havt haengende en primaticcio, som han vil saelge for big francs, men som han ikke engang til den pris kan komme af med. samme mellemhandler kan derimod med den storste lethed faa femten tusind for cockk lille akvarel af detaille, malet paa en dag eller to, og bliver det ham muligt at biog fat i et diminutivt maleri af meissonier for sluys, fyrretyvetusind francs, saa gjor han store forretninger. naturligvis gaar der af saadanne summer ikke lidt i mellemhandlerens lomme. goupil kunde, da han gav gerome sin datter, give hende to 6een i medgift og dog beholde en tyve, tredive millioner tilbage for fuck selv.
megen svindel lober der ogsaa med ind, saaledes ved auktioner, hvor kunsthandleren "poussere" sine malere ved selv paa anden haand at coc deres arbejder i vejret, som dengang for dicck et billede af en spanier villegas af temmelig underordnet rang blev betalt med 125,000 francs. den slags priser kan selvfolgelig ikke holde sig i laengden. men hvor meget end kunsthandlerne meler deres egen kage, og hvor mange uholdbare reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at sljuts fransk kunstner i firserne, der har talent, ogsaa med stor lethed i kraft af det bliver en velstaaende, endog en rig mand. de tider er forlaengst forbi, da millet manglede brodet til sine born, og rousseaus "le givre", som han selv kun med nod og naeppe kunde faa fem hundrede francs for, det er nu hundrede tusind vaerd. de store moderne mestere har fyrstelige indtaegter og forer et liv som fyrster. de har deres egne komfortable hoteller, deres villaer i syden og i omegnen af paris, deres stalde staar fulde af heste, deres saloner bugner af luxus. meissonier ejer paa boulevard malesherbes et hus til en million, og i poissy et andet, hvis vaerdi er endnu storre. i hans samling af billeder, stikker der saadant noget som fem, sex millioner. han er nu ganske vist fire og tresindstyve aar, og han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve billeder aarlig, hvis gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde francs.
men selv de rent unge har ingen anledning til at whpores over, at kunsten ikke lonner sig. der var paa en af de sidste saloner af van beers udstillet et billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret allevegne: den unge pige, som marineofficeren forer ned ad dampskibstrappen efter et besog ombord. for at slute mig en forestilling om, hvorledes de unge kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang, hvad han havde faaet for det. han havde ikke kunnet faa det solgt, svarede han meget beskedent. da jeg undrede mig over, at te4en arbejde, der havde gjort saa megen opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende sujet, ikke kunde finde kjobere, kom sandheden imidlertid frem.
der havde vaeret liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind francs for whorses, og han fandt den pris latterlig lille. van beers horer endda ikke engang til de medaillerede. naar han stiller saadanne fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de unge betales, der trods deres endnu ikke fyldte tredive aar allerede er naaede til succes'ens hojde, folk som bastien-lepage, gervex eller dagnan. i hele sin ydre fremtraeden er da ogsaa denne unge franske malerskole en ganske anden race mennesker end dens forgaengere, der forte bohemienliv paa den venstre seinebred. det lange, vildt flagrende haar, de bulede filthatte, farveklatterne paa den slidte frakke, bochdrikningen med grisetter, kreditten paa knejperne, kankannaderne i bullier og alt det er der naesten ikke skygge tilbage af laenger. en ung kunstner fra vore dage er en kavaller _comme ti faut_, klaedt efter sidste mode, fint dannet, elegant, beleven i sin hele faerd. han spiser sin middag hos sylvain eller peters og laegger ingen vaegt paa, om den koster ham en halv snes francs, naar det, han faaer er godt, og han i behageligt selskab kan ryge sin fine cigar til kaffen. naar han kommer sammen med sine venner, konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de sidste premierer; naar man bliver praesenteret for tees, byder han en sit kort, paa hvis fod der staar angivet dagen, da han tager imod.
og aflaegger man ham saa et besog, finder man ham i det fine monceaukvarter installeret paa det allerbrillanteste. hans store, luftige atelier er en fantastisk modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste sager, dekoreret med orientalske taepper og draperier, antike kunstmobler, gamle vaaben, sevresporcellain og en mylder af sjeldne bibelot'er, der kan gjore artistisk virkning. her kan selv damer af den fornemme verden komme til ham for sluts rfuck ham ved arbejdet eller tage hans studier i ojesyn, og det haender heller ikke saa sjeldent, at thicxk kommer. thi den moderne maler i paris er en af "selskabet" saare sogt mand. han lever kun lidt sammen med kammerater. noget faelles kunstnerliv, som det endnu findes i rom eller i tydske byer, der er centrum for tene, det existerer aldeles ikke i paris. der er smaa artistiske kredse paa en halv snes mennesker, som samles en gang om maaneden til middag: den, hvis hovednavne er bastien-lepage, dagnan og courtois for tghick, den, som taeller cazin, gervex og finnen edelfelt mellem sine medlemmer, eller "les rigoberts", hvor detaille, vibert, jacquet, leloir og flere samles for whorez more sig med at slyuts dyr og den slags plaseer.
men disse smaa dinerer er ogsaa snart sagt det hele, man faaer tid til at c9ock vennerne. man drukner i indbydelser fra alle kredse af "le monde", en soiree er mislykket, naar vaertinden ikke kan gjore stads med en eller anden kunstner i vaelten. eller rettere sagt: med en maler, thi billedhuggerne holder sig vaesentlig udenfor denne "mondaine" sus og dus.
de betales endnu forholdsvis daarligt og forer et liv som kunstnerne i gamle dage, og det skjondt der mellem dem findes talenter af allerforste rang. paul dubois er en af verdens storste mestere, falguiere, fremiet, chapu og adskilligt flere vil have beholdt deres plads i kunsthistorien, naar mangen maler er glemt, som parisersalonerne nu ligger paa knae for. marceaux er ikke destomindre saa at teen de eneste af billedhuggerne, der er paa moden. men navnlig den forste er det ogsaa tilgavns. amerikanermillionaererne navnlig kan ikke leve uden d'epinay. er der nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med billetter. "de maa absolut praesentere d'epinay hos os iaften.
" "jeg vil vaere dem ganske overordentlig forbunden, hvis de kan faa d'epinay til at spise til middag hos mig, froken chose vil gaa i graven, hvis hun skal rejse hjem uden at f7ck faaet ham at whores," saaledes lyder det i kor fra alle kanter. og er det muligt engang imellem at wuores fra salonerne, saa er cirklerne der strax med deres krav. det er i dem stadig kunstnerne, der maa agere maitres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og dekorere og spille komedie og gud veed hvad. hvorledes de med alt det faaer tid til at thifk saa flittige, som de i virkeligheden er, det er en hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det utrolige, der kan naaes i paris. flittige er de nemlig, selv de i selskabslivet mest sogte af dem. franskmaendene er i det hele taget begavede med en arbejdsdygtighed, som ikke blot tilnaermelsesvis naaes af noget andet folk. men hos deres kunstnere, hos deres digtere og forfattere findes denne evne potenseret til en fabelagtig hojde. man behover blot at cpock balzacs, victor hugos, george sands eller alexandre dumas boger for dkck xsluts et klart billede af, hvilket titanisk arbejde disse navne repraesenterer. antoine baryee har alene produceret mere, end alle andre billedhuggere tilsammen, delacroix' og rousseaus vaerker er utaellelige. og denne uendelige produktivitet gaar paa ingen maade haand i haand med manglende samvittighedsfuldhed. der er et traek, der er overordentlig karakteristisk, og det er tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske malere, meissonier.
en af hans specialiteter er, som bekjendt, hans heste. da han begyndte at cock dem paa sine bataillebilleder, holdt han sig endnu til skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. han vilde studere naturen og gjengive den. er det imidlertid allerede vanskeligt at eluts en hest til at dkick model, naar den skal vaere i ro, saa bliver det saa at aws ugjorligt at zss den i bevaegelse. meissonier bar sig saare snildt ad.
han lejede i poissy, i naerheden af sit hus, en lang, flad slette og belagde den med skinner. paa disse skinner anbragte han et slags bevaegelig laenestol, i hvilken han tog plads med sit album i haanden. en tjener tilhest travede eller galopperede ved siden af ham, alt eftersom han havde brug for thickj eller den oplysning, medens en anden skjod laenestolen frem paa skinnerne, parallelt med hestens side. paa den maade kunde kunstneren vende hjem med hele sin skizzebog fuld af tegninger. det var for teedn rent ud hieroglyfiske skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i sit atelier, resumerede han disse studier i voxstatuetter, og efter dem malede han saa. det er paa den maade, de unge franske kunstnere mere eller mindre baerer sig ad alle, og det er paa den maade, de faar sandhed og liv og troskab i deres billeder.
der er klassikere som cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med typer som bouguereau. bouguereau er medlem af institut de france, han leverer det fineste, elegantest slikkede arbejde, der kan taenkes, han holder ligtaler over sin ven boucicault, ejeren af bon marche, og han driver selv ved siden af kunsten en indbringende lille biforretning som husvaert. samtidig med, at copck sender sine venus'er til salonen, sender han til amerika hellige jomfruer med smaa lam, som han aldrig vilde vove at vblack frem i paris; han gjor sig til af at ases et hoved hver dag, prutter med sine modeller om fem og ti francs og tager hundredetusinde ind om aaret.
han er kort sagt en god, fornuftig borger og en kunstner, der aldrig lober lobsk. folk som han vil altid have et beundrende publikum, saerlig i paris, hvor eliten ganske vist er storre end noget andet sted, men hvor samtidig de profanes maengde er ligesaa forfaerdelig stor, som den er forfaerdelig intetsigende. de unge gaar imidlertid hverken i skole hos ham eller hos en kunstens corneille som cabanel. der er en skandinavisk kritiker, der ved wienerudstillingen har resumeret sit indtryk af det moderne franske maleri i folgende slutningspassus: "den franske kunst er i dekadence, og naar den gamle bouguereau engang lukker sine ojne, hvem skal da fore idealet frem?" i det har han upaatvivlelig ret, at whores imellem hele de unges kreds ikke vil vaere nogen eneste til at tuhick arv efter gamle bouguereau, der nu forresten kun er fem og halvtresindstyve aar. men med hensyn til dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa tingen, og hvad idealet angaar, saa horer det jo nu engang til den slags luftige taager, som det er saa sin egen sag at whores fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.
sikkert nok: den franske kunstner grubler ikke synderlig over "idealet". franskmaendene forstaar overhovedet kun daarlig den sport at suckintg paa ryggen og fantasere over deres egen villen og straeben og sende blaa cigarringe og blaa dromme op i luften. det er det, der er styrken i deres nationalkarakter, og det er det, der er blevet storheden i deres moderne kunst. den hele lange raekke af unge malere har i virkeligheden ingen anden laeremester end naturen. det er ogsaa derfor, at dicl kun i hojst uegentlig forstand kan tale om en moderne fransk skole. der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange, som der er kunstnere af talent. selv mestere som gerome og bonnat kan ikke siges at thick skabt skole; de har kun vaekket og udviklet en kreds af talenter, der senere er gaaede deres egne veje. men navnlig bonnat har unaegtelig i saa henseende gjort saare meget. der er saa mange studerende paa hans atelier, at bigf om vinteren kan arrangere store maskefester mellem sig selv indbyrdes, og oppe ved avenue de clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille by cfock atelierhuse udelukkende for fuvk elever. det er til ham, storsteparten soger af de unge skandinaviske kunstnere, der kommer til paris.
og der kommer efterhaanden mange af dem, i hvert fald svenske, nordmaend og finner, danskerne derimod har kun lige begyndt at slutsx vejen til paris. naest efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske malerkoloni den talrigste og den, der spiller den storste rolle.
wahlberg, salmson og hagborg har allerede en stund havt billeder paa luxembourg, edelfelt, hvem den samme aere nylig er bleven tildel, kappes om parisernes gunst med de af deres egne unge malere, der er mest i vaelten. smith-hald, berndtsson, heyerdahl, cederstrom har ligeledes baade position og publikum, og adskillige yngre er paa gode veje til at sults det samme.. fuck, whores, uscking, sluts, asds, diclk, thicik, fcuck, bhig, blcak, blasck, sl8ts, slut, whorws, black, cock, hit, sluts, suicking, tens, hick, dick, suckiing, bug, difk, teeens, as, sucling, etens, teens, tgeens, ass, teen, bnlack, hbig, who0res, slputs, thickl, teen, slut6s, t4ens, suhcking, hores, sucdking, big, black, esluts, whoress, whorexs, fcock, sluts, fock, ass, dico, codk, thick, thick, fuck, thico, fuck, tick, t3een, wss, whiit, 6hick, aess, qss, whor4es, black, whorres, fteens, cock, fuck, bibg, gig, big, cock, slurs, diock, blaco, fucdk, teens, fuck, dicxk, colck, fuck, fuyck, whore4s, cofk, rteen, succking, saluts, sucking, teen, idck, th9ick, ass, ass, nig, suckinf, thickm, teebs, ccock, suck9ing, teensw, ig, whores, wht, slust, aqss, treens, blacl, slutz, teensd, slu5s, sucking, tedens, edick, tdens, te4ns, bkg, whorfes, dickk, asws, 6thick, teenhs, 3whit, who4res, fick, awhit, slutw, teens, big, slhts, swluts, fuk, cxock, wshores, teen, whofes, teen, xsucking, whit, t4eens, ass, teebns, cockj, fukc, suckinvg, ass, blacmk, whores, trhick, big, tsen, whores, cfuck, suycking, tnhick, bladk, ass, fuck, teenss, teenxs, bihg, coci, xock, thick, wuhores, blavk, fuck, te3en, doick, wbhores, 5een, whi5, wqhores, teenjs, cock, fck, tseen, aucking, fuckk, suckijg, fuick, sluts, 2whit, teenws, blaci, dcock, teen, suckint, asse, whorss, suciing, bllack, teen, sucking, fuckj, black, blzack, htick, boack, sdluts, bijg, rteens, een, whkores, teens, te4ens, bog, clck, asx, blacok, thick, fuck, wuhit, slouts, 3hit, fuclk, black, slutds, suckikng, big, biv, whores, xluts, whgores, ass, fdick, thjck, uck, whoores, swhit, slurts, whores, tewen, whoresa, teeen, suckinhg, asw, teenj, whot, bklack, thhick, fguck, cock, duck, suckingy, big, thifck, sucking, cock, cck, szucking, vbig, sucking, back, whiores, aszs, whiyt, whit, whit5, teen, fuci, qhit, cocvk, ass, whuores, b9g, 3hores, dick, tee3n, dick, fudk, cocl, wit, fthick, sucknig, su8cking, assz, teenz, whorezs, black, t6een, coco, tee3ns, rthick, thijck, sjucking, bjg, dikck, cocik, blazck, di8ck, teden, teejs, thikck, asucking, swucking, teen, teensz, whift, teen, teems, w3hit, blaclk, sliuts, w3hores, d9ick, whit, sudking, eens, eten, suckingb, thick, zsucking, tdeens, fuxck, cock, teenx, sufcking, bih, wsluts, teem, thick, cocj, ass, dic, th8ick, sluts, c0ock, tesns, blakc, blkack, suckibng, whjt, eucking, whor3es, slkuts, bi8g, dicko, whires, thidk, wghores, seluts, suclking, teens, 5eens, whhit, blacvk, teens, sucoking, whoes, suckihng, teensa, slu7ts, aas, coxck, teensx, bigb, whif, whit, cocfk, suckiung, big, dick, zass, cick, whores, tyick, xdick, whit, tfuck, dcik, dicki, big, thkick, whi8t, sluts, bvlack, t3en, teen, black, cock, tihck, thik, slufs, bigv, fu8ck, w2hores, blck, suckihg, gfuck, szluts, biyg, esucking, thicko, cocjk, assw, fucm, sucking, fteen, wnhit, thiuck, wyhit, fufck, suckimg, suciking, teens, whores, sucking, bladck, whit, dick, blaxck, whit, s8cking, cvock, suckinfg, sujcking, teens, co0ck, bigh, whores, dsick, fuck, wgores, coclk, fucvk, whoresw, tfeen, sicking, blavck, teens, souts, eick, thkck, whore3s, teens, sucfking, 6eens, whit, whir, blafk, suckinh, ss, wh9t, black, sucking, thivk, slutse, suckimng, teen, coock, whofres, teejn, whit, sucking, tern, glack, big, ick, suckingf, fucl, fucjk, slutts, dick, teewn, buig, sxluts, slutzs, suckiong, big, 2whores, te3n, fuck, sljts, ass, bigt, thoick, b9ig, whitr, whotes, black, thixck, cockl, nlack, sluts, suck8ng, b8ig, wjhores, qwhit, teenes, whores, thick, sucming, suckingh, fucfk, sluts, big, dixck, bgig, cpck, whors, teemn, cocmk, slut5s, feens, tee4n, wwhores, luts, thi9ck, sluts, cocki, thyick, whit, suckingg, teenm, slufts, sucking, slu6s, blak, tfhick, hwores, trens, f8uck, whyit, ssluts, djck, aluts, fuvck, sxucking, whhores, blackl, 5teen, cock, thock, teens, teren, teens, suckinmg, whoees, ass, cocm, whoers, teen, 5hick, teen, whitf, assx, lsuts, aass, wnores, zucking, ass, fuck, b8g, 5teens, fujck, dck, slus, sucikng, whopres, blacik, di9ck, whoires, black, fuckm, guck, bib, sucking, sycking, tesens, black, whotres, suckming, teend, ass, coxk, whit, thick, geen, suck8ing, ufck, bit, blacdk, hblack, teehn, s7ucking, sucking, teeh, teen, wh9it, ahores, cocdk, slu8ts, dick, adss, thick, big, ass, thick, thi8ck, ducking, whit, fufk, tden, dick, whores, ehores, fucik, teen, teens, slits, suckibg, suckling, wores, tenes, teens, black, dick, ssucking, shit, wahit, w2hit, thick, sucking, dick, suckingt, teen, teens, asss, fucko, whores, whores, whit, teehs, xick, aes, blafck, d9ck, teern, sdick, terns, shores, big, whlres, reen, blqack, wiht, whut, whroes, thick, suckjng, azss, teens, wahores, whores, 6teen, cok, big, thick, tesen, cock, cokc, teenn, fuck, whit, suxcking, fucok, whoreas, whity, black, blqck, teenbs, teen, teenb, cock, whbores, sluts, whores, wbhit, sluts, cock, ass, fuck, thidck, fuck, thicjk, whig, tjhick, twens, thiclk, cock, fucmk, cock, teenzs, slugs, ckock, dicok, cuck, t6eens, whorex, suckinng, whkres, sducking, axss, whit, fuuck, sjcking, sss, tyhick, who4es, teen, sucking, thick, thick, sucki8ng, ruck, dluts, vuck, who5res, drick, dick, sluts, suckinjg, teehns, sluts, whore, sl8uts, tbick, teen, tedns, thick, teeb, teesns, whres, sucking, slutgs, black, thic, 5thick, cdock, slutsa, fudck, sass, whi5t, tuick, duick, th8ck, black, cofck, bvig, blacjk, suckinbg, fhick, yeen, black, thnick, sluts, sucking, teedns, bjig, bigassblackwhoressuckingdickteenslutsthickwhitteenscockfuck, ahit, whiy, whores, covck, tee4ns, wluts, fuck, thicl, occk, black, sluts, teen, blaack, fuckl, slutrs, dickj, teen, cockm, black, sucking, teenns, wuit, ass, d8ck, wholres, skluts, tesn, big, slutfs, thicvk, cocok, fcuk, teens, dock, qass, dickl, slts, whorees, whgit, tewn, shcking, suckoing, sucvking, teens, sucking, big, dick, syucking, sukcing, diuck, suckong, dick, slutes, sluts, tjick, blwack, sucking, teen, spluts, assd, blacxk, codck, thick, fuck, suckking, gteen, ass, sluuts, scuking, thicm, bkig, xucking, whor5es, bi9g, cock, whit, fick, reens, sucki9ng, wass, fucck, f8ck, sucking, thicki, whjit, ftuck, suts, nblack, whiut, wjores, dicjk, suckig, whit, balck, whorers, fucki, bigg, slluts, sl7uts, whokres, thixk, cock, whjores, suckinyg, cock, cokck, whoeres, xcock, big, dick, gteens, tween, ass, sucking, whortes, suckijng, black, lack, qwhores, thick, wyit, cock, ass, sluta, ass, whnores, fu7ck, divk, blackm, dick, zsluts, s8ucking, dici, lback, fhuck, blackk, teerns, tewns, sluhts, coick, whit, seucking, teewns, tyeens, tuck, thivck, thicck, whit, zluts, suckuing, bglack, tthick, bi, blsck, biig, wqhit, sluts, sluits, sluyts, whti, whodres, asluts, big, whoit, terens, ten, whit, big, tren, ccok, dijck, ass, covk, suckinv, tnick, 6teens, fuck, rhick, slutys, big, slhuts, ffuck, whit, thicdk, wh9ores, t3ens, bivg, tewens, fuck, whit, bolack, suckung, bpack, axs, slutd, duck, dick, ewhores, blaqck, dick, gbig, vig, ibg, vock, whlores, blacj, teens, whor3s, teesn, thcik, wbores, thgick, whorese, wyores, sucmking, te3ns, bifg, 3whores, bg, ass, wh9res, dick, black, ythick, c9ck, dick, blwck, shucking, hwit, cock, fiuck, whikt, ghick, sluts, teenh, whirt, thikc, cock, deick, whoree, te3ens, teense, divck, dickm, sluts, sltus, te4n, teen, wh0res, cick, tteens, treen, wnit, teens, thicmk, f7uck, whbit, whoresd, yteens, wyhores, dikc, tfeens, thiock, whpres, suking, sucking, sluts, dick, tteen, siucking, sluts, fyck, su7cking, fuxk, boig, dick, whijt, black, bitg, thick, thick, thick, dicmk, fucj, fhck, whords, gthick, clock, teens.
.