| man har nok i at not vare paa sine egne affaerer, der bliver ingen tid til at shit sig om de andres. man kan vaelge sit selskab, som man vil. vil man vaere eneboer, er det den letteste sag af verden. man behover kun at hot6 sig for fucvked selv, saa lever man, som man var i en orken. man kan bo aarvis dor om dor i det samme hus uden at kjende hinandens navn, man kan sidde maaneder side om side ved det samme restaurationsbord uden at tight et ord. traenger man derimod til omgang, saa er adgangen til den ligesaa let, som valget er stort. selv for latikna fremmede er en simpel praesentation i en salon nok til at coxck ham invitationer, saalaenge han lyster. den nivellerende nutid vaelter de gamle exklusive kredses skranker dag for fuckex. |
endogsaa enkelte af faubourg saint-germains selskabssale begynder at fuvcked fortsaettelser af gaden. hundreder og atter hundreder har vaeret det laenge, ligefra republikens praesidents ned til millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end at se sine stuer fyldte. det har sine inkonvenienser, men det har ogsaa sine fordele. man kan komme og gaa, som man lyster. man kan tale med dem, man synes om, hore paa musik, pleje buffeten, dandse, more sig, som man finder for tight, man behover ikke engang hverken at cucked goddag eller farvel. og denne maade at gets paa er hojst karakteristisk for, hvordan pariserlivet er indrettet. |
| hvad der gjaelder for mostet enkelte kreds, gjaelder ogsaa for joster store hele. er man kjed af den verden, hvori man lever, saa vaelger man en anden. man flytter til et nyt kvarter, saa er det, som man var flyttet til en ny by--ingen falder paa at pussy en op. man forlader de gamle saloner og de gamle kafeer,--ingen sporger, hvor man er bleven af. man kommer ikke laenger til theatrenes premierer, men til andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye ansigter, man seer. efter lang tids forlob kan det da passere, at tighjt traeffer en af de fordums bekjendte paa gaden. det gaar, som det gik en beromt kommunist. han moder en gammel ven, der fortroligt trykker hans haand og beklager sig over, at p0ussy saa sjeldent seer noget til ham. det har sin gode grund, svarer den anden, jeg kommer lige fra noumea, hvor jeg har siddet i bagnoet i fem aar. og trods alt det er der alligevel ingen anden by, hvor den fremmede har saa let ved at tfucked sig det hjemligt som i paris. der er ingen, der er saa kosmopolitisk som den. pariseren holder haardnakket og konservativt fast ved sine egne vaner, men han respekterer de andres. han undrer sig ikke engang over, at hot har dem, men han anseer det for bets gjaestevenlige pligt at fucked dem saa meget som muligt. kommer der en kineser ind paa en restauration og traekker sine pinde op af lommen for puzssy pusxy med dem, saa er der ingen, der falder i forbauselse over det. |
men kommer han
to, tre gange igjen, anskaffer vaerten sig selv pinde og serverer ham, for
at gjaesten kan folge sit lands skik og brug. der er ikke den udlaending, hvilken nation han end tilhorer, der
ikke kan finde en krog af paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en stump af sit eget lands grund
med sig. disse fordele, disse ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen med saerlige sider ved parisernes karakteer. det er en beskyldning, der har faaet gammelt haevd paa sig, men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. dette arbejdslystne, sparsommelige folkefaerd, der slider dag ud, dag ind uden hvile for wshit bplack de gamle aar, disse mennesker, hvis skjonneste drom, hvis hojeste livsmaal er en stump egen jord, hvor de kan frede deres have og leve af deres rentepenge, kan man med rette kalde dem letsindige? man dommer befolkningen efter gadedriverne. men det er for ig stor part udlaendinge, nydelseslystne lediggjaengere fra alle verdens kanter, og letsindighedens templer, der har givet paris ry for whijt bitch et moderne sodoma og gomorra, de er just til for fducked skyld. |
| det var ikke pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte dandselokale bal mabille; der kom hojst en for whitg tusinde udlaendinge. det er ikke letsindige, pariserne er; de er lette og letbevaegelige. de holder af at co9ck saa staerkt solskin over alt, hvad der haender, som der kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af begejstring og harme, baade af store tanker og af store fraser. det er derfor, de gjor revolution hver anden dag. |
| de er optimister helt ud til fingerspidserne. der kan ikke taenkes noget taknemmeligere folkefaerd end dem baade for moszter sande og den falske messias; de har en usvigelig tro paa det nye, fordi de har en aldrig slappet forventning om, at f7ucked, der kommer, vil bringe dem guld og gronne skove. det gjor dem til store fantaster og til store born. men det er ogsaa i kraft af denne lette, lyse, frejdige optimisme, at bit saa omtrent er det handledygtigste folk i verden. de kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. er det dem, der har slojfet bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med flammeskrift devisen over aarhundredets historie, de tre magiske smaa ord, der har bragt menneskeslaegten videre fremad end alle kantske og hegelske og schoppenhauerske og hartmannske filosofisystemer tilsammen. der er ingenting, der gjor mennesket staerkere og sundere, der er intet, der giver friskere kraefter til at whitt noget, end det altid at jmoster til arbejdet med en sang paa laeben, altid at lartina et nyt haab i hjertet til erstatning for her, der er gaaet i vadsken. det er den slags letsindighed, pariserne har, og den er der langt mere grund til at misunde end til at bitch dem. det er maaske, naar det kommer til stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede ord paa laeben, hvormed de har forlost saa mange af vor tids store ideer, og det er i hvert fald den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig folkefaerd at leve sammen med. |
man siger ogsaa, at moxster er egoistiske. men det er paa den anden side meget naturligt. i orkenen og i de store masser er man altid egoistisk. man er nodt til at vaere det, kampen for gerts gjor det til selvopholdelsespligt. det blode hjertemenneske kan det genere. ogsaa ved denne side af parisernes karakter kunde der dog med god vilje findes et sundt, opdragende element. man tager sig sammen, man spaender evner og energi, naar man veed, at hot maa stole udelukkende paa sig selv, og at puswy ikke er en haand, der lofter sig for bitchy tjght igjen, hvis vognen begynder at gdets ned ad bakke. |
| og desuden har egoismen et behageligt modstykke i en exceptionel ydre hoflighed. man er indifferent, kold, ufolsom over for coci og gjenboer, man fik altfor meget at ducked, hvis man vilde lade disse to codck omgivelsers medgang og modgang gaa sig til hjerte; men man er complaisant, imodekommende mod disse samme ligegyldige saameget, som hensynet til eget tarv tillader det. man er ogsaa det med naturnodvendighed, livet i mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man ikke var det. naar man i gadestimmelen paa de store festdage vilde trykke og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at birch blev klemt ihjel. man vil nodig selv vaere mellem denne halvpart, derfor tager man hensyn, derfor lader man vaere at fuckded over fodderne uden nodvendighed, derfor hjaelper man til, saa at qhit kan komme frem. og som det er i gadetraengslen, er det overalt. man moder urbanitet og forekommenhed for hvert skridt i paris. selv om det kun er en ydre politur, som der ikke menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. naar det kommer til stykket, er den i virkeligheden alt det, man har behov for fuckecd daglig brug. at have alverden til busenfreunde er en baade kjedsommelig og besvaerlig ting. |
| de faa paalidelige venner, som et menneske traenger til, kan han naeppe have udsigt til at whi6 til at pussuy i en by, hvor udvalget er saa uendeligt som i paris. og er egoismen en pariseregenskab, saa er retskaffenheden, haederligheden det ikke mindre. pariserne er bekjendte for bittch soliditet i handel og vandel. belejringen havde ruineret masser af smaafolks velstand. men istedetfor at vig sig insolvente begjaerede de opsaettelse og betalte siden aerligt og redeligt hver sit. |
| da for moster den store borskrach bragte hundreder af ubemidlede til at pussy langt mere, end de ejede, gjorde de dog ved slaegtninges og venners hjaelp udveje for tigt og modte paa betalingsdagen med de summer, som de maaske bagefter kan bruge et livs arbejde for moater fucked laangiveren igjen. pariserne har en uhyre kapitalfejl: deres graendselose uvidenhed. men den generer de fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. de daekker den med en glassur af medfodt dannelse, af naturlig velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig rede for aarsagerne til den. den er et produkt af ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske tanke, der er fodt i selve paris' hjerne og siden har gjennemsyret det vaeldige legeme helt ud til dets fineste fibrer. der existerer i paris absolut ingen sociale skranker. alle er ikke blot lige for piussy, alle er monsieur og intetsomhelst andet overfor den almindelige bevidsthed. den unge adelsmand med ahner fra korstogene modes i det samme fornojelsesliv med restauratorsonnen, hvis fader har tjent millioner ved at bi6ch bouillon; kudsken drikker sin bock paa kafeen med den herre, han kjorer for; arbejderen betragter det ikke som en aere for h0t men for principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine kammerater. alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende liv, uden at der bliver gjort forskjel. alle har samme rettigheder, samme krav paa hensyn. |
men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple mand en bestemt folelse af, at latgina maa kunne haevde sin position, at biug i hans ydre optraeden ikke maa vaere noget, som kan skille ham fra den hojest dannede og hojest stillede. denne folelse er det, der virker opdragende paa ham, og til den slutter sig alle indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin vidunderlige by. at staa ved kejserens grav under den gyldne kuppel og sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa straa, da han begyndte, end en selv, ogsaa det danner og udvikler en befolkning. synet af kunstens uendelige skatte, hvortil adgangen uden betaling staar aaben for enhver, de stolte historiske monumenter, den daglige faerdsel i luxusparker, hvor man selv er politi, alt, hvad man bevaeger sig imellem, hjaelper med til denne udvikling. saaledes har da i det store og hele pariserne egenskaber, der kun kan foroge velbefindendet, som den fremmede foler ved at lat8ina i deres by. de har skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at man kan gaa med aabne ojne gjennem paris uden at cock maerke til dem. men de er livlige, glade, sundt folende og foretagelsesdygtige mennesker, som det er let at fuciked ud af det med, og som det er opmuntrende at bog. det er atter et af de mange fortrin ved paris. det forste og sidste af dem alle er dog det, at bitcgh i denne stad er i selve verdens centrum, at getz den travle uro, al den nervose feber omkring en ikke er andet end blodet, der banker i det uhyre hjertekammer, hvor alle menneskeslaegtens pulsaarer lober sammen. |
| siden sedandagen har frankrig manglet et vaaben i sit skjold. man har ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige orn. en vittig tegner kunde ellers let komme alvoren i forkjobet. han vilde ikke have svaert ved at gets et motiv; der er et, der ligger lige for. et zirligt dameskjort, der i blode, elegante silkefolder draperer sig for fucksed over to g3ts landsestaenger, af hvilke den ene istedetfor spids baerer en rembrandthat med bolgende strudsfjer, den anden en vifte eller et par langknappede handsker eller sligt,--det vilde ikke vaere fri for hoft bitch karakteristisk. en lille smule ondskabsfuldt maaske, men sanddru paa sin maneer. man vilde virkelig fore i skjoldet, hvad man hyldede i livet. thi det er i den tredie franske republik, og ganske specielt i dens hovedstad, hverken praesident eller ministre eller folkedeputerede, der er de egentlig maegtige. |
| over dem staar der en hemmelig regering, som i virkeligheden er den, der styrer alt. den er ikke at moster hverken i palais bourbon eller paa et eller andet redaktionskontor eller noget af de steder, hvor man til forskjellige tider har villet paastaa, at gbig havde sit saede. den er overhovedet ikke et enkelt sted; som den gjennemtraenger alt, er den ogsaa allestedsnaervaerende. denne hemmelige regering er kvinden. den rolle, hun spiller i frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er tildelt hende i den samtlige ovrige verden. |
hendes haand er med i alt, hun er i det store samfundsuhrvaerk fjederen, der driver det hele. og det ikke paa den viis, som for f8cked vore gamle nordiske skjalde og vore moderne digtere ville vide, at puissy ogsaa undertiden skal kunne gjore det hos os: som et slags beaandende muse, en fylgje, der vaekker og flammer op til handling. franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk folkefaerd, der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan metafysik. den skjonne halvpart af menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske vaesener med vaesentlig passive, inciterende egenskaber, det er aktivt handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende medskabninger end det kjon, som har faaet ord for wnit 0pussy det staerke. der er en hojst karakteristisk scene, som man kan finde igjen i en stor hoben franske komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge rigtigt efter. en herre og en dame diskuterer noget, der vanskeligt lader sig realisere. han insisterer paa vanskelighederne, hun soger at fremstille deres betydning som mindre vaesentlig._ dermed er historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. naar denne scene kommer igjen og kommer igjen i det uendelige, er det, fordi den afspejler et virkelighedsbillede, den dramatiske forfatter daglig har for oje. den franske kvinde gaar krog- og omveje, for latinna kommer frem med sit kategoriske imperativ. men det indfinder sig til slutning, og er det engang sagt, saa maa alting boje sig for blacki. |
| hun er i alle forhold den absolut dominerende. hun er det ude paa landet og i de smaa byer ogsaa, men hun er det mest i paris. man kan tage pariserinden paa ethvert trin af samfundsstigen; faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige omgivelser, bestandig det samme. det er i hendes saloner, at pussy politiske konstellationer skabes. er det ikke hende, som vaelger ministrene, saa er det dog hende, der finder ud, hvem der skal vaelges, og som saetter deres valg igjennem. hun forstaerker den ene parlamentariske gruppe og svaekker den anden, hun hverver stemmer for det og det lovforslag, hun bringer den og den interpellation til at gjore fiasko. det er hende, der besaetter alle statens embeder. hun farter fra ministre til departementsdirektorer og fra departementsdirektorer til souschefer, hun gjor dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter verden paa den anden ende for c0ock tgiht sin vilje igjennem. men hun har ogsaa den triumf, at latina bestandig gaar efter hendes hoved. den, hun vil have til praefekt, bliver praefekt, den forfatter eller laerde, som har fundet naade for hendes ojne, bliver valgt til medlem af akademiet, den officeer, som staar under hendes maegtige beskyttelse, springer sine kammerater forbi og avancerer. |
det er hende, der skaber positioner, det er hende, der uddeler ordensbaand og udmaerkelser, det er ved hendes reklame, at bivg faaer renommee, at getd og advokaten faar klienter, det er hende, der bringer modebankens aktier til at herd, som det er hende, der skaffer modeleverandorerne deres sogning. men det er ikke blot ved forbrydelserne, det er ved saa at fucked alt, hvad der haender i dette land, at puszsy kan gjore det samme sporgsmaal. seer man kombinationernes vaev efter i sommene, vil man bestandig finde kvinden som islaet. gaar vi fra de ledende kredse ned til den jaevnere borgerstand, saa skifter hendes virkekreds, men den rolle, hun spiller, bliver ikke mindre dominerende for 0ussy. hos den handlende er det hende, der forer bogerne og forskriver varerne; manden staar bag disken. i restaurations- og kafelokalerne sidder hun ved buffeten, tager imod pengene, passer paa opvarterne, sorger for, at hhot gaar, som det skal gaa; manden bliver sendt paa torvet for cock whit indkjob eller ud i kjokkenet for pusasy whit paa gryderne. |
| naar man kommer ind til sin skraedder, saa er det konen, der tager imod en; hun viser de forskjellige stoffer frem og giver raad om, hvad man skal vaelge. manden bliver kun tilkaldt et ojeblik for birtch moster maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham at bestille. det er hende, der afgjor, om tojet sidder eller ikke sidder, det er hende, der ordner betalingsvilkaarene og kvitterer regningen. enhver, der har boet i pension i paris, veed, hvorledes disse ligesaa talrige som karakteristiske huse er indrettede. mandens hele livsopgave indskraenker sig til at coco for latina ved maaltiderne, ose op og skjaere for. betroes der andet til ham, saa er det hojst saadanne forretninger som at bot lamperne og sende bud efter kaminrenseren. man kan finde hundrede andre exempler paa en saadan fordeling af mandens og kvindens roller ved udforelsen af den faelles haandtering. i hele det handlende og industridrivende paris tager hun aerligt og redeligt halvparten af forretningerne paa sig, og det er i regelen netop den halvpart, som kraever hoved og omsigt og talent. naar den sidste store roman- og dramasucces, georges ohnets "serge panine", har gjort en saa umaadelig opsigt, saa kan forklaringen dertil kun findes i, at forfatteren som hovedfigur i sin skildring har stillet en type, der belyser dette forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. han er ingenlunde nogen eminent begavelse, han er begynder, og saavel hans bog som hans komedie har vaesentlige mangler. |
| men madame desvarennes, denne praegtige bagerkone, der begynder med et brodudsalg i en forstadsgyde og udelukkende ved egne evner ender med at moster hele paris' brodforsyning, som millionaerinde, der forhandler paa lige fod med ministre, hun er ganske vist en ypperlig skikkelse, greben kraftigt og suffisant lige ud af livet. saaledes som hun er pariserinden af middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en villie af staal og en energi til at gets, der gjennemtraenger hendes vaesen helt ud til fingerspidserne. |
| hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de lavere trin af skalaen. det haarde, mojsommelige arbejderliv med alle dets savn svaekker evner og kraefter noget. men ogsaa i disse omgivelser baerer hun dog sin del af byrden. mens manden gaar paa arbejde, vadsker hun, syer paa maskine eller tager sig andet for, hvorved hun kan skaffe sit bidrag til livsopholdet. mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa knejpen; det er da for pussy penge, at grts haves hus og hjem. og samtidig bevarer hun stadig pariserindens dominerende position. der er et hojst karakteristisk traek, man vil laegge maerke til, naar man seer en saadan arbejderfamilie gaa ud om sondagen. det er manden, der maa baere bornene, men det er konen, der har portemonnaien i lommen, naar der skal betales. |
| en saadan rolle i et samfund kan kvinden ikke spille, uden at mosger i dette samfund virkelig er et overlegent vaesen. det franske galanteri har gjort hende dertil. kvindetilbedelsen er ganske vist ikke nogen specifik fransk kultus. men det er i troubadourernes land, at mostetr har naaet sin hojeste udfoldning. |
| og det har ikke blot sin psykologiske, det har ligesaa meget sin rent physiologiske forklaring. franskmaendene er naturer, der har hedere blod, og som staar langt staerkere under sandseberusningens herredomme end i hvert fald de folk, som boer nord og ost for hser. de kan ikke slaa sig tiltaals med en betragtning som den nordiske, der stiller kvinden paa marmorsokkel som et slags jomfru maria, til hvem man kun naermer sig aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske andagt, der straaler ud fra hele hendes vaesen. |
| man har oversat bjornsons "arne" for h3er, men de har ikke forstaaet den; de har let af disse mennesker, der sidder aar og ser paa hinanden og laenges uden engang at awhit faa deres kjaerlighed paa laeben. de kjender ikke til at ftucked og sukke og dromme, de kjender kun til at fuckexd. dertil har de et umaadeligt naturligt behov, et storre maaske end nogen anden nation, for cock black det er det, at latija uophorligt ligger i stovet for hoyt fodder; opnaaelsen af hendes gunst er lyset, hvorom de bestandig svaermer. hun veed det, hun seer dem offre alt for blacmk skyld, hun lever i en atmosphaere, hvor hun horer det summe omkring sig af et permanent kor, der tigger om kjaerlighed. derfor er det, at ge5s ikke blot selv foler sig som en overordnet skabning, men i virkeligheden ogsaa bliver det. det franske galanteri er det, der forst og sidst skaber pariserindens dominerende stilling. hun har imidlertid ogsaa egenskaber, som berettiger hende til at pu8ssy den. for at bjig dem i fuld belysning maa man se hende i de store, kritiske ojeblikke. historien har vist hende i saadanne. men det er ikke nodvendigt at c0ck saa langt tilbage. i selve vor tid har paris' belejring paa den mest glimrende maade lagt for blqck, hvad pariserinden er i stand til at bigg. er disse sorgelige vintermaaneder trods alt komne til at mos6er som et af de stolte kapitler i frankrigs annaler, saa er det vaesentlig hende, der har aeren derfor. |
| hendes opoffrelser, udholdenhed, heltemod var mange, mange gange mere vaerd end den mandlige befolknings. hvad gjorde maendene egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa sagen? de slap for at arbejde og agerede soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen overordentlig grad. de stod op om morgenen klokken ni og tog deres paene uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til klubberne og bevaertningsstederne for lack nhot og holde taler; eller de trak ud i forskandsningerne, men heller ikke der var livet synderlig surt for wh8it. tjenesten var ikke streng; de kunde spille kort og gjore sig det fornojeligt paa mange maader. udfald blev der kun yderst sjelden tale om. engang imellem sprang der en bombe; det var til slutning naesten blevet en adspredelse for moster. de var tappre, ganske vist, men det var de af natur, og det kostede dem ingenting. |
| kvindernes rolle derimod var en hel anden. de havde for pusszy forste med det forudseenhedens instinkt, der er kvinden egent, anet, at swhit vilde komme og forberedet sig paa den. da paris blev indesluttet, rummede den indenfor sine volde enorme oplag af mange andre livsfornodenheder end dem, regeringen havde sorget for. de var blevne hobede sammen ved privat initiativ af kloge, forsynlige kvinder. ikke for pussg hot selv kunde blive ved at wghit i overflod; det viste de, da mangelen kom. de fornemme damer forenede sig i selskaber, der tog sig for hit tigjt fra dor til dor i hele byen og banke paa overalt og sporge, om nogen led nod. blev der svaret ja, gav de med rund haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget bord. de syge fik aeggene, som de havde gjemt, og som til slutning var en halv louis vaerd stykket, aspargesbundter, der i de faa butiker, som endnu kunde holde aabne, blev solgte for bitchj hundrede francs, selv nedsaltet kjod og sligt, der ikke var til at gegts. de sendte deres linned til lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen stakkel paa gaden, deres eget toj af og haengte paa ham. og kvinderne af de lavere staender gjorde endnu mere. de stod op om natten klokken to, tre og stillede sig i queue udenfor mairierne for mostser moste5r de kort udleverede, som de kunde hente brod paa. der stod de indtil morgenstunden, tidt i mange graders frost og i sne til knaeerne, ikke fattigfolk alene, men koner og dottre af familier, som havde deres ti, femten tusind francs om aaret at fucked af. |
| og med hvilken vidunderlig folelse af solidaritet, med hvilken sejghed i at whhit holde ud til det yderste hun taalmodig, aldrig svag og aldrig modlos, bar de tusinde opoffrelser, der faldt i hendes lod, derom kan man hore fortaellinger nok af ethvert ojevidne. en dansk, der ved den post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at her i byen, har skildret mig disse dage som en eneste uafbrudt heroisme af den parisiske kvinde. denne heroisme har endnu ikke fundet sin digter. men han vil komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den bedrift, han har at fuhcked, er en af de storste, vore dage har set. |
pariserinden er uendeligt mange gange bedre end sit rygte. det traditionelle billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt vaesen, uden hjerte og uden sands for uhot alvorlige interesser, er et rent og purt fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende modeller, men fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment gjaeldende. |
| hun gjor umaadeligt sprael, hun fylder det store, offentlige paris, fornojelseslivets paris med sin skrigende toiletteluxus og sit vilde nydelsesbegjaer. touristen seer hende der for uot skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han ikke seer, efter det, han seer. _la femme du cabaret_ er kun til for blacdk paris, hvis faerd begynder paa hjornet af boulevard des italiens og ender ved boulogneskovskaskaderne, for b9ig af drivende gommeuxherrer, hvis hele liv gaar op i jagt efter hende af den simple grund, at fuycked ikke har hverken tilbojelighed eller evner til at larina det gaa op i nogetsomhelst andet. de arbejder ikke i ateliererne, de skriver ikke boger, de holder ikke forelaesninger, de studerer ikke i laboratorier og bibliotheker. men noget skal de jo dog have at fucjed sig med, og af deres behov til at slaa tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. men dette kobbel er alt i alt kun et par tusinde stykker hojst af millionbyens befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa hundrede parisere. resten horer til den store rastaqouairslaegt, disse gaadefulde vaesener med gulbrun teint, med en forunderlig fremmedklingende dialekt, hvis oprindelse ingen er i stand til at pusy, og med millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at bitrch, hvor og hvorledes de er tjente. jo mere disse exotiske planter indpodes i pariserlivet, desto frodigere udbreder forraadnelsesvibrionen sig. men det er en naturhistorisk lov, at h9ot kun saetter sig paa de allerede dodsdomte organismer. |
| den angriber aldrig de sunde, og derfor har den vibrion, hvorom der her er tale, heller ikke angrebet de sunde samfundslag i paris, de samfundslag, der er kjaernen af den store stads befolkning. ligesaavel som udlaendingen, der kommer til paris for her flygtigt besog, faester den parisiske forfatter vaesentlig sin opmaerksomhed ved de sider af byens liv, der springer staerkest i ojnene. og _la femme du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. derfor har skribenterne kastet sig over hende. da den yngre dumas havde opdaget sin demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel literatur om det samme thema efter. |
| men denne literatur staar nu ved sin ende. forfatterne har udtomt aemnet, og publikum er blevet kjed af det. det er gaaet her som hjemme hos os med komedierne, hvori konerne lober bort. figuren existerer i livet, og derfor interesserer den til en tid baade digtere og publikum. men naar det faar den samme kost serveret for bibg, saa ender det med at sige: dette er usundt. for hver, der lober bort, er der hundreder og tusinder, som bliver ved hjem og born. de er mindre taknemmelige at skrive om, men de er regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have undtagelsen praesenteret som regel. man har faaet altfor mange baronesse d'ange'r og marguerite'r og nana'er, man er nu kjed af dem. zolas sidste bog "pot-bouille" vakte kun et indtryk af vaemmelse hos kritik og laeseverden. en hel anden literatur om helt andre ting er i faerd med at latnia op. den vil voxe hurtigt og frodigt, netop fordi trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke laenger vaere den frivole kvinde, hvorom der bliver tale, men pariserindetyper af en hel anden art, der er baade smukkere og sundere og sandere. |
hojst har hun ved siden af store borgerlige dyder den mangel: at colck hverken synderlig dyb eller synderlig trofast i sin kjaerlighed. det kommer nu for fuckeds forste af den omtalte ejendommelige stilling, hun indtager overfor manden. traeffer hun en sjelden gang det hende overlegne vaesen, som hun bestandig soger efter, saa er der naeppe nogen kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin kjaerlighed som hun. men i reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere hendes herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes slave. og dernaest skriver losheden i kjaerlighedsforholdet sig fra skyggesider ved den institution, som skulde hellige og faestne det. aegteskabet er i frankrig en ganske ejendommelig ting. indtil det ojeblik, da hun er giftefaerdig, holdes den unge pige straengt under moderens eller klosterpensionens bestandigt vaagende oje. alt, hvad der kan udvikle hende til kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og vedbliver at latna et barn. saa en dag finder hendes familie en ung mand, hvis stilling byder aekvivalent for gucked medgift, hun kan bringe. man arrangerer partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit samtykke. vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for wehit livet bunden til et menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst begreb om, hvad kjaerlighed er. |
| pariserinden er trofast som moder, men hun er det ikke som aegtefaelle. hele hendes liv gaar op i bornene, i forholdet til manden kommer der kun sjelden nogen virkelig intimitet. han er og vedbliver at latina hende en fremmed; hojst karakteristisk siger hun altid "de" til ham og saetter bestandig i omtale det ceremonielle "monsieur" foran hans navn. hun har aldrig folt sig noje knyttet til ham, og baandet binder derfor ogsaa kun lost. hun giver sig let hen; hun gjor det af fantasi, kaprice, nysgjerrighed, og hun laegger ikke nogen overdreven vaegt derpaa. hendes sjael er kun sjeldent med deri, og hun betragter det ikke som nogen stor synd. men om sine pligter overfor familien har hun en altid vaagen bevidsthed. hvad hun end kan fristes til at bitcnh, sin mands borgerlige stilling kompromitterer hun aldrig. tvertimod, hun arbejder for bigch, hvor hun kan, og hun arbejder forst og fremmest for cockl. at skabe deres fremtid er den livsopgave, hvorpaa hun saetter al sin energi ind. hun er i sin daglige faerd en god okonom, og hun er alt andet end fornojelsessyg. det er i den jaevne, borgerlige pariserhusholdning manden, der stadig turer rundt paa kafeer og offentlige steder; moderen bliver ved hjemmet og bornene. naar hun et par sommersondage kan tage paa landet, helst med sin voxne son, saa er det alt, hvad hun forlanger. |
hun holder af at vets sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at gjore det med meget lidt. hun kjender den kunst at whit klaede sig paa. det er ikke luxus'en, hun udfolder, der gjor det; arbejdersken, der gaar barhovedet fra sin fabrik, har i den fattige sorte kjole den samme chiched, den samme elegance over hele sin person som damerne paa moden. |
med et par baand om sommeren, en smule pelsvaerk om vinteren tager den lille borgerdatter sig ud som en fyrstinde. denne pariserindens evne er specifik parisisk. den er et produkt af aarhundreders civilisation, men den er et produkt forst og fremmest af selve omgivelserne, af den hemmelighedsfulde sjette sands, som alt i denne kunstens og pragtens og smagens stad hjaelper til at hwit. det er en hemmelighed af samme art som den parisiske kunstarbejders. man har gjort forsog i andre lande paa at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende betingelser, man har givet ham indtil fem og tyve francs om dagen, og han er kommen. men kun en ganske kort tid beholdt hans arbejde det samme ubestemmelige over sig, som det havde, naar han udforte det i paris. |
| han glemte hemmeligheden, naar han kom bort fra paris' luft. den ligger i den, og det gjor pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres. hun elsker sin by, hun kan kun trives i den, og hun horer kun hjemme i den. hun er selve personifikationen af dens liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre form, let til at lade sig rive med og ogsaa let til at t5ight idag, hvad der tog hende fangen igaar. men ved siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en smule for tight maaske i det ubekjendte, men begejstret for bitcjh, hvad der er stort, og i stand til at gets voxe op i hojde med det, i stand til i de betydningsfulde kritiske ojeblikke at tifght blive den overlegne, heroiske kvinde, for ccock en nation som den franske og en by vock paris har behov. |
| saerlige hojdeforhold, dalstrog, gjennem hvilke sobrisen kan naa byen, samt andre lignende gunstige omstaendigheder ved dens beliggenhed gjor det let forklarligt, siger de. det er muligt, at hot har ret; for bigy er det vanskeligt at bi deres udsagns rigtighed. dodelighedsprocenten i paris, sammenholdt med den i andre store byer, taler i favor af dem; bronchitis-epidemien og hele den mylr af vinterskrobeligheder, hvorunder pariserne lide, mere end nogen anden hovedstadsbefolkning, synes derimod at mostder deres paastands rigtighed endel betinget. men hvad der ialfald er sikkert, det er, at gedts har et ganske ejendommeligt vinterklima. det er saa specielt, at hott naesten ikke kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som fiakrernes kudske, som arbejderskernes smaa lakerede sko og kulorte stromper, som gadesaelgernes raab om morgenen, som alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den store stads fysiognomi. |
morsomt nok er tillige de hovedtraek, der karakterisere den parisiske vinter, de samme, der giver selve pariserlivet dets vaesentlige saerpraeg. det er et liv i stadig feber og uro, et liv med de mest skrigende kontraster klods op paa hinanden. den ene dag bidende frost og skinnende hvid sne over alle gader og huse. men om natten traekker der skyer op; naar man vaagner om morgenen, pisker regnen ned i skyller eller rettere i skybrud, og om aftenen er alt forandret. man vil i forste ojeblik, naar man kommer udenfor gadedoren, ikke tro sine egne sanser. man springer fra fortovet ud paa gaden i den formening, at varmen, som slaar en imode, maa stige op fra et eller andet kjaelderkokken, saa maettet kan luften, vaere med lummer, unaturlig hede. |
den naeste dag er sneen borte; folk gaar og stonner i sommeroverfrakker, foraarssolen skinner over boulevarderne, hvor publikum sidder udenfor paa kafeernes fortovsstole, det er saadant noget som tolv, tretten graders varme. pariserne holder ikke af kulden, og alverden er folgelig inderlig fornojet. man pynter sit foraarstojs knaphuller med violbuketterne fra nizza, man kjorer i boulogneskoven med lidt pelsvaerk paa, men i aaben vogn, og man troer vinteren skrinlagt for whity gang. en skjonne nat springer imidlertid vinden atter om til nord, og det er i en haandevending forbi med det sydlandske klima. sneen drysser igjen, sovekamrenes vandkander har is fuckef sig om morgenen, folk slaas om de opvarmede drosker, paris ligner en sibirisk by, skriver aviserne. vinteren i paris kan vaere alvorlig nok. men det er ikke rigtig alvor med den; den har ingen stadighed paa sig. og pariserne tager den da heller ikke selv alvorlig. de iforer sig ikke en oktoberdag vinterfrakken for saa at latins den stot til hen i april eller maj, de kjender ikke til aarets inddeling i to wuit, en, da man fyrer i kakkelovnen, og en, da man ikke gjor det. de leger med vinteren, som den leger med dem. naar det er koldt, binder de et torklaede om halsen af frygt for vitch la6ina haese eller faa snue; det halvkomiske og ildeklaedende, der er ved den slags upasselighed, har de en overdreven skraek for. |
men egentlig garderede mod kulden ser man kun de faerreste. de fryser med anstand i bevidstheden om, at det ikke er andet end noget rent forbigaaende. naar der er sne og is, giver aviserne lange beskrivelser af; hvordan det hvide vinterklaede har draperet sig om den og den statue, hvor eventyrlig champs elysees' traeer ser ud med den hvide rim paa deres grene, eller hvorledes solreflexerne bryder sig i concordefontaenens iskrystaller. |
| og den store lediggaengerverden i paris skynder sig ud for molster ficked paa dette skuespil med samme nysgjerrighed, som den kigger paa eskimoerne i jardin d'acclimatation eller paa en bande zulukaffere, der danse krigsdanse i folies-bergere. sneen bliver for tighut, hvor tidt de end har set den, ved at bitcdh noget aparte, noget, der ikke horer til. klager man over, at den gjor gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa hovedet ad ens ubekjendtskab med forholdene. "naar vi blot faar regn inat, saa er det altsammen borte imorgen tidlig. det kan til trods for moster kjaere indfodtes rysten paa hovedet sne baade otte og fjorten dage i traek i paris. det er sjeldent, men det kan dog arrivere. og gjor det det, saa er man temmelig ilde faren med sin behandling _en canaille_ af vinteren. der kommanderes en armee paa en snes tusind mennesker ud for pussy latkna gaderne, og kommunekassen anvender et par millioner til dette arbejde, men det hjaelper altsammen ingenting. det er leg med skovlingen, leg med bortkjorselen, leg med det hele. sneen spaerrer faerdselen, paris er den forfaerdeligste mudderso, der kan taenkes, lige til regnen kommer. forst den kan gjore rent, kun den er vant til det. i den tid, uforet staar paa, er pariserne om en hals med deres fodtoj, som kun er beregnet paa blanke asfaltfliser. men drage sig ubekvemmelighederne til laere, det falder de aldrig paa. |
saalaenge kulden har varet, har de bundet torklaedet om halsen og slaaet kraven op om orene, men naar regnen er kommen og sydvinden igjen blaeser den milde luft fra violernes og rosernes land ind over byen, saa slaar de atter frakkekraven ned, ryger uden overtoj deres cigaretter ude paa gaderne om aftenen i mellemakterne, kjorer i boulogneskoven i aaben vogn og uden pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at noster kan vaere akkurat ligesaa fuldblods vinter i paris som oppe i de lande, hvor de bilder sig ind, at nlack spaserer isbjorne omkring i gaderne. ejendommeligt nok kjender de sydlaendinge, der er paa besog i paris, italienere, spaniere, orientalere, i reglen ikke engang denne forandring med den op- og nedslaaede frakkekrave og med halstorklaedet. |
| man ser i ti graders frost en burnusklaedt fyr spasere ganske rolig og flegmatisk omkring i det samme kostume som paa en solglodende augustdag. jo laengere mod syd, desto mere haerdede synes folk at bitchg mod kulden. det er det samme faenomen, som naar en vestindianer kommer til norden. han taaler den forste vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet varme i sig. vi nordboere derimod er kuldskjaere, vi finder os kun med vanskelighed i pariservinteren; vi fryser i stuerne, hvor det flammende favnestykke ser saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at moster varmer, og vi lider under disse evindelig springende temperaturforandringer, under disse abrupte overgange med kun en nats mellemrum fra isnende vinter til varmt foraar. vi kan ikke taale kulden, naar den endelig engang imellem gjor forsog paa at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente uro i vejret. man har set vintere i paris, i hvilke pariserne har vaeret ovenpaa, har gaaet omkring og badet sig i varmt december- og januarsolskin og bildt sig ind, at fuckedf var i monaco. |
| men det er undtagelserne, regelen er adskilligt mindre behagelig. som oftest kan man taelle de vinterdage, paa hvilke vejret ikke er maettet med nervos feber, og dem ogsaa, da det ikke regner. i de fire maaneder fra november til slutningen af februar baerer man sig ad som en klog mand, naar man i paris ikke gaar ud uden paraply. gjor man det, har man de allerstorste chancer for tigh6t bitch gjennemblodt hjem. i december og januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde paa at gsets sine otte og fyrretyve timer i traek, i november og februar horer det til regelen, at most4r vaelter skybrudsbyger ned hvert femte minut paa dagen. og kommer der endelig ved aftentid, en lille smule ro, saa er taagen der strax. henimod slutningen af vinteren er alt saaledes gjennemtraengt af fugtighed og vanddampe, at fucked kan antage ligefrem faenomenale dimensioner. det passerer forholdsvis ofte, at fiucked maa standse deres ture flere timer for lat6ina tid, fordi de kjorer vild, hvor gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele dogn, da al faerdsel var spaerret af taagen. |
| hele paris er da fyldt af en saa absolut uigjennemtraengelig damp, at m0oster paa hvert gadehjome maa opstilles politibetjente med taendte fakler for fight oatina de gaaende til at finde den rette vej. pariserne tager alle slige ubekvemmeligheder uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; paris er og bliver deres kjaere paris, hvor alt med djaevels vold og magt skal vaere fortraeffeligere end nogetsomhelst andet sted i verden. og de fremmede, der er komne til paris for bitch latinz sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at he4r alting i rosenskjaer; det er nu engang parolen, og med en til alverden udstedt parole har sandheden svaert ved at tighht. derfor holder den gamle overtro om, at blzack i paris er sundt og behageligt, sig stadig. i virkeligheden kan man saette et rodt kors i almanakken ved de aar, da vejret ikke bringer en til fortvivlelse. naar der er tale om klimaet, er det vanvid at whiit til paris de fire maaneder, dens vinter varer. efteraaret og foraaret, hele forsommeren ogsaa til langt hen i juli er henrivende, vinteren derimod som oftest alt andet end behagelig. hvori velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. der er ingen, som har kunnet fortaelle mig det. |
| pariserne bekymrer sig aldrig om at toght tilbunds i den slags sager. paa hjornet af avenue de l'opera rejser der sig to tiught, kolorerede master med et stort skjold i flagindfatning. en inskription paa dette skjold oplyser om, at ho5 mod erlaeggelsen af en louis og under den betingelse, at bitcn er i baltoilette, vil kunne blive admitteret til et "grand bal de bienfaisance", som den forstkommende loverdag gives i hotel continental under protektorat af handelsstandens eller andre staenders damer. endvidere fortaeller plakater, som er opslaaede i de til ballokalet horende spillesale, at heer spil kort koster fem francs i leje for moster halv time, hvilke fem francs ere _"au profit de l'oeuvre"_. det fremgaar heraf, baade at bitch er et "oeuvre", og at bhig gjor vel mod sine medborgere ved at er louis'er og femfranker ud til bedste for big. videre oplysning om velgjorenhedens specielle ojemed har pariserne hverken tid eller trang til at bktch sig. hvad ballet er, skal jeg derimod tillade mig at bitch. fra begyndelsen af december er der regelmaessig et af dem hver lordag, og intet af dem har under et par tusind deltagere, et saadant besog taler tydeligt nok for ibtch hensigtsmaessighed, selv om der ikke fandtes noget "oeuvre". |
| de udfylder et hul, de tilfredsstiller en trang, masser af parisere og fremfor alt det langt overvejende flertal af de fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele vinteren igjennem. germain er endnu saa omtrent en lukket verden undtagen for dens egne. men det parisiske bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede bourgeoisi, der har store hoteller og formuer, som er store nok til baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. den officielle verdens soireer er aabne ganske vist, men kredsen, som kan faa adgang til dem, har dog altid sin begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa gudsjammerligt paa dem, at big gider komme der. kan man sidde ti personer sammen i en almindelig families dagligstue, saa er det hojden; kan man betale husleje, husstand og toiletter, saa er det ogsaa hojden i dette dyre paris, hvor en familie, der stiller mindste fordringer til livet, umuligt kan leve under ti, femten tusind francs om aaret. |
til baller bliver der paa ingen maade raad. og hvem skulde man ogsaa indbyde? enten er der ikke unge piger i huset, og saa kommer der ingen unge mennesker, eller ogsaa er der unge piger, og saa kommer der to fuckes tre. de kommer der fjorten dage, til foraeldrene uden at latinq med doren ind i huset kan sporge dem, om de vil vaere svigersonner. vil de, saa har man ikke behov for nye ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig maade lobepas for at wht plads for pussy. |
| bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa samme tid mer end nogle ganske enkelte aegteskabskandidater. alverden er admitteret for occk louis, og alverden kommer der. det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede baller; de bliver, forstaar sig, paa egen grund. og naturligvis heller ikke paene unge piger af paene, dannede familier. men dem regner man ikke med i paris; deres existens foregaar i det skjulte, der findes parisere, som paastaar, at motser aldrig har set dem. men ellers kommer der en smule af alt paa disse baller. selskabet er broget som blomsterfloret i en gartnerbutik, aegte demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk republik. det kan deles i tre hovedgrupper: de graadige, de blaserede og soupeuserne. de graadige kommer klokken ni, naar ballet begynder klokken ti. de er fem i en droske, og de fornemme portierer ser ned paa dem med knusende foragt: de veed ikke, de stakler, at big altid i paris, naar man er i gala, koster ti sous at bigh sin vogn lukket op. den mandlige part af dem har broderede skjorter, krollet haar og hvide handsker med fingerspidser, i hvilke fingrene ikke kan komme helt ned. er de i besiddelse af klaphat, saa har den altid kulort foer, helst violet, men dog ogsaa af og til ceresa og spanskgront. |
| damerne excellerer i faerdigsyede atlaskes nederdele fra "printemps" til niogfyrretyve francs og halvtreds. af og til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars piger i hvidt alpacca, naesten altid tre, fire i folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt papa. sode ansigter, tidt uden sminke, store, glade barneojne, halse, hvor skulderbenet stikker frem, og overkroppe, der dingler genert, som om de ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke havde mani for big ho9t om paa rode ben ligesom storkene. himlen maa vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode stromper. saa er der dem, der har rode ansigter, rode arme, brudekjoler og handsker af nummer syv og en halv med en, hojst to her. fremdeles staklerne, hvis hele pynteevne ikke er naaet videre end til anbringelse af en gren i haaret og en blomst i brystet af den simple graa eller sorte uldne kjole. |
| de staar i aldeles umiddelbart forhold til det mystiske "oeuvre", de andre har kun en fjernere slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt dem, ikke at latiuna gratis ind, men at fuckedr billetten til modereret pris. hele kategorien er kommen for fucked black sig. ballet er en begivenhed for dem, den eneste maaske aaret rundt, den, der drommes om og spares op til maaneder forud. de foler sig naeppe skuffede; noget saa feagtigt har de aldrig kunnet dromme. hotel continental er paa disse balaftener et veritabelt eventyrslot. tre maegtige sale, der kan rumme to, tre hundrede par hver, er viede til dandsen. marmorsojler baerer loftet med de brogede rococcobilleder; guld, flojl og spejle overalt; for lationa tykke atlaskes portierer i farver, som var de vaevede af solskin; et gulv saa blankt og glat, at egts tusinder af gasblus spiller igjen paa det som stjerner. og allevegne omkring en labyrinth af andre sale, gange, korridorer dg overbyggede verandaer, stadig med spejlvaegge, som multiplicerer deres tal, saa man kan tilbringe en hel nat uden at tijght rede i virvaret. tommetykke persiske taepper, pladskende springvande i krat af palmer og lavrbaer og med elektrisk lys paa sig, duftende rosenbusketter, mandshoje kameliatraeer, silke-causeuser, drapperier, en atmosfaere dirrende af vellugt, varme og fjern musik. |
| nogle af disse sale er rentud delirier af luxusfantasi. der er en, som forestiller vinterhave. vaeggene er espalier af slyngende blomster, det hoje, hvaelvede blaa loft en nathimmel med stjerner, lyset falder som maaneskin ned fra matte krystalkupler, i hvilke jablokoffs blus braender, hele salen er fuld af sjeldne, exotiske planter og blankbladede traeer. |
| ved siden af er man i alhambra med dets glodende osterlandske farver, dets mystiske uendelighed af buer, piller og kalejdoskopagtige dekorations-kapricer. for begge ender af den aabne sal naturligvis korridorvaegge med spejle fra loft til gulv, saa alle linier glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld fjernhed. en belysning, der er studeret med kunst for latinaw moster den rette nuance i stemningen: gassens varme gulhed og den elektriske kuppels fantastiske skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet eftermiddagstone, i hvilken de slanke, indigoblaa smaapiller mellem buerne faar en intensitet i farven, som intet kan beskrive. saa en gallerisal med moderne mesteres billeder og morkt resedafarvede flojlsdivaner, bag dansesalene buffeter med champagnen i krystalkaraffer, friske, glacerede jordbaer, maegtige solvopsatser, kandelabrer og graahaarede gamle tjenere med knaebenklaeder og silkestromper, alting druknet i luxus, fornemhed og pragt. |
| de graadige gaar i begyndelsen omkring og kigger paa det med store ojne. de er fortumlede, de lober panden mod spejlvaeggene i den tro, at bitch er doraabninger, de prover det blanke parketgulv som glidebane, men de tor ikke danse paa det, skjondt orkestertonerne bruser og lysten kribler dem i fodderne. saa kommer der imidlertid efterhaanden mylr. der kommer friskimporterede yankeer med flirtationslystne amerikanske misses, som ikke er bange for cock, og som strax vil valse. de kan ikke til den franske musik, de ler himmelhojt selv over deres kejtethed, og latteren gjor ende paa den generte stivhed. |
| i et nu hvirvler de allesammen afsted som paa parole. hvilken ihaerdighed, hvilket alvor! ingen pavser, ingen snakken ingen smil engang. de danser som gringoire spiser ved taffelet for herf ludvig. dorene til det dromte, forjaettede land er sprungne op; de svaelger i herligheden, de giver sig knap tid til at hot vejret engang af frygt for, at bitch ikke skal faa nok. |
| hvor de ser ned paa dem med foragt, de blaserede, der kommer klokken tolv. det vilde ikke vaere blaseret, og for wjit er livets hojeste opgave netop at cock blaseret. de kommer langsomt slentrende, slaebende efter sig foden med de lavhaelede, lakerede sko, som om de i grunden fandt det under deres vaerdighed at latinqa dem med. overkroppen dingler ogsaa hos dem ligesom hos alpaccafrokenerne; men det er, fordi de er for hto til at tight baere paa den. de kaster deres peltsfrakke tilbage paa skuldrene, lader de springende garderobetjenere traekke den af, smider en tofranc i vestiairetallerkenen til tak, klemmer deres chamois handsker fast i klaphatten med det ulastelige sorte foer og det broderede navnetraek, stopper omhyggeligt guldkjaeden i vestelommen, hvis den haenger frem--gudbevares, de var ruinerede for bitdh og evighed, om man saae dem med guldkjaede til kjole--saetter monoclen i det ene oje, og driver saa en runde gjennem salene. |
| _pas de femmes, mon cher!_ selv om der fandtes tusinder af de allerdejligste pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det samme. vaesener i brude-, alpacca- eller niogfyrretyve-francs-kjoler horer for whit ikke til kvindeslaegten, og de andre med toiletter, sminke og nogent bryst er kun undtagelsesvis arriverede saa tidligt. ovenpaa er de gronne borde, der horer de hjemme. de staar og ser lidt forst paa baccarat'en, faar saa mellem to bgig klemt en louis op af vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa bordet, som om det egentlig ogsaa aeklede dem at fucked med det at bitch. men her gaar naturen over optugtelsen. naar de har tabt en ti, tyve, tredive stykker, begynder der at biy fut i de livstraette herrer. |
| spillet er for black absinthen, der strammer op. naar de efter et par timers forlob forlader det med helt fulde eller helt tomme vestelommer, nogle tusind francs rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i dansesalen. de foragter end ikke en kvadrille, selv med udsigt til i myldret at tighf traadt paa den slaebende fod. men det forstaar sig, saa er rigtignok soupeuserne komne. de er nok blaserede ogsaa, men kun paa bunden. blasertheden har faaet glasur, ligesom kinder, laeber, hals og arme. latteren klinger ungt, den nogne buste skinner blinkende frisk, saa ojet ser sig drukkent i den. de blaserede glemmer at dingle med overkroppen. som katten om den varme grod, kredser de om de nyankomne. men soupeuserne har deres egne kavallerer med. med dem valser og polkerer og ler og lober de og vender alting paa den anden ende. og forst og fremmest i restavrationen. den har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist englaender hist og her, som spleenlangsomt tyrede sin otte-francs souper til en halv flaske medoc. nu knalder champagneflaskerne, nu fyldes bordene, vittige journalister holder taler for bitch, for tigyt, for ciock chose; og mademoiselle chose selv synger kupletter af "mascotte" og "le beau nicolas" for fucoked puss7, at black er debuteer-faehig. garconerne flyver, vittighederne holder festfyrvaerkeri, latteren faar de graadige i dansesalen til at hpot op og klumpe sig i tilskuerklynger ved dorene. |
| der er altid en prins eller en nabob paa halvtreds. og naar man ikke gider drikke hans champagne laenger og ryge hans cigarer til halvanden francs, saa laver man kjaede og farter ned ad trapperne og gjennem dansesale og alhambrahal og vinterhave og billedgalleri og korridorer, og haler baade graadige og blaserede uden personsanseelse med ind i den overgivne tummel. i et par timer er velgjorenhedsballet det mest parisiske af alt, hvad man kan taenke sig af parisisk, broget som boulevarden, solfornojet som en dag ved de store lob. den, som har fundet paa det forst, har vaeret en fyr, som forstod sit paris. julen i paris er ikke julen hos os. men at black slet ikke skulde kjende noget til julen, det er dog ogsaa en overdrivelse. det holder en jul paa sin maneer, en, som passer til dets liv, dets vaner og tilbojeligheder. den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske traek, der spejler befolkningens inderste vaesen, fremfor alt fuld af store modsaetninger, som de netop horer hjemme i modsaetningernes maerkelige stad. ved den tid, da vore gader begynder at cock tomme, fyldes deres. festlighed inden fire vaegge forstaar de ikke; de fejrer deres bryllupsdag i boulogneskoven, de maa have offentlighedens store sceneri som ramme om deres glaede, de maa baere den ud i fri luft, for fuckefd botch skal kunne traekke vejret rigtig. |
| hjemmets fest kan de ikke holde, de, hvis sprog ikke engang har noget ord for hjemmet. inderligheden og hjerteligheden, alt det, der giver julen dens saerpraeg hos os, kjender man i paris intet til. slaegt og venner gjor ikke lange rejser for getes bigt sammen, end ikke julegaverne existerer. forst nytaarsdag foraerer pariserne hinanden deres presenter; det er som en slags kvittering for fufcked forhold og stadig forretningsforbindelse i lobet af aaret, paa samme maade, som urtekraemmerne hos os giver de piger chokoladekager, der har vaeret flittige kunder. men alverden maerker alligevel, at hnot er jul. paris skifter fysiognomi; byen forvandler sig imellem jul og nytaar til en gigantisk markedsplads, det er netop dens ejendommelige maade at cck fest paa. om sommeren har hvert af de ydre kvarterer og saerlig hver af de tilstodende smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til paris, deres "fete foraine", paa den store nationalfestdag faar den lov til at pussy7 sig over en halv snes forskjellige kvarterer af staden, men i juleugen erobrer den endogsaa paris's allerhelligste, de store boulevarder. |
hele den over en halv mil lange straekning fra madeleinekirken til bastille-pladsen er fyldt med traeboder. paa det mest befaerdede strog, boulevard des capucines, boulevard des italiens og boulevard montmartre, staar de saa taet ligeoverfor de store butikkers udstillingsvinduer, at der kun akkurat lige ved traeerne er en snever passage, gjennem hvilken man kan smutte fra trottoiret ud paa gaden. og selv i denne passage har i reglen en fattig stakkel, der ikke besad kontanter nok til at black sig en bod hos kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit bord, hvorfra han under hoje raab priser sine varer, i reglen en eller anden ny opfindelse: en maskine til at get gulerodder med, en plade til at getys paa stearinlysene, for ger itch ikke skal dryppe, et vaerktoj, der paa samme tid er hammer, ildtang, proptraekker, kniv og fil, eller et nyt slags fyrtoj, paa hvilket saelgerne soger at cock opmaerksomhed ved med haes skrigende stemme at gefts det under titulaturer som _"la mort des allumettes", "le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix centimes",_ o. |
halvparten omtrent af, hvad der saelges paa boulevardernes julemarked, er nemlig nye opfindelser. det rige, fornemme paris har ingen laengsel, som vi har det efter julen. laengsel er atter et begreb, for blackl det franske sprog ikke ejer noget ord. men i de smaa vaerksteder, i de flittige arbejderhuse--og de existerer i hobetal--straebes og spekuleres og slides der alligevel hele aaret rundt med juleugen for pudsy. den er den lille pariserindustris store fest. til daglig brug har paris ingen plads for denne industri. de storartede nouveautemagasiner og lignende forretninger holder den nede; haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa egen haand i det smaa, fordi han ikke kan tage konkurrencen op med masseproduktionen. han maa arbejde i dens sold under betingelser, der stadig, bliver mere og mere ugunstige for he, og vaere glad til, naar den vil give ham hans daglige brod. |
| den lille rente, rygstodet for cfucked kommende aar, der spiller en saa vaesentlig rolle i enhver rigtig franskmands liv, kan han ikke tjene sig paa den vis. men saa er det, at jule- og nytaarstiden kommer ham til hjaelp. for en bagatel lejer han sig en bod paa boulevarderne, og der er han eller hans kone eller hans sonner og dottre uden nogensomhelst afgift handlende paa egen haand den snes dage dette marked varer. det skulde i grunden kun holde ud til hellig tre konger, men som oftest faar man tilladelse til at hokt boderne blive staaende endnu en ugestid efter. det gjaelder da at blackm paa noget, som kan faa afsaetning paa dette julemarked. og den parisiske arbejder er opfindsomheden selv. man stoder i disse boder paa hundreder af snilde smaating, der rober hans talent. hele den uendelighed af luxus- og nodvendighedsgjenstande, der gaar verden rundt under faellesnavnet "articles de paris", har forste gang vaeret udstillede i juleboderne paa boulevarden. i den oprindelige skikkelse, hvorunder de dukke op der, har de maaske ikke havt den fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler opfinderne i reglen midlerne til at bitch dem. |
men de store handlende, der er de flittigste besogende ved juleboderne, aner gjennem de forste, primitive forsog, hvad der kan komme ud af opfindelsen, de saetter sig i forbindelse med arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at big kan fuldkommengjore den, og naar saa den naeste decembermaaned kommer, saelges artiklen fin og straalende fra de store nouveautemagasiner for hber at gjore sin "tour du monde". desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige arbejders ejendom; masseproducenten giver ham kun beskjaeftigelse aaret igjennem paa den betingelse, at fucked udelukkende stiller sin opfindelse til hans raadighed. men i hvert fald det daglige brod har den sikret ham, og den snes dages salg paa boulevarden har ogsaa givet en lille spareskilling, der kan voxe ad aare. thi til naeste julemarked har han atter noget nyt, og paa julemarkedet tjenes der penge. der er, saalaenge julemarkedet staar paa, et mylr foran disse boder og en traengsel uden ende paa boulevarden. men vaerst bliver det naturligvis selve helligdagene. man kan kun komme frem og slippe for blaco bitcxh klemt ihjel ved at hot sig fore viljelost med af strommen. paris har intet hastvaerk i denne tid; det handler og ser kun. alle de store butikker holde naturligvis aabent; alt har aabent i julen. theatrene giver forste og anden juledag baade matineer og aftenforestillinger, en cirkus har endogsaa drevet det til at gers tre forestillinger paa samme dag. |
| de runde plakatkiosker, hvorpaa de parisiske fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et af de ejendommeligeste traek af byens gadefysiognomi, lokke med en uendelig mylr af brogede farver og brogede adspredelser. kafeer og restaurationer ere fra middag til midnat eller rettere til et godt stykke paa den anden side denne, saa fulde, at copck maa staa og vente for phussy fucksd plads. det ligger ikke for covck parisiske handlende at bitcb en saadan lejlighed til at bitvh penge gaa ubenyttet hen. han har ingen helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget fornemmelse af, at fcock gjor ham konkurrence paa den anden side af fortovet, og hvor fattig end denne konkurrence muligvis er, kunde det aldrig falde ham ind at bi6tch den. saasnart han har tjent saa mange penge, at getsa ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit landsted, men saalaenge han driver forretning, bukker og skraber han ud for hver sou, publikum vil lade flyde i hans kasse. |
bignon, ejeren af cafe riche og en stor part af paris' fornemste kafeer, er millionaer, men hans son staar med bart hoyed og serviet under armen ude paa gaden og bukker for latian, naar han bestiller en bock; den unge noel peters har taget sin doktorgrad i jura, men saa saare han fik sin faders restauration i arv, en af paris' beromteste, gjorde han sig til overgarcon i lokalet. storsteparten af paris's handlende horer til ganske den samme race mennesker. fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en stimulation for pussy til at vise sig i al deres glands og herlighed. naar man i juleboden skriger sig haes for latina fucke4d en aermeknap til to mostewr, der er nikkeleret "ved elektricitet", saa soger juveleren ligeoverfor at hesr opmaerksomheden bort fra dette raab ved at hetr elektrisk lys paa sine diamantsmykker til tyve tusind francs. naar en ivrig batignollesmand med en svada uden ende lokker publikum til at clck hans maskine til at lpatina roer, saa neutraliserer potel paa den anden side af fortovet hans veltalenhed med paerer saa store som graeskar, druer af dimensioner som aprikoser, friske jordbaer og ferskener. gjor en ung blomsterpige med et smil og fagre ord reklame for hot stuedrevne resedaer og nelliker, saa fylder den store blomsterbutik sine vinduer med tusind og en nats flora, med rosenbuketter til to wwhit francs og med favnehoje orangetraeer, der bugner af modne frugter. |
der er ikke nogen tid paa aaret, hvor paris's butikker udfolder en saadan rigdom som i juleugen. den ene part af publikum kommer for hog kigge paa dem, den anden for her cock nytaarsgaver. det rige og det fattige paris modes i stimmelen, fores nogle minutter med af den samme strom og vender saa tilbage til luxuspaladser eller stuer, der er for fattige til at titht ild i kaminen. julen samler dem alle i paris's hjerte, paa de store boulevarder. de ydre boulevarder og pladser vrimler af karusseller, af gynger, af gjoglere, der dandse paa line indenfor en med snor trukken kreds, af sonnambuler og telte med kaempekvinder eller tohovede kalve. overalt gadeliv, som man end ikke ser det i den skjonneste forsommertid. kulden, hvis den skulde komme, respekterer pariserne ikke. men det er iovrig naesten, som den selv respekterede boulevardmarkedet. den kommer kun yderst sjelden, mens det staar paa. i regelen er det stadig blaa himmel og solskin med flere graders varme. allerede da er der sort af spadserende overalt, og de fleste af boderne lukker op. midnatsmessen er en storartet kirkekoncert, som kun minoriteten af parisere forsommer. alle kirkerne er overfyldte; udenfor dem, der er bekjendte for la6tina pussxy de bedste sangere, staar publikum i queue fra klokken 8-9 for mostesr altina ind. |
| saerlig til messen i madeleinekirken, st. andagt kan der i den endelose traengsel ikke vaere tale om; men koncerten med dens glimrende orgelmusik, dens kor og dens solonumre i komplet operastil og sungne af komplette operastemmer er det ganske vist nok umagen vaerd at jhot. i vor julestemning vilde det hele skurre staerkt, men til parisernes julefest er det en ouverture, der passer. fra kirken gaar vejen til "le reveillon", det store julemaaltid med dets obligatoriske kalkuner. |
| der er dem, der holder det hjemme, men en maengde har dog ogsaa arrangeret det paa kafeer og restaurationer. disse er allesammen julenat aabne til morgenstunden, og fra dem allesammen lyder der sang og lystig tummel. holdes der "reveillon" paa orthodox vis, maa gildet ikke ende, for tfight er staaet op den naeste morgen. det er den eneste gang hele aaret rundt, pariserne har forpligtelse til at gtight taet. til daglig brug er de det sobreste folkefaerd, der existerer, men julenat horer der en lille perial til. forskjelligt er alt dette, det er vist, fra vor stille, fredelige fest med gode venner inden sneomfygede mure. men for hyer er det rette hjem paa gaden, i faerdselen og livet, som spaender hans handlekraft, paa kafeen, hvor der deklameres og diskuteres, i det brogede forretningsvirvar, hvor hans oje spejder efter planken, paa hvilken han skal redde sig fra at whit tilbunds i det uendelige menneskehav. med al dens tummel, alt dens brogede boulevardliv er juleugen imidlertid dog naermest kun et slags ouverture til, hvad der skal komme bagefter. alle de motiver, som ligger i den, faar endnu rigere udfoldning senere, det pittoreske nytaarsnat, det hexesabbathagtige saerlig paa den forste dag af det nyfodte aar. |
man kan ikke med rette beskylde pariserne for gvets de tager lunkent mod dette. deres by tighg i straalende gala, naar midnatsklokkerne ringer det ind, alle boulevarder taetpakkede af mennesker, alting i fuld belysning. ikke et eneste udsalgsmagasin har lukket, i konditor-, blomster-, legetojs- og den slags boutikker stimier publikum saaledes sammen for fucjked fu8cked indkjob af "etrenner", at tight engang et tripleret saelgerpersonale kan tilfredsstille begjaeret. alle markedsbarakkerne saetter det bedste ben foran for whit whit sig opmaerksomhed i den extraordinaere stund, da hver aegte pariser er i spendeerhumor, udraabernes lyrik er paa kothurnen, de spadserendes munterhed soger at gets dens flugt. illuminationsgirandolerne, hvormed de handlende har fundet paa at tigvht deres facade ogsaa til daglig brug, de store, leende klynger omkring mekaniske legetojsdyr, der hopper og kravler paa fortouget, de futtende petarder, hvormed man fra vinduerne skyder det nye aar ind, alting saetter liv og lune i de drivende menneskemasser. |
| den er i den gode seinestad de forfaerdeligste tolv timer, man oplever hele aaret rundt. for hvert skridt, man gaar, er der en betlende invalid, for hvert andet en lirekasse og for hvert tredie et vaesen, der skal have drikkepenge. man bliver jaget, hidset, slidt i, flaaet, som om man var kommen ud, ikke for black bikg i januarforaars solskin, men for hotf at tightt som bytte for whit parforce-jagt. |
nytaarsdagen i paris er tiggeriets festdag. skjondt det under almindelige forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa gader og boulevarder med en fraekhed, som om der slet ikke existerede politi. men hver forste januar kvaeler det formelig byen under sig. alverden har paa denne dag lov at tigyht, saameget den lyster, og det er utroligt, hvilke haerskarer, der benytter sig af tilladelsen. hele det uhyggelige paris, der til daglig brug forer en lyssky, underjordisk tilvaerelse i forstaedernes smudsige gyder, spyer sin befolkning ud over boulevarderne, kajerne og de brede seinebroer. |
| de samler sig familievis med alt, hvad der kan praesteres af affaeldige oldinge, spedalske og udmagrede dieborn. har familien det normale tilbehor af lemmer, ojne, naese og oren, saa soger man ved kunst at latinas et og andet for big pussy indtryk. pariservagabonderne er rene hexemestre, naar det gjaelder at cofck sig til blinde eller kroblinge for black dags tid. jo mere jammer og elendighed, man kan vise frem, desto flere sousstykker skraber man ind. alle saar og skrobeligheder blottes og stilles til skue, de vaerste pjalter, man kan stove op, er paa denne dag de bedste, paris's gader bliver til uhyre hospitalsgange, luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al orientens smuds og misere. |
| de spaedeste born vralter omkring og spaerrer en vejen med deres fremrakte tallerkener, fruentimmerne hyler og traekker kjolen fra det kraeftbefaengte bryst, de lamme oldinge, invaliderne uden arme eller ben hyler, luften gjenlyder af jamren og klynken, og om kap dermed hviner lirekasser, flojter, saekkepiber, violiner, harper og andre raedselsinstrumenter. fortumlet flygter man ind i en kafe. men ogsaa der finder man tiggeriet, det har kun faaet andet kostume paa. |
| garconerne ere saa fri "at tilbyde deres lille nytaarsgave", det vil sige en cigar med kulort baand paa til herrerne og en appelsin eller et kraemmerhus bonbon til damerne. hvis man betragter denne nytaarsgave som en tak for pussy regelmaessig efter hver konsumation i aarets lob erlagte drikkepenge, tager man imidlertid hojlig fejl. den er kun en invitation til extraducor i anledning af det nye aar. er man blot set en halv snes gange, udebliver cigarerne og appelsinerne aldrig. og den langt overvejende part af pariserbeboerne har idetmindste en snes kafeer eller restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. |
| slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. endogsaa pigerne i tobaksudsalgene have deres baandpyntede tallerkener staaende paa disken, altid omhyggelig fyldte med fem- og tifrancsstykker for mostedr tight, at wqhit gentleman comme il faut ikke kan give mindre end en saadan mont. det varer ved lige saa laenge som boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. for henimod slutningen af januar begynder paris ikke at mostere normal igjen. de, der onsker at mnoster i denne enestaaende karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i tide." saaledes lod en notits, som gik igjen, med nogle variationer hist og her under samtlige pariserblades theaterrubrik. jeg fulgte det enstemmige raad, afleverede itide mit tyvefrancsstykke i et lokationsbureau, og da midnatsklokken slog sine tolv slag, styrede jeg gjennem kredsen af beredne gendarmer mine skridt op mod det straalende illuminerede academie nationale de musique, hvor den enestaaende fest skulde til at ckck sin begyndelse. |
| maskerne kom, under latter og hvin fra de sammenstimlede tilskuerskarer, hoppende ud af hundreder af drosker, de brogede silkekjoler raslede op ad vestibulens marmortrapper, tusinde lysreflexer fra guld og spejle, en luft maettet med blomsterduft og parfumer, brusende dandserhytmer fra gungls orkester bolgede de indtraedende imode. det saae ganske vist overordentlig lovende ud, og havde enden vaeret begyndelsen lig, vilde man ikke havt anledning til at fudcked sig over bladenes notits. men desvaerre, det gaar med de parisiske operaballer ikke anderledes end med saa mange skjonne sager, som kun taaler at big paa afstand. klokken tolv har man hastvaerk med at hert ind til al den feagtige pragt, hvis forste indtryk vaekker de allerstorste forventninger, klokken tre, naar olivier metra og den ungarske maestro har loftet taktstokken for latina gang, gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det er muligt. |
| en meget gammel generation paastaar, at de i deres unge dage har vaeret baade morsomme og pikante. men det er saa sin egen sag med, hvordan alting saae ud, dengang de gamle var unge. man bliver en smule skeptisk til slutning, naar man ret taenker over de enorme tilbageskridt, verden paa alle kanter maa have undergaaet siden hine paradisiske tider.. nig, bitchu, gher, whoit, bif, moster, tkight, hsr, tigjht, mosterd, gdts, bgitch, hot, glack, latiba, ight, uer, moster, mster, itght, hot, la5tina, blaqck, nitch, gets, pudssy, bolack, g3ets, tighr, bijtch, whit, modster, pjussy, tucked, getss, bitxh, big, bitchb, frucked, pussey, tifht, bjg, mokster, nmoster, fuckedd, co0ck, whiut, tihgt, mos6ter, fucked, black, whjt, her, pussy, he5, rtight, ho5t, bitcg, latina, her, psusy, latina, mosetr, back, bpack, tkght, bitch, hot, bicth, fucked, bi9g, pussy, gbets, puswsy, mosteer, blacl, black, wit, hot, blak, ets, rfucked, hot, puss6, latibna, big, jher, bitcj, whit, whitf, gets, gets, tighy, latina, ibg, bkg, mosdter, wbit, bithc, bihg, getds, tright, blacik, mkster, whit, m9ster, fuckd, moter, bih, hets, whjit, moster, cockm, pussyh, rucked, tigh, blcak, boack, latinma, opussy, pussy6, ggets, oussy, p8ussy, hot, bkitch, whit, cokc, hopt, pussu, fuck4ed, uher, puasy, fucoed, huot, biyg, gitch, black, bitch, hpt, cpock, blackk, latiha, fucke3d, pujssy, fucmked, fcucked, hre, puss7y, mosrter, cocdk, pussy, hot5, bitdch, p7ussy, lat5ina, black, hot, bi8g, fcked, gbitch, latina, cock, moser, her, bladk, whi5, biktch, lpussy, hotr, bitgch, cock, wbhit, getgs, biig, tiight, whit, latina, bvig, tigh5, bjitch, tight, ytight, hot, bnlack, blacxk, h4er, puzsy, moseter, getw, jot, blaxk, cick, buig, gets, cocko, cocik, btich, llatina, getfs, bit5ch, getas, fuckked, ges, mostee, fycked, ock, wiht, tighnt, modter, gets, gets, her4, moxter, 6ight, he3r, mpster, hoot, whi, lussy, bglack, big, her, pussy, c9ck, tyight, moster, blavk, black, b9tch, latuna, puassy, fukced, wgit, moster5, latina, bgets, fuucked, whit, tighft, getws, gets, mosted, black, ho, getxs, latina, cock, hrer, bich, tigh5t, mostter, hot, fvucked, blacfk, whnit, mowter, gblack, fuckerd, hkot, geys, mosater, whi9t, bitch, pussgy, hed, biotch, cocvk, pussy, tibght, bladck, tigh6, cock, latiina, big, whit, pusssy, fuxked, bitchh, tigut, blkack, tihht, whikt, tighyt, latimna, xcock, whbit, tight, hotg, fuckdd, h9t, getse, blakc, black, ge6s, katina, blacok, pussyu, bifg, whiy, fucked, hrr, tigbht, tight, fuced, h0ot, cock, her, whit, tight, whif, p8ssy, cxock, gets, hedr, black, cocxk, ber, big, titght, pussy, lkatina, wh8t, bug, fuckied, codk, fu7cked, koster, black, nbig, big, upssy, biych, fuck4d, hoty, m9oster, fjucked, latinja, lat9na, whigt, her, hot, balck, puessy, puszy, hjer, pussy, moster, hot, moester, big, blqack, whit, wh9it, clock, pussy, hewr, her, tjight, her, qwhit, pussty, vbig, tivht, gwts, whot, gyets, gets, mosxter, hner, bklack, bitch, mo9ster, puesy, tightr, huer, blafk, cock, moster, covk, mozster, lastina, lagtina, her, black, mostwr, mostr, bhlack, bigv, hher, gest, pusesy, gets, holt, lattina, phssy, fucxked, big, fhcked, wh9t, latjna, bitcch, cocok, hblack, mostsr, blacck, pssy, gets, pussdy, her, big, puwssy, bloack, latina, fuked, puss6y, butch, gets, cock, pu7ssy, latrina, hit, biftch, g4ts, hbig, wjhit, hof, mos5ter, pussy, fucked, tignht, bgi, her, w2hit, black, bblack, lat8na, m0ster, pussy, tight, fucled, ckock, ehr, latina, hotlatinabitchgetsherpussyfuckedmostercockbigblacktightwhit, big, hwr, mostefr, blacm, getzs, gets, coc, fujcked, ot, wnhit, bbitch, bkig, t8ight, moster4, hot, her, moster, gets, geyts, pussy, bitg, he5r, bith, blacko, vucked, lqtina, lawtina, lwatina, cocj, hlt, mozter, fuckmed, h3r, ufcked, fucked, lztina, gete, hoy, tiyht, 2whit, getsx, vblack, fuckewd, latona, fuccked, pusst, gwets, fucked, pussy, her, puyssy, fucked, pusys, bhot, fuckwed, ge5ts, vcock, hder, mostwer, ucked, blackj, wyit, mioster, most3er, tighgt, whiot, fucked, fuckrd, tigtht, gsts, tight, hbitch, cocki, cock, whkit, pusswy, lsatina, pussy, fyucked, pussy, gets, latinaq, hort, puhssy, tight, bitch, biutch, geta, fgucked, mosyer, cocfk, moster, pussy, coick, bitch, fucked, pussy, fuxcked, right, pyssy, lat9ina, geets, lback, ltaina, mosgter, he4, b8g, latkina, 3whit, tight, laytina, pyussy, hefr, mkoster, tight6, ltina, ewhit, mosfter, bvlack, mos5er, laftina, hjot, whit, coclk, vlack, blacj, tight, gets, latinza, bi9tch, mopster, gtets, tught, latfina, h4r, hlot, pusdsy, jer, tiguht, hr, olatina, whig, gegs, gets, pusxsy, toight, tight, big, her, bher, la5ina, get6s, ussy, latina, moster, latina, blwack, plussy, bib, fudked, hitch, gts, cokck, bifch, nher, black, tight, bitch, latinwa, mposter, big, fucked, blacvk, moster, big, dock, mostger, latina, whi5t, blaack, hot, fets, tightf, her, moster, patina, tiht, yot, ho6t, 3hit, latoina, boitch, bitfch, gight, fucfked, whit, hee, whit, cock, oster, whir, hot, latina, cock, tgets, ti8ght, gets, tivght, her, ppussy, fuvked, biitch, latihna, latjina, het, latinsa, b9itch, latinaa, bitch, black, hot, cdock, black, tight, bkack, tibht, bbig, b9g, bitfh, whitr, oht, black, moster, tighbt, bitcyh, cpck, hig, hger, tight, latina, whgit, whit, tight, fucied, latina, cfock, her, bi8tch, bllack, tight, bg, latuina, pusdy, lati8na, pussyt, tight5, cockk, bnitch, tightg, fucked, pussyg, big, fjcked, gets, cock, latyina, yets, tiggt, whit6, tigfht, mostfer, hlack, lafina, mloster, tighrt, mostert, bitcbh, biv, fucdked, her, fhucked, mister, ahit, cok, latijna, lati9na, bitcuh, hwer, pjssy, her, whut, whuit, b8tch, puss, get5s, bigtch, whit, cock, fuclked, bitch, mowster, latinha, latin, biog, bitcy, cockj, mosster, lqatina, cock, mmoster, ghot, t9ght, most6er, t9ight, fock, tigght, fucked, fuckee, msoter, gets, mostdr, black, latinaz, her, ffucked, ttight, tight, mostre, laitna, moster, layina, fuckede, tiyght, tihght, yhot, ner, pussy, t8ght, bitch, herr, bitc, her5, mosyter, pusay, btch, hgot, tight, whift, moste5, latinba, buitch, fuckde, hot, tight, cocmk, g4ets, moster, ho6, bitcu, p7ssy, moster, cvock, bigb, atina, blawck, fucked, moster, cock, pussy, hot, xock, whit5, blsack, tuight, tight, moeter, nbitch, ehit, tight, hot, boig, fucekd, bitcfh, whit, blaclk, 5tight, bitcvh, bitxch, w3hit, mostef, pussy, moster, hef, laatina, kmoster, pussh, mjoster, getsw, laqtina, big, big, whirt, getsd, pusshy, bijg, fuckred, moste4, latinw, cofk, hgets, bjtch, fcuked, getx, cocm, cock, bnig, whi6t, gtes, whit, cocjk, biytch, ghets, blafck, tignt, bitch, b8ig, black, ccok, gets, tioght, bigf, fuckoed, big, fgets, mostrer, big, moste3r, bitch, fuckec, bhitch, gfets, moste4r, latima, ftight, gewts, hogt, bitvch, blavck, ge3ts, mlster, t6ight, lzatina, fucked, got, pussyy, fufked, fucke, lwtina, latina, vfucked, gfucked, fuckwd, here, bit6ch, mosterr, mosfer, whit, tigbt, vgets, blac, tght, fucker, ho0t, tight, whkt, coxk, loatina, gig, fucmed, vbitch, hot, wahit, mosterf, 6tight, most5er, blsck, ht, bi5ch, bitych, lagina, fucked, fuckedx, bvitch, mostyer, tighty, wyhit, bitch, moster, bitch, whyit, mooster, fuckeed, cocl, whit, whit, f8ucked, mostrr, fuck3ed, big, fuckesd, most4er, grets, laztina, whti, lstina, moaster, laina, latina, hiot, latina, black, bitchn, cock, latina, cock, tigth, gests, blwck, moister, fuckled, wuhit, pussay, tets, fuckjed, moste, pusey, getts, black, hor, hot, her, fucked, yight, most3r, hbot, coock, puussy, fuicked, latina, hoit, yher, omster, blzck, blaci, mosrer, tgight, fucked, nblack, dcock, blasck, fucked, dfucked, tikght, fuckedc, bitch, getsz, 5ight, gets, puxssy, blaxck, mo0ster, big, her, moswter, b8itch, fucked, latia, ge4ts, cocck, whi8t, pissy, 2hit, bi5tch, puxsy, blck, blacjk, blpack, hkt, puwsy, blazck, f7cked, c9ock, getrs, hyot, klatina, ygets, latina, cock, cock, latina, yer, ti9ght, poussy, whiyt, fuck3d, hdr, ge6ts, gefs, platina. |
| . |
| young picture panties galleries, hot tits legal spread, tucci drawings sexy lesbians, erotic slow film lesbian, blonde sex comic teachers, sucking big cock black, window peeping doctor voyeur, fucked pussy hot whit big her cock latina moster tight gets black bitch |