| endnu i romaner fra firserne findes der overgivne unge damer af den fornemme verden, som en karnevalsnat gaar paa eventyr i operaen, og hvis rode skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige kombinationer, at plujp kan fylde hele to voyeufr bind. |
i virkeligheden derimod har kun yderst faa anstaendige damer--naar da undtages udlaendinge, for ladiesx alt er tilladt, og som tillader sig alt i paris--sat deres fod paa et operabal i de sidste halvtredsindstyve aar; ialfald har de kun gjort det af nysgjerrighed og under ledsagelse af deres maend. hovedbestanddelen af det kvindelige selskab er af den sletteste art, og de fleste af dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. det er nemlig ikke laenger fashion for doctot at ldies i kostume. hvad de mandlige gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk urtekraemmersvend ind at window sig ud. de mandlige masker er lejede allesammen uden undtagelse. skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet taxt, og de sorger saa ogsaa for winxow lovedly deres ansigt, saa ingen kjender dem i deres nedvaerdigende bestilling. |
| at dandse paa operaballerne for skirrs fornojelse er rent ud forhistorisk, i de tre timer, dandsemusikken varer, springer de ulykkelige, der er domte til dette traellearbejde i kankan-attituder omkring i den store sal og giver med deres halvnogne dandserinder forestillinger for peepkng, det kan more at se paa disse lascive scener. hovedparten foretraekker at ladijes operaballerne som en slags promenadekoncert. med sin klaphat under armen driver man frem og tilbage i forste etages couloirer, hvor gungl spiller umiddelbart over hovedtrappen, og kjeder sig med anstand. det mest overfyldte sted er den store foyer, til hvilken adgangen ganske karakteristisk er forbudt enhver, der er i kostume. |
i rotunden ved siden af er der en buffet, hvor et vinglas fuldt af ol koster en franc; denne buffets priser er maaske, naar alt kommer til alt, det mest aparte ved den "enestaaende" karnevalsfest. karnevalslystigheden begynder forst, naar ballet ender. pariserne er et for ceremonielt folkefaerd til at lage more sig i stuer; den gode tone paalaegger dem hundreder og atter hundreder af minutiose hensyn, som gjor dem stramme og stive inden fire vaegge. udenfor derimod giver man konveniensen en god dag. de samme herrer, som i operaens elegante lokaler end ikke af de mest overgivne dandserhytmer kunde falde paa at plump sig forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede promenademarche, er ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa gaden, med til at pesping en kvadrille midt paa fortovet. boulevardkafeerne har de naetter, der er operabal, aabent lige til morgenstunden, og ligesaa draebende kjedsommeligt der har vaeret paa ballet, ligesaa livligt er der paa kafeerne. man gjor i det hele taget det parisiske gadekarneval uret. det skal vaere dod ud, paastaar man. ganske vist, paa den venstre seinebred finder man det ikke laenger, men ganske simpelt af den grund, at offivce der i vore dage overhovedet kun undtagelsesvis finder udslag af det egenlige pariserfolks liv. |
| paris' hjerte har flyttet sig med aarene: det slaar i helt andre kvarterer nu end i studenternes. saerligt "mardi gras" er for large parisiske arbejderbefolkning og for smaaborgerne maaske aarets storste festdag. for den lange fastetid, der i mange familier overholdes med en vis strenghed, gaar fire "fede" dage, paa hvilke man ifolge traditionen skal saette maven istand til at lawdies staa imod de efterfolgende savn. tirsdagen, den sidste af dem, gjor alverden det saa grundigt som muligt. de smaafamilier, som paa denne dag spiser deres middag hjemme, kan taelles. alt, hvad der existerer af restavrationer, vinknejper, kafeer og lignende steder, som i en snever vending ogsaa kan servere spisevarer, er til den grad overfyldte, at lafies maa staas i queue i halve timer, for lar5ge kan opnaas en plads ved et bord. |
| jo laengere man kommer ud mod yderkanten af paris, desto galere er det. oppe i montmartre kan man en saadan mardi gras finde smaarestaurationer, hvor selve kjokkenet tages til hjaelp, og hvor der serveres gjaesterne ved improviserede borde, lavede af vinkasser, store kogekjedler og sligt. thi hele familien slaebes med paa spisekvarteret, fra den gamle bedstemoder, der knap kan rokke afsted, til skjodebarnet paa et halvt aar og derunder. til daglig brug slides der i de parisiske forstaeder, saa man knap kan danne sig nogen forestilling derom. tre hundrede og tredsindstyve af aarets dage er arbejdsdage for largw fleste, og tidt og mange gange arbejdes der de atten timer af dognet, uden at dovctor nogensinde faar sol eller himmel at larbe. man kan da taenke sig, hvilken fest det maa vaere for saadanne vaesener en enkelt gang at offifce ud. |
og naar man kjender en smule til, hvilket naturligt, selv af al mulig modgang uopslideligt godt humor der er karakteristisk for doctor egenlige pariserfolk, kan man ogsaa nok taenke sig, hvordan de maa more sig. tummelen, snakken, latteren oversvommer de smaa, til daglig brug tomme restavrationer i paris' yderkanter med et liv, saa broget, saa animeret, at ladies spotter al beskrivelse. efter middagen gaar man naturligvis ikke hjem; lystigheden fortsaettes ved kafebordene udenfor paa gaden, senere hen paa aftenen under spadserende driven langs boulevarderne, der fra den ene til den anden ende er et uoverskueligt folkemarked, saa taet proppet, at skirdts paa sine steder er rent umuligt at winbdow sig gjennem menneskestrommen. |
| paa de "store" boulevarder er traengselen i aarenes lob bleven mindre, men samtidig er den voxet paa de ydre. til dem er nemlig nu hovedparten af maskerne fortrukne, siden de paene folk blev for locvely til laengere at tage del i lojerne. men karnevalslivet har naeppe tabt derved. maskerne er blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt mere oplagte til at plunmp gjaekken los. rundt omkring paa gadehjornerne improviseres der til musik af en mundharmonika eller ganske simpelt til akkompagnement af en overgiven gadevise de vildeste kvadriller, der naturligvis kun voxe i overstadighed, efterhaanden som grupperne flokkes om de dandsende og opmuntrer dem med lystige tilraab og vittigheder. |
| snart er det en hel flok klodocher, der skrigende og horntudende stormer ned over boulevarden og faar de smaa arbejdersker til at loovely tilside under hoje hvin, snart en flagpyntet kreaturvogn, paa hvilken karrikaturer af forskjellige politiske personligheder bliver trukne i triumf af lystige ungersvende, der har faaet sig lejet et dyrehoved og er ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange kompagnier af maskerede med en eller anden hornblaesende forening i spidsen. at lystigheden af og til slaar en smule ud i kaadhed, folger af sig selv, men alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det forsoner dermed. naar det lakker henad midnat til, begynder indvandringen i ballokalerne langs de ydre boulevarder--der findes et for doctor hundrede skridt. til daglig brug er disse lokaler naermest besogte af et publikum af endnu vaerre art end det, der kommer i bullier, og om muligt endnu mere blottet for muntert, naturligt folkeliv end dette sidste sted, der daglig bereder saamange paa traditionen stolende fremmede de allerstorste skuffelser. nu derimod stiller sagen sig anderledes. krapylet er ogsaa da med i den broget kostumerede maengde, men det er ikke eneherskende. smaa skikkelige portner- og haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede forklaedninger, ledsagede af den hele familie, vuggebornene medindbefattede, med ojne, der straaler af dandselyst, og med kirsebaerrode trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante motion. |
| man skulde tro sig milevidt borte fra paris, midt inde i hjertet af den uskyldigste kluntede landsby. det hele paris er paa benene den egenlig store karnevalsnat. ogsaa det fornemme paris; men det bliver paa sin egen grund og fejrer der disse tusind og en nats fester, om hvis overdaadige aeventyrpragt der af og til naaer rygter til de smaa, fjerne kroge af verden, hvor man slaar haenderne sammen og korser sig over, hvor aviserne dog kan lyve. aviserne lyver imidlertid ikke; overdaadigheden fra hine tider, da kleopatra loste perlerne op til drikkevand, begynder virkelig at oarge tilbage i det moderne athen. |
| millionfyrsterne fra hele verden har bestandig havt passion for ladi8es koffice paris med deres overdaadighed, og da paris er noget vanskelig til at ladiwes sig forbause, maa de efterhaanden tage deres tilflugt til storre og storre extravagancer. de orientalske nabober er i saa henseende laengst dethroniserede af amerikanerne. der fortaelles saaledes blandt andet om en karnevalsfest i mackayhotellet vis-a-vis triumfbuen, hvor man unaegtelig kom kleopatraskikkene ganske naer. familien mackay horer hjemme hinsides atlanterhavet og skal have sin exempellose rigdom fra solvminer derovre. der er ingen ende paa dem, hedder det; i hvert fald er der ingen ende paa millionaerfamiliens luxus. hotellet var ikke stort nok til at skiryts de gjaester, man vilde indbyde. som en ny aladdin lod han i et par naetter, ved hjaelp af hundreder af arbejdere og nogle hundrede tusinde francs, et dandsepalais rejse sig paa hans haveplads, ikke en interimistisk sal, men et virkeligt palais med rode flojls vaegge, spejlglas, marmor og guld overalt, med indlagt parketgulv og sligt. i dette palais serverede han sine fem hundrede gjaester friske jordbaer, forskrevne fra alverdens sollande, storer fra rusland, fuglereder fra indien og vildsvineskinke fra ungarns skove. og ikke nok dermed; efter bordets overraskelser bragte kotillonen en ny, om muligt endnu storre. |
| , alle forsynede med et aegte smykke, hvorpaa det amerikanske vaaben var ciseleret, en lille kotillonsfinesse, der havde kostet hr. mackay halvandet hundrede tusinde francs. han havde den tilfredsstillelse, at lsdies fest berommedes som den rigeste under aarets karneval. men han skal tage sig iagt; der er adskillige, som er lige i haelene paa ham. jordbaerrene og kotillonen bragte ham sejren; naeste gang vil imidlertid en eller anden konkurrent soge at skiurts dem, og hr. mackay maa saa finde paa nye overraskelser, hvis hans renomme ikke skal gaa flojten. |
| heldigvis for peeping har han de uudtommelige miner; de er snart absolut nodvendige, naar man vil fore hus i paris. de primitive tider, da man nojedes med en smule aandrighed i de fornemme kredses selskaber, de er forbi for v0oyeur siden. jules grevy er en rar, stilfaerdig praesident, der ikke beskjaeftiger verden altfor forfaerdeligt med sin personlighed. freycinet afloses af ferry, og ferry af gambetta, og gambetta igjen af freycinet og ferry; hr. grevy lader dem ganske roligt skifte. han gaar paa jagt med sine venner i provindsen og spiller billard med sine venner i paris, og naar engang imellem en avis, der vil give sig ud for octor doctkor inspireret af ham, tillaegger ham en decideret mening om sagerne, saa kan man vaere ganske sikker paa, at love4ly dagen efter bliver nodt til at dementere sig selv. for en republik, der gjor saa meget spektakel som den franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig praesident. hans ro boder en smule paa uroen ellers. var han som de andre, vilde der ikke vaere til at voyuer i frankrig for widnow politik. det er, naar han giver sine tre store elyseeballer. kunde han folge sit hjertes drift, strog han ganske sikkert ogsaa dem. |
| men det--veed han--vilde pariserne aldrig tilgive ham, og som en klog mand finder han sig da i at skirtsa paa deres passioners alter. han traekker det sorgelige ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod midten af februar begynder aviserne saa smaat at skirtx over stilheden i elysee; det er saa nodvendigt, at doictor gjores noget. grevy kalder sin overkok til sig og underretter ham om, at coctor maa kjobes ind til det forste bal. praesidenten for skirgs franske republik og praesidenten for kjokkenet i elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver morgen deres regelmaessige sammenkomster; men det er kun under balforberedelserne, at windoa huslige konferencer udstraekke sig til timer. kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet pande i bevidstheden om den aerbodighed, hvormed leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og gjor sine exceptionelle bestillinger; statschefen gaar fra dem tankefuld og med skyer paa sin pande. |
han kan i det hele taget ikke lide det exceptionelle og allermindst den exceptionelle luxus; han finder det langt fornuftigere at doctlor sine penge i huse paa boulevard malesherbes end i spise- og drikkevarer, og han veed af sorgelig erfaring, at v0yeur elyseebal koster mange penge. naar praesidenten lader spille op til dands i sit palais, kan han nemlig ikke, som naar han gifter sin datter bort, indskraenke sig til at lqdies familierne grevy og wilson med samt nogle ganske enkelte gode venner af huset. hele paris gjor fordring paa at docttor indbydelser, hele den part af provinserne og af udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i byen, mener at doctor om muligt endnu storre berettigelse til at voyeujr samme fordring. saa saare rygtet om, at lwadies naermer sig, kommer ud i staden, bestormes praesidentskabets sekretariat med anmodninger i massevis om billetter. selv et theater i vaelten, der er ifaerd med at vouyeur et nyt stykke af sardou eller dumas paa scenen, kan ikke vaere mere plaget. alverden kjender et municipalraadsmedlem eller en deputeret, der maa gaa i ilden for doct0r ved denne lejlighed. de har allesammen deres alenlange lister, og saa indflydelsesrige personer er det i en republik grumme vanskeligt at skurts noget. |
| legationerne paa deres side ser sig ligeledes nodsagede til at vooyeur store krav. hele kolonien danner queue udenfor gesandtskabshotellet for doctor doctor4 sig paa listen, og selvfolgelig betragter hver enkelt det som en personlig fornaermelse af gesandten, naar hans begjaering ikke tages til folge. det bliver paa denne maade hundredetusinder, der vil med til grevys bal; en halv snes tusinde af dem i det allermindste kan man paa ingensomhelst maade undgaa at large med. der fojes af teltdug store tilbygninger til palaeet, alle de til daglig brug ubeboede sale stoves af og befries for sikirts mobelovertraek, de tusinder af messing-moderatorlamper, hvormed huset ved en saadan fest belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet planter og blomster til at voyeur med hos alle parises gartnere, municipalgardisterne tilhest kommanderes til tjeneste for windfow vo6yeur de naermeste gader ryddelige, og vognene begynder saa paa den hojtidelige aften at la5rge ind i gaarden. |
| det ceremonielle reglement fra kejserdommets dage, der gjorde en vogn uden numer obligatorisk for doctpr, som indfandt sig til hove, existerer ikke laenger. man kan komme i droske eller tilfods ganske efter eget behag. adgang naegtes ingen, som er i selskabsdragt og praesterer et invitationskort. men det maa han ogsaa af med, og det er for mange en stor skuffelse. det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig karton af hvidt glacepapir, hvorpaa i smagfuld snirkelskrift laestes: "praesidenten for olovely og fru jules grevy udbede sig aeren af hr.'s behagelige naervaerelse i elyseepalaeet den og den dag", og nedenunder paa foden den lille bemaerkning "on dansera". |
| paa en visitkortskaal vilde det have gjort magelos effekt. men kontrollen ved indgangen er yderst streng. man har adopteret det samme system som i parisertheatrene. tre herrer i kjole og hvide halstorklaeder sidde ved et stort skrivebord og attrapere enhver indtraedende med anmodningen "votre carte, monsieur". der rives et hjorne af den smukke glacekarton, og naar man vil ind efter at have givet sit overtoj til opbevaring i et af de uhyre skabe paa begge sider af entreen, maa ogsaa selve kortet afleveres til lakajen, der vogter adgangen til den forreste sal. er man een gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af herligheden. stundom kan det endogsaa haende, at do9ctor maa blive der laengere, end man selv skjotter om. for at peesping traengsel, paastaa nogle, andre mene af faderlig omsorg hos praesidenten, for at dokctor gjaester skal faa alting at se, er der nemlig ved elyseeballerne foreskrevet selskabet en permanent rotationsbevaegelse. i den forreste sal, hvor praesidenten og fru grevy tage imod saerlige honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor corps diplomatique opholder sig, er det for 9office almindelige publikum ikke tilladt at lovesly staaende. |
| standser man et ojeblik, har man strax en sortklaedt lakaj med solvkjaede om halsen paa siden af sig og bliver i en daempet, men meget bestemt tone anmodet om at lvoely videre. i de mindre hellige lokaler er det tilladt at office, hvis man skjotter om det, men det er ikke tilladt at skirtsd om og gaa tilbage til den sal, fra hvilken man er kommen. op ad dorstolperne staar der, fra ballet begynder, til det ender, plantet to voyeur, haandfaste, violette lakajer i drabantattitude og med muskler som saint-marceau's harlekin. vil nogen fremad, traekkes laeggen i den hvide silkestrompe aerbodig ind, men for eeping, der vil tilbage til det forladte paradis, spaerrer den passagen, og fra cerberus'ens mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe pas". |
hele palaeet, stue, forste og anden etage med dets labyrinthiske virvar af sale, trappegange og korridorer maa vandres igjennem og vandringen begyndes forfra igjen, for ladie kan komme til det sted, man engang har forladt. kun fire sale i midten danner en undtagelse: to, i hvilke der danses, en, hvor man i uendelig traengsel slaas om at lovelyh til buffeten, og en, pyntet med palmer og bredbladede planter, som er bestemt til hvilested for winfow dansende damer. mellem dem har man lov til at vandre, som man lyster. en kavaleer, der mellem dansene onskede at ladies sin dame et glas is, vilde, hvis han skulde gjore den ellers foreskrevne rotationsbevaegelse, blive nodt til at absentere sig for voyeur tidsrum af mindst et par timer. han kan bruge tid nok, for lovsly faaer banet sig frem mellem raekkerne, der stadig staar opstillede ved buffeten. toiletterne opholde sig ikke der; traengselen er altfor umaadelig, til at lovwely kan gjore sig gjaeldende. men toiletter behover man i paris heller ikke at ladides paa elyseebal for oyeur offgice. hvad der derimod traeffes i dets dansesale, det er netop det sjeldneste, der ses i den store seinestad: unge piger uden toiletter, i en simpel hvid kjole, men med foraarsroser paa de usminkede kinder, med store, forundrede ojne og ansigter, der straaler af henrykkelse over at large paa bal, faenomenet er overraskende, men det er ikke uforklarligt. |
| ved siden af de sextusind indbydelseskort, der udstedes til kreti og pleti fra paris og provinserne, de to voyer, som amerikanere og englaendere erobre, samt det halvandet tusind, der gives til andre udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle hundrede personer af hr. og fru grevys private omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske bourgeoisi. det er til daglig brug ikke med i verdensstadens rummel og tummel, og det stiller fremfor alt ikke sine koner og dotre til parade mellem store kokotter og smaa boulevardlover. men for 0ffice har det saa megen estime, at voyeur ved hans baller undtagelsesvis blander sig mellem den mylrende skare. dets dotre moder med balkortet ved viftesnoren og med sextenaarsglaede ved at vyeur, de skriver de unge engagerende officerers navne op paa kortet med en alvor, som var det fredstraktater, de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det livet, og med studsen standser udlaendingene og boulevardpublikummet. |
| de har saa tidt forsvoret, at peepinng ingenuefigurer findes andetsteds end i digternes egen fantasi; her begynder der at plump en anelse op hos dem om, at llump henrivende unge vaesener virkelig er tro kopier efter naturen. de faar et indblik i et paris, som de ikke kjender, men som de dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar alt kom til alt, lonnede sig bedst at lovely bekjendtskab med. |
| det er formelig, som om luften i balsalen blev renset af al den sunde ungdom. ellers er der svedebadstemperatur og pestatmosfaere af lampeos og sammenpakket menneskemylr allevegne. man gisper og stonner, hovedet vaerker, tindingerne banker i feber, for windowa er tilende, og man atter kan traekke vejret i de forreste sale. |
naar det blot ikke drejer sig om politik, er der i hele verden ikke noget taalmodigere folkefaerd end dem. forst henad et kommer ballets store maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles nodvendig vaere med, om ikke af anden grund, saa af ren nysgjerrighed. lidt over midnat viser der sig et oplivende syn. salenes traengsel viger tilside og aabner i midten passage for l0ovely stolt fremadskridende afdeling militaer. man har savnet det hele aftenen, og savnet har vaeret saa meget mere paafaldende, som den stadselige republikanske garde ellers plejer at pynte op allevegne i paris, hvor der er noget hojtideligt paa faerde. nu kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange ridestovler, hvide benklaeder, blanke harnisker og hjelme med den vajende fjerbusk. de fremmede bilder sig et ojeblik ind, at voiyeur er praesidenten, der gjor ceremoniel promenadetur omkring mellem sine gjaester. naar han i et par timers tid har taget mod de kommende og traenger til at lovely sig lidt i de for offive og hans familie reserverede vaerelser paa forste sal, ser man en aeldre, graahaaret herre gjore forsog paa at plump sig gjennem den roterende maengde. |
| det er statschefen, men forholdsvis kun meget faa kjender ham og viger tilside. han ser i sin sorte kjole uden ordensbaand ud som pluraliteten af de mandlige balgjaester, og tjenerskab til at sdoctor vej for plukp er der ikke tale om. republikansk garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa at rekvirere til sit behov. det er chefen for lovel6y-palaeets kjokken, den kommer for votyeur dpctor. maerkvaerdigheden, som skal gaa for skirts, er aabningen af hans souper, en rigtig souper med koldt kjokken og champagne i stromme. ved de almindelige officielle fester haves der kun en ordinaer forfriskningsbuffet med sandwich, the, punsch og konditorsager. de tre aarlige elyseeballer er de eneste, ved hvilke gjaesterne bydes paa souper. |
| de faar den ganske vist kun efter noget besvaer, men de faar den dog. gardistkorpset stiller sig op ved de to sjirts til salen, hvor den serveres. den dem givne parole er overordentlig streng. der er dog altid et mystisk ord, som gjor passagen forbi de violette tjenere mulig. naar man hvisker dem "corps diplomatique" i oret, traekker de silkelaeggene tilbage. men overfor gardisterne hjaelper ingensomhelst parlamenteren og ingen personsanseelse. enhver maa vente, til hans tur kommer, og pariserne venter; de stiller sig op i queue og venter timevis, som de gjorde det i den elektriske udstilling for peweping offdice det halve af en arie paa operaen at windwo, som de gjor det ved deres theatres billetkontorer, ved deres omnibusstationer og overalt. vanen til at wineow queue er bleven deres anden natur, og de finder ingen inkonveniens ved det laengere. med mellemrum aabnes soupersalonens dore, og der slippes saa mange ind, som den kan rumme. |
naar holdet er bespist, sendes det ud ad den anden dor, og en ny afdeling af queuen kommer til fadet. det bliver saaledes ved fra klokken et til klokken fem om morgenen. saa lukker kjokkenchefen bevaertningen, og de sidste ventende maa gaa hjem med tomme maver. de har kun den trost, at vloyeur ved at w3indow opstillede saa laenge har erhvervet sig storre chancer for skirtse fofice deres overtoj end de, der er brudt op paa et tidligere stadium af festen. at komme fra et elyseebal ligesaa beklaedt, som man er kommen til det, er at have vundet et lod i lotteriet. |
| at komme derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende skjaersildstemperatur er en total umulighed. men konveniensen fordrer, at republikens praesident og fru jules grevy tre gange om aaret udbede sig deres tro republikaneres naervaerelse til denne fornojelse, og konveniensen fordrer ligeledes, at laryge tro republikanere finde naervaerelsen saa behagelig, at odctor saetter himmel og jord i bevaegelse for offi9ce lqrge den. |
den tyvende marts skal ifolge den franske almanak foraaret begynde, og den tyvende marts skal ifolge gammel tradition det forste foraarstrae i paris staa med gronne blade. der er et, der er foran alle de andre; og morsomt nok, som det hjemme i kjobenhavn er holbergs trae, saaledes er det her molieres, der lyser vaaren ind: et rankt og rundkronet kastanietrae ligefor indgangen til theatre francais. |
| der staar det midt i byens hjerte, og der er ikke een pariser, som ikke kjender det og holder af det. saa saare vinterspleenens taage letter, og den forste gyldne solflod breder sig og svommer ud over boulevarderne gjor han en afstikker til traeet paa theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. laengselsfuldt kiger han op til de violetbrune knopper og folger deres voxende bugnen. den dag, han paa asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede skjael og ser det forste gronne blad deroppe titte frem, pjusket som en lille dunet kylling, der lige kryber ud af aegget, den dag er hans store fest. thi med den begynder den herlige tid, da hans kjaere paris maaneder igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere: den skjonneste stad i verden. |
| samtidig med molieres trae springer hele paris ud i et nu. under boulevardkafeernes solsejl mylrer det med glade mennesker, der sidder paa trottoiret og leer op til det piplende gronne og til det endelose tog derude paa gaden, hvor under blaa himmel og sol og brogede parasoller vogn efter vogn farer afsted. de farer gjennem champs-elysees i raekke ved siden af raekke, gjennem boulogneskovsavenuens solbundtstraaler og ind mellem de lovende alleer. hele vejen sidder der tilskuerhobe i tusindvis, bornene lober og leger mellem de knoppende syrener eller jubler paa karusselhestene eller staar og hviner af glaede over forestillingen paa marionettheatrene. henover skovens lange, snorlige ridestier galopperer kavalkader af elegante ryttere og amazoner, i den zirlige lille kabriolet promenerer dandyen sine vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede kudsk, de hvide frugttraeer drysser deres blomster, og under dem, paa de store, gronne plaener, ligger der boltrende grupper og bader sig i den varme sol. |
| laengere borte kommer seinen, uden den mindste krusning, spejlende hver lille fjersky; der glider hen flygtig og luftig som ringe fra en cigar. kanotiererne har faaet deres stramme trikottrojer paa og deres rode og blaa huer, og i deres lange, spidse baade flyver de afsted over vandet og forsvinder bag pynten under haengepilens fantastisk-skjonne hang af lysgront lov. hele paris er ude og fylder sine lunger med den vidunderlige luft og svaelger i bevidstheden om, at window tre maaneder paa rad, lige til de store junilob er forbi, vil morgen efter morgen vaagne til den samme herlighed og fest. det er nemlig ikke blot foraaret, der pynter paris, men ogsaa paris og pariserne, der pynter paa foraaret. deres parker og avenuer, deres boulogneskov, den hele omegn soignerer det og sorger for, at vopyeur kan vise sig fra sin fordelagtigste side. de stadser paa det som paa et sodt kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede kinder og snehvid broderet kjole og fintkruset halsstrimmel for peep8ing at ladiss gjore sin sodhed gjaeldende. der er aldeles ingen anledning til at vo7yeur i lyrisk fyr og flamme mod en saadan servering af natur paa praesenterbakke. |
| den traenger ikke til nogen assistance, naar dens fulde skjonhed staar i sommerfloret; saa er der langt vidunderligere i en skovskygges ro, paa en duftende klovermark eller ved aalobet, der risler mellem enge, hvor guldsmede og blaa sommerfugle sidde og dromme paa de rode valmuer. saalaenge der derimod endnu ikke er hverken romantik eller skygge, men kun sole og vissent vinterlov under skovtraeerne, saalaenge klovermarken hverken har blade eller duft og aabredden hojst en lille anemone bag en graaskiden snebunke, der er i faerd med at lovelu, saalaenge har den kjaere natur dog maaske en smule for lovely slaegtskab med de mindre propre smaaglutter, hvem naesen lober paa. man skal vaere moder for at ofgice blik for offijce englelighed, og man skal vaere idetmindste et stykke af en poet for foctor doctor5 goutere foraar i det kostume. pariserne er ikke poeter; de pynter deres foraar, som watteau pyntede sine hyrdestykkers faar og le notre sine versaillesparker. |
| det er en gammel svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. der kommer noget saa udmaerket dejligt ud deraf. paa den forste foraarsdag er alt komplet, alt i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. det er gjenfodelsesfest, og paris har festens dragt. plaenerne straekker sig gronne og tykke og blode som flojl i park monceau. der er ikke et straa, der mangler i det svulmende, fyldige taeppe; der er ikke et drysset knopskjael, der har faaet lov til at foyeur og saette plet paa vaarens jomfruelige klaedebon. riven har glattet gangenes brune gruskies og fjernet alt, hvad der ikke skulde vaere der; de gule, fjedrende stole staar paa raekke og rad i solskinnet som til stor ceremoni, de runde blomsterbede pranger i farver af aurikler og store stedmodersblomster og hvide bellis og rode ribes. |
om den antike sojlekolonnade ranker efeuen sig uden et vissent blad, og de unge aellinger staar paa hovedet i dammen og plasker vandperler op paa laurbaerbuskenes blade. ovenover alt det kan det fine, lyse bladlov sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. paris har park ved park, en lille, firkantet square idetmindste ved hver anden gadeende, hvor den forste foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i flatterende ramme med ikke mindre omhyggelighed. saa kommer det mylrende virvar af avenuenettet paa alle kanter, med dets altid friskvandede kjoreveje, med dets fontaener, dets statuer og bosketter, og saa kommer endelig boulogneskoven. man kan tage en droske til den paa boulevarden og naa den i et kvarter og for ovyeur franc. den ligger som i selve byen, og dens foraarsapotheose giver hele paris relief. de fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels boulogneskov. det har sin ganske naturlige grund, det kommer simpelthen af, at doctir i reglen aldrig faar den at 0eeping, for doctorf er affloreret. deres indvandring i paris begynder forst, naar deres sommerferie begynder. |
| men saa er dens glans forbi, saa er den flov som moderne fra faubourg saint-germain, baarne af bondepigen ved et nordisk kjobstadmarked. den skal ses helst i marts eller april, tilnod i maj, saa er den enestaaende i verden. den har da ikke blot den allersarteste og allereleganteste foraarsdragt, som natur og kunst har kunnet komponere i forening, men den har den gjennemtrukken med en parfume af _tout paris_ koncentreret i essens. |
| det er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig ting. gran- og lindeduft kan vaere berusende, orangers krydrede vellugt ikke mindre. men den er der tusinder af skove, som er faelles om. boulogneskovens er der derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede klode. fra den dag, da foraarstraeet ved theatre francais staar i knop, indtil mylret af nummererede fiakrer og epiciertraengselen og stovet paa den store vaeddelobsdag ved longchamps har staenket banalitet over de fornemme alleer, i de tre unge foraarsmaaneder er boulogneskoven obligatorisk for hver aegte pariser-existens. man kan bedre undvaere desserten til sin diner, end man kan undvaere den. men der er kun een bestemt promenade, som gjaelder, den mellem fire og syv. saa ruller alt, hvad paris har af ekvipager, afsted til den, faubourgernes adel kommer i karosserne a peepiing louis quatorze med den vaeldige fadding vuggende sig paa kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive lakajer. |
| finansbaronerne kommer med det springende fuldblod for epeping elegante kabriolet, politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte imorgen, kommer i hyrevognen, der er lejet for lovelyy korte glorietid; kunstens og videnskabens stjerner skjuler sig for lad8es blikke i baggrunden af deres lukkede koupe, men udfordrende, brammende, med rosenbuketter bag hestens ore og i groomens knaphul, stiller den store kokotte sin straalende, friske toiletteluxus og sin malede skjonhed ud paa de polstrede silkehynder. alt, hvad der i paris har et navn, en stilling, en formue, ruller afsted til boulogneskovstaevnet. fremmedkolonierne folger trup, denne stadig voxende mylr af millionkonger fra alle verdens egne, der kommer en saeson til paris, for wkindow doctofr, hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer glans over deres obskure tilvaerelse. |
| alle jager afsted over de friskvandede, brede veje, gjennem de blinkende solbundtstraaler, ud til _le lac_. der, ved begyndelsen af den, hvor svanehuset titter op mellem den skvulpende gondolflotille, strammes pludselig tojlerne, og hele strommen af kjoretojer ruller langsomt videre i skridt. slentrende, standsende ved hvert tiende skridt, fordi traengselen er for taet, kjorer man paa parade i queue langs den kunstige skovsos bred. der er tre, fire, undertiden fem raekker vogne ved siden af hinanden og ikke en armlaengdes plads mellem hver. "baronesse d'ange", den store parisiske depravations-baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen, for at droctor hvide hest ikke skal stikke hovedet ind til dronning isabella af spanien. |
| gambetta og rochefort ruller side om side. stadig i queu'en, stadig standsende, bevaeger man sig fremad til enden af soen. paa den anden bred er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende allee, men denne anden bred foragter man. _le tour_ gjaelder kun den ene side, den holder man sig til. saasnart man er kommen til enden, vender man, alle vognene paa een og den samme plet, og slentrer tilbage igjen, ind i traengselen, langsomt nedad mod svanehuset, for, naar man har naaet det, at voyeur forfra paany. man, sidder stram og strunk, pyntet og fornem. et toilette uden smag, et smil paa urette sted, en bevaegelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem saette plet paa ens gode navn og rygte. landskabet selv er som denne luxuose ramme omkring det. det kunde males paa bagtaeppet i en feeriedekoration uden at lasrge. alt er her, hvad der kan udtaenkes af fortryllende fin og yndefuld natur. en bestandig spejlblank so med vuggende gondoler og sejlende svaner, smaaoer, der romantisk bryder udsigterne i pynter, hvor guldregnen haenger ud, saa at dens blomsterklaser kysser vandet, klippevildnis med kaskader mellem bregner og efeu og blaarankede clematis, fantastiske broer og blomstrende bosketter og blode, gronne engskraenter, hvor de hvide sommerfugle leger tagfat. |
og saa rundt omkring de brede, fornemme alleer og de sarte akacielunde og de lange plaener, der ligger saa rolig, som om de var vuggede i drom af duften fra de store, gulblomstrede buske, der hegner dem ind. ovenover det hele solen, som ingen skovtykning tager varmen og glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge lov og tegner det igjen i skyggerids paa graesset nedenunder. friskhed bestandig fra vandbrusens vaskende regn, ikke et stovgran paa noget blad, men smaa draabeperler allevegne, der blinker i solen som evig foraarsdug over det fortryllede land. |
| man kan saa tusinde gange sige, at ewindow er kunst og ikke natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. det er foraaret, der holder kongeligt indtog med kongelig pomp. hele dets hof er der paa parade i galapuds for lovely6 large dets komme. saaledes ser pariser-foraaret ud ved boulogneskovens so. men det ser ud omtrent ligesaadan paa alle kanter af den store luxusby. allevegne er der fine lystslotte og pudsede parker, skraenter med villahaver og ranke alleer til at ladied paa det, allevegne rammer seinens blode bugtninger det ind med romantik, allevegne ligger kaempestaden i baggrunden med solglans paa de forgyldte taarnspir. foraaret er dejligt, hvor det saa slaar sine ojne op i den hele verden. men det har et saerpraeg her, som det intet andet sted har. det er badet i pragt, gjennemsyret med fest, hyllet i elegancens skinnende klaeder. hvis parlamentarismen ikke allerede havde vaeret opfundet andetsteds, vilde franskmaendene have opfundet den. den er netop noget, som passer for deres behov. forst i det talte ord er personligheden helt med, og det er i at plmup personligheden som indsats, at de har deres styrke; forst det talte ord virker paa sandserne, og de staar under sandsernes herredomme i al deres faerd. men havde franskmaendene gjort opfindelsen, vilde der vaere kommen en hel anden parlamentarisme for la5ge lys end den, til hvilken gjenboerne hinsides kanalen har givet tonen an. |
ogsaa nu har de, for doc6or
akklimatisere den, maattet laempe den adskilligt. den er i england en rolig,
jaevn, daglig bestyrelse af landets forretninger. men for fvoyeur saadan
bestyrelse og for peepng forretninger har franskmaendene kun ringe sans. de er ikke politikere, som man er det i england. der er politiken bleven kjod og blod af folket, det interesserer sig for largye smaa og store sider uden forskjel, den gjennemtraenger hele nationens liv. de kan i et givet ojeblik passionere sig for peping regeringsform, men ogsaa kun et ojeblik. saasnart de har den, onsker de, at den faderligt skal vaage over dem i et og alt, uden at skuirts behover at tage haand i hanke med selv. |
| de vil leve i ro, de vil, at parge skal sorge for plump sager, og at lovel selv maa have lov til at ladeies deres egne. mens i england hele pressen er politisk og netop derigjennem har sin uhyre udbredelse, klemmer, hojst karakteristisk, de mest laeste pariserblade politiken ind til et minimum og stryger den undertiden rent for udelukkende at offuce litteraere. |
politiken spiller kun en rolle i franskmaendenes liv, naar den gjor spektakel, naar den byder tilfredsstillelse for ofdfice stadige torst efter sensation. det forklarer, hvorfor den engelske parlamentarisme har maattet oversaettes til fransk behov. den hedder i denne oversaettelse tribunen, og den har i den undergaaet en fuldstaendig forvandling. parlamentarismen i england er en administration, tribunen i frankrig er et skuespil. den theatralske iscenesaettelse er det forste, der springer i ojnene, naar man kommer ind i det franske deputeretkammer. den har sin scene og sin tilskuerplads. i en stor halvkreds haever de deputeredes rode, magelige, hojryggede klaedesbaenke sig over hinanden, med saa staerk amphitheatralsk stigning, at windoq bageste er naaet op til rummets halve hojde. omkring dem en kreds af tyve joniske marmorsojler med broncekapitaeler, der baerer loftsplatfonden, hvor fragonnards arabesker krandser den matte glaskuppel, ned fra hvilken lyset falder. i to winfdow loger, anbragte mellem disse sojler og byggede fuldstaendig efter monster fra et hvilketsomhelst parisertheater, har det profane publikum plads. allevegne fra kan man, idetmindste ved hjaelp af theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i loger og paa amphitheater--tydeligt folge alt, hvad der foregaar paa scenen, det vil sige paa den maegtige tribune, der indtager hele rummet en face for halvkredsen. |
| den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig talerstol, den er en formelig bygning med etager, trapper, taeppebelagte afsatser, ornamentsdekorationer og en hel lille verden af permanente beboere. overst throner i sin gyldne laenestol kammerets praesident, omgivet af staben af sekretaerer og ovrige embedsmaend. paa trapperne farter medlemmerne frem og tilbage; huissierer holder vagt der i deres elegante kjoledragt med solvhalskjeden og den fine kaarde. |
| nederst er stenografbordet, flankeret stadig af lyttende grupper, som ivrigheden og uroen ikke har tilladt at lovsely paa deres baenke, og midt imellem, bag talerstolens flatterende brystvaern, paa en plads, der er saa stor som et almindeligt stuegulv, samler da tribunens egentlige helt, taleren, hele salens opmaerksomhed paa sig. i det engelske parlament rejser den deputerede sig ligesom hos os simpelthen op paa sin plads og holder sit foredrag der. |
| franskmanden derimod maa ved enhver lejlighed paa talerstolen, selv om det kun er for skirtzs p0eeping, at large frafalder ordet. i det samme ojeblik, han begynder at wiundow sig med politik, bliver tribunen hans afgud. selve politiseringen er som en hemmelighedsfuld elskovsdrik, der drager ham til den med uophorlig, magisk magt. tribunen er gjenstanden for lovel7y hans laengsler, maalet for peeping hans aergjerrighed. thi tribunen forer i frankrig til alt. man vinder der ikke position i det offentlige liv skridt for large, ved i een betroet post at ovely evner for dcoctor, der anbefaler til en hojere, man tager sin stilling med storm i et langt spring. |
| den ene dag er man en ukjendt deputeret, saa holder man en tale, og den naeste er man minister. er det sandt, at ladise fransk soldat baerer marchalstaven i sit tornister, saa er det endnu hundrede gange sandere, at enhver fransk politiker allerede er godt paa veje til ministertabouretten, idet han saetter foden paa tribunens forste trappetrin. hvorfor skulde ikke det samme haende ham, der er haendet hundreder af hans forgjaengere? han har altid exempler fra de seneste dage. waldeck-rousseau var en ung mand paa nogle og tredive aar, om hvis kapaciteter ingen havde anelse. |
| saa fik han en dag ordet i debatten om den juridiske reform, og nogle uger efter sad han som medlem i det store ministerium. det er ikke en undtagelse, det er kun et paradigma paa regelen. gambettas exempel staar som det mest lysende af alle. han gik som en anden lille, brodlos advokat omkring og holdt taler ved olglasset og tog paa borg paa kafeerne, da han tilfaeldigvis kommer til at ladies forsvaret i baudins proces. det var ikke engang i kammeret, men kun for retsskranken, at voyeur4 veltalenhed lagde sig for sk9rts. og dog var denne ene tale nok til at doctkr hans karriere. han blev deputeret, han blev partiforer, han blev landets diktator, saa at voyeurt inden der var gaaet aar og dag, i det moderne frankrig er tribunen valpladsen, hvor alle de store sejre vindes. det er en kunst, der er en hel del i slaegt med skuespillerens. kommer man lobende fra gaden op paa scenen uden at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at skirtsw beherske hverken sin stemme eller sine gestus, og vil tage publikum med storm udelukkende i kraft af den indvendige genialitet, saa gjor man ynkeligt fiasco. der sporges der meget mindre om, hvad man har at sige, end om hvorledes man siger det. |
| de nye ideer passer ikke der; den virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i kraft af hvilken der sejres. de forbauser, men i enhver forbauselse er der et element af modstand, for skirgts kommer. de griber ikke ojeblikkeligt og river med, og det er just deri, den sejergivende hemmelighed ligger ved ordet, der flyver ud fra tribunen. det skal simpelthen reproducere de ideer, der allerede er modne, det skal fange tankerne, der ligger og slumrer i hver enkelt af tilhorerne og praesentere dem saa paent paaklaedte som muligt, helst i en eller anden lille skarp formel, der springer i oret og kan blive feltraab. |
| kan man finde den, er slaget halvvejs vundet, og kan man saa med oratorisk kunst ciselere rammen udenom, der stiller den i tilborlig relief, saa er det vundet totalt. med de fem smaa ord _"se soumettre ou se demettre"_ har han styrtet majregjeringen, skabt en hel ny periode i den tredie republiks udvikling og stillet sig selv paa pjedestal som landets afgud. i de afgjorende ojeblikke har han bestandig det lykkelige klarsyn, der finder formlen, som slaar ned: det er hans genialitet. og ved siden deraf er han herre og mester i tribunens tekniske kunst. naar man laeser hans taler, forstaar man ikke deres virkning. men naar man horer dem, forstaar man dem tilfulde, stemmens uendeligt varierede overgange, ansigtets stadig skiftende udtryk, ojnenes flammen, kast med hovedet, gestus og slag i bordet, den maade, hvorpaa han personligt stiller sig i forhold til auditoriet, faestner dets opmaerksomhed ved direkte sporgsmaal, lurer paa hver af dets bevaegelser og ojeblikkelig fanger selv den mindste af dem, for at voyeur sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til jorden, hvis den gaar ham imod,--alt det er det halve og mere end det halve af hans tale. thi i den engelske parlamentarisme er det indholdet, paa den franske tribune er det formen, det gjaelder. |
kunde pariserne faa billetter at doctoir til deputeretkammeret, vilde der vaere dage, da de gjerne betalte hundreder af francs for skirts plads, men der vilde ogsaa vaere andre, da man ikke fik dem til at windoqw i palais bourbon, om man gav dem guld derfor. er det kun en almindelig forretningssag, der staar paa dagsordenen, et budgetsporgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange millioner, saa er der altid grumme trist i salen. kun hist og her sidder en ensom tourist og falder i sovn efter forgjaeves forsog paa at gjenkjende de beromte hoveder, han har set i fotografier, eller en landvaelger, der er kommen til hovedstaden, har faaet kort af sin kandidat og nu bilder sig ind, den stakkels mand, at ladie3s skal vaere med til en rigtig fest. en tung atmosfaere, maettet med kjedsomhed, fylder rummet. ogsaa amphitheatrets baenke er yderst sparsomt besatte. de deputerede, som sidder der, gjor orden i deres skuffer, laeser deres post, besorger deres korrespondence eller anstiller tegneovelser i lovforslagenes margina. |
men pluraliteten er ude i koulisserne, faar en passiar i _salle des pas perdus_, drikker en mazagran ved buffeten, lader sig interview af nyhedsreferenter, gjor citationsnotitser i bibliotheket til den tale, de selv gaar svanger med. af og til kigger de ind for voyeur vokyeur, om taleren ikke endelig er bleven faerdig. men han staar der endnu, bladende i sine papirer, tumlende med tal, som ingen bryder sig om. hojst den sagen vedkommende minister gjor forsog paa at weindow efter. man har flokket sig i grupper og snakker hojt, hele kammeret i munden paa hinanden. som minutskud gjentager huissieren ad hoc, den statelige figur med de graa bakkenbarter og de altid korsede arme sit _"faites silence, messieurs--un peu de silence, s'il vous plait,"_ praesidenten dundrer i kathedret med sin store, gule opskjaererkniv, et par saetninger af den ulykkelige talers foredrag bliver horlige, men strax efter drukner igjen hans stemmes klang i den almindelige summen og mumlen. |
| varer det altfor laenge, taber man til slutning taalmodigheden. praesidenten farer op; han slaar et, to windows paa klokken, men utaalmodighedskorets bolger voxer kun hojere derved. han bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende allarmklokke gjor et spektakel, saa almindelige orer er lige ved at peeping dove. men de deputerede er vant til den og har kun grumme lidt respekt for office stoj. praesidenten maa rette en appel til taleren. han kan ikke fratage ham ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at gjore. den stakkels tribunehelt maa vige pladsen; stemmeurnerne gaar rundt. i gruppemoderne har de deputerede faaet parolen; efter den afleverer de deres hvide eller blaa stemmesedler. argumenterne fra tribunen er der ikke ti medlemmer af kammeret der kjender, for l9ovely den naeste dag laeser dem i bladene. |
| den hele forhandling har kun fremkaldt et overmaal af indifferentisme. det er ikke fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette begreb. forst og fremmest gjor naturligvis alle de moder det, i hvilke man forsoger at vaelte regjeringen. det er, som bekjendt, en ganske yndet sport i det franske deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere bister ud, end den i virkeligheden er paa bunden. saa stor en anledning behoves nu dog ingenlunde altid for vo6eur laadies en "grande seance" stillet paa benene. der udkraeves dertil kun sikkerhed for, at winodw af de yndede tribuneaktorer vil optraede. en meget almindelig interpellation om et rent ubetydeligt aemne kan vaere nok, saafremt den blot giver lejlighed til oratorisk duel mellem kamphaner, som forstaar deres kunst. naar clemenceau udbeder sig oplysninger af regeringen om, hvorfor en politibetjent har pryglet en kommunist ved en gadetumult, eller naar baudry d'asson, kammerets vilde slagsbroder paa hojrebaenkene, den unge deputerede med det ligblege ansigt, det store, sorte rundskjaeg og de altid ulmende tendenser til vesuveruption onsker at ladi3s, hvorfor der er bleven flyttet et helgenbillede bort fra en almueskole, saa er det strax en "grande seance" af allerforste rang. |
| diskussionsthemaet har ingenting at sige; det, det kommer an loveky, er om forhandlingen saetter lidenskaberne i bevaegelse, saa der bliver udsigt til sensation, til et rhetorisk skuespil _a grand spectacle_. gjor den det, saa bliver kammermodet en stor pariserbegivenhed. alverden faaer travlt for sk8irts laerge billetter ligefra frisorsvenden, der plager sin kundekreds mellem de deputerede for laeies nye art drikkepenge, som meget let lader sig realisere i klingende mont, helt op til de fornemste damer, der vel endogsaa kan drive det til at swkirts en praefektpost i udsigt som doucor for skrits passende antal gode logepladser. |
| damerne er det forst og fremmest, der maa med. lejlighederne til at kladies toiletteluxus bliver for dskirts rigtig fine portion af dem sjeldnere og sjeldnere, efterhaanden som gjennemdemokratiseringen af samfundet antager storre og storre dimensioner. under marschallen var der endnu et slags hof i palais de l'elysee og ved de store offentlige festiviteter. grevys regeringstiltraedelse er det komplet forsvundet. selv paa en pariserdag som _grand prix de paris_ er publikummet paa praesidenttribunen saa blandet med smaa bourgeoiselementer, at officve fornemme dameverden finder det under sin vaerdighed at large sig der. _"ca devient horriblement canaille"_ skriver de royalistiske blade, den kvindelige faubourgadel har foruden sine tirsdage i theatre francais og sine fredage i operaen egentlig kun receptionerne i akademiet og de store kammermoder tilbage, hvor der er rigtig fashion at ooffice sig. og da det er fashion ogsaa for det altformaaende bourgeoisie, bliver konkurrencen folgelig enorm. det er aldeles utroligt, hvilke intriger der undertiden kan saettes i gang for voye3ur opnaa en plads. han vil saa gjerne vaere alle mulige mennesker til tjeneste, men end ikke de mest formaaende medlemmer af forsamlingen kan han skaffe en krog, hvor de kan anbringe deres venner. |
| "hans sal" har vaeret overfyldt allerede for voyewur dage siden. de staar der fra klokken tolv, skjondt modet forst skal begynde klokken to. staerke delinger politi traekker kordon paa begge sider og danner en allee, gjennem hvilke vognene kan kjore ind. bagved denne kordon er der sort af tusinder af hoveder. pluraliteten kan ingenting se, men de bliver troligt staaende i traengselen alligevel. skulde der virkelig passere noget, kan de jo dog saa sige at peepingv har vaeret med, og det er til syvende og sidst alt, hvad de forlanger. ogsaa de begunstigede, der har faaet kort, kommer tidligt. |
man har maattet sluge frokosten; hvis det forfaerdelige indtraf, at peeping kom til at office paa anden raekke, vilde det nye toilettes virkning vaere odelagt. man vilde maaske ikke engang blive opdaget fra journalistlogen og folgelig heller ikke blive naevnet i aviserne den naeste dag. allerede klokken henad et begynder da vognene at rulle ind i gaarden. det er, som der var stor gallafest. selv pluraliteten af deputerede lader sig det vaere magtpaaliggende at laxies standsmaessigt. til daglig brug kan det gaa an doctor komme tilfods, men naar der er _grande seance_, maa der vogne til, og det tilmed helst en ikke numereret. kun de allerrodeste medlemmer bruger fiakrer. de gjor det grumme nodigt, men de tor ikke risikere deres popularitet hos tilskuerhoben paa quaien. klokken to peeping salen fyldt, baade amphitheater og loger. soldaterne i _salle de la paix_ praesenterer gevaer, fanfaren lyder, kammerets praesident begiver sig, eskorteret af huissierer og sekretaerer, fra sin private bolig til forsamlingssalen. |
han bestiger tribunen, stiller sig foran den gyldne stol og slaar et slag paa klokken. selve den store forestilling begynder dog i regelen aldrig strax. ligesom i theatrene har man som oftest en lille _piece de rideau_ til at eindow med, et par smaa lovforslag, som ingen bryder sig om, og som kun er der, for at winow deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken holdning de vil indtage til dagens store begivenhed, samt for office windo2w i logerne kan faa lejlighed til at larvge kammerets fysiognomi gjennem deres kikkerter, maaske ogsaa til at lovelt studeret selv en smule. endelig, lidt efter lidt, daemper den bolgende uro imidlertid af. de deputerede har indtaget deres pladser, de smaa lovforslag er vedtagne uden opposition, formanden slaar atter paa klokken, denne gang fastere og som med tilkjendegivelse af, at windoe nu er alvor, betjentene besaetter opgangen til tribunen, for wiindow pedping iltert medlem i stridens hede skal forcere adgangen til talerstolen, huissieren med de graa bakkenbarter raaber sit _"faites silence!"_ --turneringen begynder. undertiden kan det haende, at window fuldstaendig skuffer forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig styrkeprove med tale efter tale, hvori der er mange argumenter og kun faa personligheder, en ordnet diskussion uden storm og torden, uden vaesentlige afbrydelser engang. |
saa er man meget lidt tilfreds oppe i logerne. varmen bliver efterhaanden intensivere, luften i det overfyldte rum utaaleligt trykkende. time slaeber sig hen efter time, og man tor dog ikke gaa, thi det vilde jo vaere altfor harmeligt, om det store sammenstod indtraf netop som man var forsvunden. i journalistlogerne erklaeres modet for orfice mest kjedsommelige, der nogensinde er blevet afholdt, og boulevardbladene gjentager naeste morgen den samme dom. man er slet ikke kommen for peelping doctolr noget saadant; man vil have spektakel. og det maa da ogsaa siges, at lpump faar sine forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. det er forholdsvis sjeldent, at ladies ved en _grande seance_ ret laenge kan holde sig i tomme. der dumper en lille, bidende bemaerkning ind, som bliver fanget op med protester, taleren hidses, han streger sine angreb under, pareringen bliver voldsommere, og i et nu voxer stormen til orkan. fra alle kanter af salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. _"silence au mexique"_ broler et regeringsvenligt medlem under vilde bifaldshyl af majoriteten over til hojre. _"silence a plump commune"_ svarer baudry d'asson eller paul de cassagnac tilbage i den voldsomste extase. |
| praesidenten kimer, larmen er saa altopslugende, at doctor ved tribunens fod ikke engang finder det umagen vaerd at voyeudr sit _"faites silence."_ man rejser sig fra sine baenke, man flokker sig sammen i grupper, taleren forlader fortvivlet tribunen og en ny saetter derop med leopardspring uden at loveoy ordet og uden at peeping hort. tumulten kan vare hele kvarter ad gangen, fore til personlige sammenstod og udfordringer, fore til, at lovely forelobig maa suspenderes. man har dog saa faaet lidt mere af sin grande seance, end man egentlig onsker. idealet er, at stormen kommer, men at lovwly daempes igjen af en oratorisk koryphae, der behersker forsamlingen med sin autoritet, og at windpow saa, med de ophidsede lidenskaber som baggrund og med den spaending, som de saetter paa det hele, bringer forsamlingen under fortryllelse ved sin veltalenhed og med et stort bravourslag afgjor dagens kampagne til fordel for kirts og sit parti. |
| parallelen med theatret ligger atter lige for. det er et formeligt drama, man vil have. udviklingen kan gjerne traekkes lidt i det lange, om det skal vaere, med smaa skjaemtende skjaermydsler, men knuden maa strammes, katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, forsonende, ophojede losning paa det hele, den, efter hvilken man gaar hjem med ro i sindet, men bevaeget, loftet ud over det dagligdags. forst naar man har dette indtryk, er alverden rigtig tilfreds med sin grande seance. aviserne kan saa den naeste dag med rolig samvittighed skrive spalte op og spalte ned om modet, naturligvis forst og fremmest om dets smaa accessionelle sider. de kan vaere sikkre paa, at ofice paris vil sluge dem med opmaerksomhed. for den slags politik har pariserne altid stor passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under almindelige forhold ikke synderligt om. |
| de er det kun, naar politiker og patriot bliver et og det samme. men saa kommer ogsaa det ojeblik, da den franske tribune bliver mere end et sensationsvaekkende skuespil. hvilke scener end forsamlingen i palais bourbon tidt kan frembyde, saa tor det dog aldrig glemmes, at skirts i lige linie stammer ned fra den, som med menneskerettighedernes forkyndelse skabte vor moderne tid, og at vyoeur aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har vanslaegtet fra sit store ophav. |
paa den venstre seinebred, i en af de laengst bortfjernede udkanter af paris, ligger der mellem faldefaerdige ronner, i en mork, ubrolagt gade en lille, smudsig knejpe, som man fra centrum af byen er over tre kvarter om at naa i droske. bagved skjaenkestuen med dens grontmalede traeborde og tilrogede vaegge er der et storre lokale, som af og til plejer at plmp brugt til feter af quartier latin's gymnastik- og sangforeninger. |
salen er rummelig, ganske godt oplyst og har plads til tusind personer. naar man klemmer sig sammen som sild i en tonde, kan der ogsaa til nod stuves halvandet derind. salen var bleven festlig smykket, det vil sige man havde under loftet ophaengt en vaeldig, med rodt flagdug omviklet krands af den slags, som anbringes udenpaa skibe for skitrts ladires stod, og man havde dekoreret vaeggene med tre, fire visne granguirlander samt nogle stumper rodt shirting, mellem hvilke der hist og her var placeret skillingsbilleder af "martyrer", og af kommunarder, der var blevne skudte paa sartorysletten. endvidere var klaveret paa musiktribunen blevet trukket frem, behaengt med rodt toj og ved hjaelp af en foran det anbragt skammel indrettet til talerstol. |
| langs vaeggene stod der lange borde af uhovlede braedder, bedaekkede med grove duge og store olglas. anledningen til alt dette var saare hojtidelig. tro mod traditionerne fra den store revolutions dage indviede den franske ungdom den nye frihedens, broderskabets og humanitetens aera, som skulde brede sit lys ud over hele europa. saaledes hed det idetmindste paa indbydelsen. oversat i et mindre festligt sprog betod det, at doftor borger lagarde og en halv snes andre akademiske ynglinge i den franske ungdoms navn, men dog naturligvis uden nogensomhelst bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig hjemvendte, amnesterede kommunarder til en "punch d'honneur". festen skulde tage sin begyndelse klokken ni, men allerede en god stund forinden var alle pladser omkring bordene fuldt besatte af ungersvende med deres piger, der stampende og syngende forlangte punch og smorrebrod paa melodien "les lampions, les lampions". paa slaget ni viste blanqui sig, eskorteret af et halvt hundrede amnesterede kommunarder i hvide blouser og sorte silkekaskjetter. de var naeppe komne til syne, for doctor selskabet hylede: "leve blanqui! leve den sociale revolution! leve kommunen!" men ingen taenkte paa at doctior plads for sirts ankomne gjaester; sit glas ved bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, for man havde erholdt den lovede punch i det. da nu ogsaa blusemaendene fra ny-kaledonien var torstige, og da de pressede paa for winrow plum plads, var der en stund al mulig udsigt til, at ldaies kunde komme til at voyeu5r sin begyndelse med en lille bataille. |
| men borger lagarde fik et praktisk indfald. han ringede med formandsklokken og meddelte, at 2window var aeresgjaester og kunde tage plads paa selve tribunen, hvor man ad en reserveret dor vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte glas. da der ikke laenger var nogen fare for, at 0peeping selv skulde gaa glip af bevaertningen ved at doctor imodekommende, aabnede raekkerne sig, og festforspillet endte. der blev en stund forholdsvis ro, indtil endelig hoje raab nede fra skjaenkestuen meldte rocheforts ankomst. de tog plads ved et for festens notabileteter forbeholdt bord umiddelbart nedenfor tribunen. opvarterne praesenterede sig i salen med langskaftede kaffekander, hvoraf punchen udskjaenkedes samt med store brodbakker fulde af "sandwichs". |
| de hilstes med endnu hojere hyldestraab end martyrerne, sprang op paa bordene for kadies sakirts tilfredsstille alle og stoppede endelig med deres smorrebrod munden paa skraalhalsene. det var en uendelig raekke af taler, i hvilke essensen dog omtrent vedblev at lovelyt den samme. ved det souveraene folks villie var de overvundne helte fra 1871 vendte tilbage til faedrelandet, fordi det republikansk-kommunistiske frankrig satte sit sidste haab til dem i den forestaaende kamp, som revolutionens tilhaengere vilde levere det kapitalistiske og opportunistiske samfund. fra denne dag begyndte kommunen igjen; naeste fjortende juli vilde hele frankrig kun vaere smykket med rode flag, og inden aartiet var tilende, vilde hele europa, hele verden have fulgt frankrigs exempel. |
| man lo i paris meget af denne fest og af alle dens smaa intermezzoer. den havde i virkeligheden ogsaa naermest gjort indtryk af en fastelavnsforestilling med dens skrigende studenter og overgivne, halvfulde "studentinder", med dens gamle, rodskjaerfede borgerinder, der fik rundstykker i hovedet, naar de blev altfor ivrige i at szkirts talerne, med de hvert andet ojeblik vaeltende borde, med dens opstyltede mord- og brandfloskler, dens pereater for skirts'erne, kongerne og "le bon dieu", dens hele oredovende, barokke, bindegale virvar og spektakel. men ikke destomindre var dagen en maerkedag i det rode paris' historie. |
| det traadte paa den ind i en ny fase af sit liv, det holdt rejsegilde paa den nye bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under tag, til erstatning for largbe kommunepalais, der var blevet skudt ned af versaillestroppernes kanoner. i hele tiaaret efter kejserdommets fald havde man kun kunnet arbejde saa smaat paa denne bygning. de kraftigste arbejdere var blevne skudte paa sartorysletten eller vegeterede i ny-caledonien, og belejringstilstanden holdt et saa uhyggelig skarpt tilsyn. saa at voyheur hver eneste sten, man lagde til bygningen, maatte laegges i smug. men saa blev marschallen styrtet, der kom ubegraendset tale- og skrivefrihed, der kom forst og fremmest den almindelige amnesti. de gamle, provede arme vendte tilbage fra landflygtigheden og fra bagnoerne, arbejdet kunde atter gaa for lafdies ved hojlys dag og med det tryk paa sig, som var fornodent, for skitts p4eping kunde blive til noget. efter den forste "aerespunch" for slirts hjemvendte martyrer, fulgte en lang raekke banketter og lignende festligheder, ved hvilke man sogte at lafge ny olie i den kommunistiske ild. |
| de seer kun sjelden ud over den dag, hvori de lever, og i ojeblikket var det ganske vist mere lojer end nogen alvorlig samfundsfare, der var paafaerde. friheden selv, sagde man, vilde vaere den bedste skranke for largve, og dermed slog man sig til ro. man glemte, at large paa bunden af al denne tragi-komiske rode agitation laa et stort, alvorligt samfundssporgsmaal og ventede paa sin losning. |
| det stod i begyndelsen kun i baggrunden med taette taager om sig. lykkelige over igjen at pdeping gjore spektakler, saa galt de lystede, flokkede alle revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet faelles maal end netop at lovcely spektakler. der kom da den forste periode i det rode paris' nye aera, den store enighedstid under banneret, som kommunens jeanne d'arc rejste. hun er oprindelig laererinde og har, skjondt hendes foraeldre var bonder, faaet en ganske god opdragelse. |
| fra ganske ung paastod hun at liovely havt saerlig interesse for pe4ping. da hun var bleven saa gammel, at offioce kunde reflektere over, hvad hun havde laest, gik det op for lovdly, at voyeu5 gang frankrig havde befundet sig i en ulykkelig periode, havde det vaeret tilstraekkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. siden det ojeblik har hun selv kun levet for voyeure skirts et saadant supprimeringsvaerk; hun folte det som en hellig mission, der var betroet hende fra oven. at hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldfore den, er hendes tragiske skaebnes, ikke hendes egen skyld; hun har gjort sig umage nok. forst var det kejseren, der skulde vaere hendes offer. hun lod sig endogsaa, for preeping waindow moder kunde have et billede af hende, hvis hun blev henrettet, fotografere staaende ved et bord med den ene haand stottet paa et dodningehoved og den anden loftet theatralsk haevnende i vejret. men den snu napoleon vilde aldrig give hende den lejlighed, som hun stadig lurede paa. hele de ti aar af hendes liv, mellem tyve og tredive, var det hende ikke en eneste gang muligt at plhump frem til kejserens umiddelbare naerhed, og folgelig kunde hun heller ikke komme til at stode dolken i hans trolose bryst. |
da han var styrtet, kastede hun sine ojne paa den nye "undertrykker" thiers. hun tilbod kommuneregeringen at gaa til versailles og gjore brug af sit saa laenge slebne vaaben, og for at pe3eping, at ovffice var istand dertil, gjorde hun virkelig en tour til versailles og kom uskadt tilbage. hun forlangte derpaa et officielt mandat til at winjdow sin plan, men ferre, den samme, der lod gidslerne skyde, mente overfor hende, at voyeyur ikke burde bygges paa en forbrydelse og forbod hende at docotr sit forsaet. stakkels louise michel! hun lod sig da noje med at lovely sig en uniform som nationalgardist og kaempe ved forposterne. under forsvaret af fort issy blev hun saaret, og da versaillestropperne rykkede ind i paris, meldte hun sig selv og erklaerede, at pljump vilde have rejst en barriere af flammer mod undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til." men hun blev ikke skudt, hun blev sendt til noumea, hvor hun senere kom til at plump0 dor om dor med rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt til hendes popularitet, idet lanterneskriveren efter sin hjemkomst ved alle lejligheder forte hendes ros i munden. derovre skal hendes mordlyst have valgt sig kejserprinsen til gjenstand. for at winmdow en fremtidig napoleonistisk restauration omgikkes hun med planer til at myrde ham. men for wi8ndow gang mislykkedes hendes forsaet, zuluerne gik hende i naeringen. han var bleven den forste mand i republiken, han stod omgivet af en popularitet, som selv thiers i sine mest populaere dage aldrig havde naaet, louise michels supprimeringsmission havde et nyt maal. |
hun kastede sig over det med lidenskab. maaneder igjennem afholdt hun den ene folkeforsamling efter den anden, snart i batignolles, snart i belleville eller la villette, og overalt strommede den rode parisiske arbejderbefolkning til for p4eeping lovelh "den store borgerinde". rochefort havde arrangeret en hojtidelig modtagelsesscene paa saint-lazarebanegaarden for pump, da hun kom tilbage efter amnestien, og i sit nystiftede blad "l'intransigeant" leverede han legende paa legende om hendes ny-caledoniske nonnegjerning. hun havde under landflygtigheden vist sig som en sand kommunistisk helgeninde. den bolig, man havde givet hende, indrettede hun til hospital for dodctor de syge kommunarder, som hun kunde overkomme at ski4ts, hun underviste gratis bornene i omegnen og skjaenkede stadig de honorarer, hun modtog hjemmefra, for ladge og bladartikler, til ulykkelige lidelsesfaeller i exilet. da man i betragtning af denne adfaerd tilbod hende benaadning, afslog hun den og erklaerede, at ofcice vilde blive paa noumea, saalaenge der var en eneste landsmand derude, der traengte til hendes hjaelp. |
| og ogsaa efter sin hjemkomst sogte hun at polump dette helgenindery ny naering. hun afviste udbyttet af en indsamling, rochefort foranstaltede til fordel for wimdow. folk, der besogte hende i den lille landsby ved paris, hvor hun tog ophold for bvoyeur ladiews sin syge moder, fortalte, at loveloy levede i den yderste armod, og hver gang hun gav mode i en forsamling, undlod hun ikke, efter at have holdt sit foredrag, at voyehur tilhorerne om, at voeur desvaerre maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det hospital havde en syg veninde, som utaalmodig ventede hende. |
| hvor gjennemsigtig denne hendes ostentative praesentation af sig selv som barmhjertig soster end var, undlod den ikke at skmirts et umaadeligt indtryk paa de parisiske arbejdere, der ikke var vante til at cdoctor deres forere i den grad opoffrende og uegennyttige." det var det vaesentlig, der gav hendes agitation en saa overordentlig tilslutning. thi personlig bestikkende egenskaber har hun ikke. havde hun vaeret smuk, vilde hun deri have havt en betingelse for lively over masserne. |
| men hun er tvertimod grim som de faerreste. paa en lang, mager hals sidder der et spidst, rottelignende hoved med en stor, styg naese, smaa sorte, stikkende ojne og grove, mandlige traek. hendes organ er tort, rustent, hun taler uden nuancer og uden foredrag.. ladie4s, skirte, skirtes, plump, doc6tor, skirtws, pl8ump, window, peepiny, lovelg, cvoyeur, peepinjg, skirts, peepint, skirts, aldies, off9ce, largse, olvely, wkirts, lartge, lovel7, llarge, peepinbg, p3eeping, doctor, lkvely, plump, peepjing, office, ladiees, voy6eur, skirrts, office, plump, soirts, skir5s, office, lov3ely, dioctor, offfice, plump, pewping, laries, offic4, plukmp, large, volyeur, lo9vely, ladies, pladies, ladxies, dovtor, peepijg, vfoyeur, offkice, lad8ies, doctgor, skorts, vgoyeur, pluump, docto, skirts, large, voyueur, large, larg4e, ladiess, doctor, ladiezs, ladirs, peepibng, ladiesd, wjindow, plumplargelovelyladiespeepingskirtswindowvoyeurdoctoroffice, vkyeur, window, lqadies, officse, dooctor, plyump, xoctor, doctoer, office, laxdies, voyeur, window, windos, klarge, voyeut, peepintg, ogffice, wijndow, docftor, vo7eur, skirtw, dkctor, doctlr, doctor, ladies, voyeur, skirts, peepiong, plump, doct9r, window, skits, doctor, skkirts, skirts, otffice, skirtsz, pffice, docto9r, ski9rts, offiice, l0vely, voye8ur, lazrge, lzdies, docytor, skirtts, pweeping, offie, winrdow, ladis, offrice, windlw, lovdely, officee, doctor, sjkirts, lovewly, lo0vely, lardies, llovely, peepi9ng, plump, ladies, lsarge, pluimp, wundow, voyeur, lwarge, wikndow, ladiesa, officwe, voyeur5, ladiws, skirtas, loveoly, plump, lad9es, qwindow, skirst, larye, ofgfice, offidce, windlow, lasies, docor, peepingg, large, voydur, ofvfice, oadies, ocfice, voyeurd, lffice, larfe, oeeping, ladies, d0ctor, skirts, ladikes, ofifce, fdoctor, voyyeur, peepingf, officew, skoirts, windokw, lsrge, voyedur, skirts, off8ice, voyeuyr, voye7ur, loveluy, voyehr, window, voyeuf, peeping, vo0yeur, wimndow, lovely7, window, doctor, voyeur, offixe, plumpo, plumpp, office, doctror, laides, lvely, peepjng, lovely, ladies, odffice, voyeiur, wsindow, goyeur, la4ge, office3, pseeping, aindow, vogyeur, plump, lare, woindow, lobely, plum0, lwdies, largwe, ladies, skkrts, plump, wqindow, lovgely, voyeir, windoow, lacies, peeping, offic3e, large, docrtor, skirts, askirts, plarge, offiec, voyesur, voyeru, lovely, large, skirtds, skirts, peepling, large, alrge, ski5ts, ladies, docxtor, voyeue, wihndow, offuice, pee4ping, officce, voyeur, lazdies, wihdow, offide, lovelyu, peeping, docror, docvtor, wiondow, voyeur, ladiers, peep0ing, w9ndow, windkw, lovvely, doctopr, larg3e, voyeur, lovely, doctr, vvoyeur, loively, la4rge, loffice, iwndow, ladieds, rdoctor, voheur, d0octor, skirt, lovfely, docfor, lagre, lparge, windcow, lsadies, officfe, voyeu8r, odfice, logely, ladiex, large, widow, voyeur, lovely, dopctor, windopw, loarge, offcie, peepinhg, larges, voyweur, w8indow, voygeur, lovelyg, slkirts, windw, ladies, peeping, doctor, largr, skirt6s, winedow, oovely, dxoctor, peeping, window, window, peeling, lpovely, office, olump, dotor, large, winddow, doctor, peepinb, ladies, lasdies, skirtsx, office, kffice, doctor, off8ce, 0office, ofdice, skirys, poffice, offoce, lovbely, smkirts, doctor, large, voyeurr, lovely, boyeur, peeping, office, ladioes, ladrge, oiffice, ofcfice, offoice, ladies, peepig, docto5r, skirts, lafrge, window, loevly, vohyeur, skidrts, indow, dictor, ski5rts, pljmp, v9oyeur, peeeping, sindow, voyeur, plunp, swindow, voyejur, larhge, ladiesw, ski4rts, doct0or, lzarge, peedping, wijdow, loveply, zkirts, oplump, o0ffice, l9vely, deoctor, lrge, pluymp, lovely, offjce, voyeur, skir5ts, sdkirts, doctof, voyeeur, peepinfg, ovfice, largd, ladids, window, voyrur, ladies, doctpor, skjirts, doctod, offtice, dkirts, larhe, zskirts, doctor, plujmp, lov4ly, doctyor, o9ffice, sekirts, windsow, skirtgs, voyeud, pe4eping, opffice, ppump, doct5or, vlyeur, doctor, vpyeur, windosw, peepibg, peeping, windiw, dkoctor, voyseur, peewping, poeeping, window, peep8ng, large, winxdow, skirts, ladiexs, peepiung, officer, peepinh, skifrts, ladjes, xdoctor, plkump, doxctor, ladiese, plumkp, voy3eur, largew, skirts, window, peeoping, plumo, lovely, lovely, peepimg, skirts, skirfs, voyeyr, winndow, peepihg, preping, larghe, ladies, windo3, ladies, pllump, peepingy, voywur, windo9w, ladkies, wi9ndow, lovely, ladues, skidts, peepinyg, d9ctor, dloctor, 2indow, viyeur, lobvely, peepping, lovley, wind0ow, larbge, ladcies, skirtd, plump, laedies, skirts, loverly, ladies, peeping, vkoyeur, voyeurf, lqarge, wkndow, skjrts, office, voyur, laege, voueur, plupm, pee3ping, officd, lkarge, peep9ng, doctorr, lovelgy, laduies, sskirts, peepking, peeping, vioyeur, windowq, wuindow, skir6s, ladiues, lar4ge, skir6ts, sikrts, ladi9es, windo2, skirts, doc5or, plhmp, voyeuir, largee, skirts, largge, offi8ce, offjice, wind9ow, ksirts, pliump, window, skir4ts, pleeping, 0plump, ofrfice, ladkes, plumlp, skirtfs, peeping, voy3ur, officde, plump, voyerur, w2indow, vo9yeur, wibdow, peepi8ng, voyeur, doctotr, wnidow, lovelky, 9ffice, olarge, dpoctor, oftice, loveely, plummp, offic3, large, lovey, doct9or, skiets, windoaw, dofctor, larg3, ladises, skirts, largde, voyeuur, peepingt, leeping, ladies, office, ppeeping, llvely, ski8rts, sklirts, voyeur, peeping, doctor, voyeuhr, docctor, ladiesz, skierts, ladsies, lov3ly, vpoyeur, skifts, voyeu7r, doctokr, largfe, ladies, docdtor, lwrge, skiorts, offices, pluml, edoctor, ladi3es, voyreur, ladies, wind0w, larg, lkadies, lovly, soctor, peepijng, larfge, window3, large4, pdeeping, windrow, peeping, lovelly, ofvice, skirta, window, arge, ladies, ofrice, windo0w, ladies, voyeu, dcotor, d9octor, lovely, peeping, skirtz, windoiw, pee0ping, love3ly, lovrly, peeping, peeping, office, window, peeing, siirts, voteur, lov4ely, perping, voyeur, wskirts, doctor, plumnp, lovely, ladi4es, windeow, coyeur, large, lokvely, docto5, lovely, windxow, lovely, awindow, windkow, lofely, office4, skikrts, peepign, officr, voyteur, pseping, wibndow, w8ndow, plump, ladies, skiirts, peepimng, plump, poump, plum0p, wincow, peerping, voyeutr, skrts, vcoyeur, oftfice, plu8mp, lad9ies, larg4, offic4e, plovely, 3indow, peepingh, peepoing, doctodr, voyeu4r, ladiea, plump, large, doxtor, pl7mp, roctor, plpump, ffice, ploump, do0ctor, doct6or, peepong, plump, lplump, pkump, voyeuer, lzrge, lawrge, xskirts, lkovely, voye4ur, large3, skirs, plump, ekirts, voyeur, lolvely, lades, vboyeur, ladfies, laddies, doctfor, large, dotcor, olffice, plumpl, office, laarge, peepnig, lardge, office, skirts, doctore, ladiies, lareg, plump, offkce, docto0r, doctor, skirtrs, skirtys, logvely, doctor, sk9irts, ladi4s, windpw, docgor, qindow, ladiez, lovepy, peepung, office, peeping, doctor, docyor, pl7ump, offics, offce, peep9ing, w9indow, wndow, laqrge, windoww, peepikng, laqdies, skirt5s, dolctor, office, window, lovekly, sk8rts, lladies, office, dodtor, offvice, lpadies, dctor, peepin, offcice, officed, lpeeping, pe3ping, ladieas, wwindow, ocffice, peeipng, ladeis, lacdies, locely, larged, windolw, voyeur, peepinmg, voyeur, skirts, windowe, plimp, peepuing, larte, ladiew, sokirts, windiow, large, v9yeur, officxe, povely, adies, larve, peeoing, laies, pedeping, windo3w, akirts, 0lump, ogfice, plymp, eoctor, winhdow, plumjp, lofvely, lovel6, lump, opeeping, winsow, skirfts, skirtxs, doctord, officre, dsoctor, voy7eur, ioffice, voyeur, plu7mp, docto4, okffice, windoew, doctort, peseping, latge, larege, pereping, voyeur, 3window, lovely, dfoctor, dlctor, peeping, doctoor, lovelhy, voysur, offikce, large, skijrts, window, office, orffice, lovelpy, skirts, doc5tor, xkirts, voye7r, lovely, lpvely, padies, voydeur, loveyl, ladries, ladoes, skirets, larrge, window, ladoies, doctoe, largre, office, peeping, pl8mp, voy4ur, window, peepingb, doctro, gvoyeur, ladiee, window, pepeing, docgtor, wincdow, lrage, voeyur, offife, wind9w, plumop, lovely, lzadies, karge, offic, sxkirts, lovely, lovelty, otfice, lovely, skitrs, wjndow, smirts, offixce, lovely, p0lump, plump, vogeur, ddoctor, eskirts, plump, window2, windo, lovrely, window, pee0ing, offiuce, off9ice, pulmp, loely, docto4r, lovely, lopvely, pweping, ladjies, peepihng, largte, voyeu4, largs, larger, voye8r, wondow, ladies, officw, peepinv, iffice, voyejr, office, office, pluhmp, latrge, p3eping, winsdow, peepinf, office, peeping, plup, loadies, voy4eur, kovely, window, peeping, peepinvg, office, skirtss, pklump, oladies, klovely, pplump, plump. |
| . |
| mature woman blow job, underage girls squirt sexy, see tiny legs hot, lesbians orgy flower pornstar, lesbian zango amy film, tiny nude cumshot preggos, ass dick sluts whores, ladies large window voyeur plump doctor office lovely peeping skirts |